Læsetid: 4 min.

Den sorte prins i København

18. august 1997

'Husk vi skal alle tilbage til Afrika'

STOKELY CARMICHAEL
Han landede som et morternedslag i København. Han smækkede en knyttet næve op i luften og råbte "the time has come", så det gav genlyd i sarte danske sind. Hans navn var Stokely Carmichael, sort profet i USA. Tidspunktet var det tidlige forår 1968.
Den aften i Vartorv, hvor han holdt foredrag, var et tilløbsstykke, som ikke er glemt af dem, der var til stede. Foredrag er nu så meget sagt, han nedkaldte snarere dommedag over vore sarte hvide hoveder og fik os til at føle at vi var medskyldige i at millioner af sorte afrikanere blev stjålet i Afrika og bortført til Amerika som slaver - hvad vi jo på en vis måde også var (jfr. Thorkild Hansen "Slavernes øer").
Stokely Carmichael var i slutning af tyverne, sort som kul, med en karisma, der stod i en strålekrans ud fra ham, berømt og berygtet i USAs raceopgør, fordi han som formand for studenterorganistionen SNCC (udtalt SNIK) mere end nogen anden - bortset fra The Nation of Islam - hånede Amerikas negre for at være nogle Onkel Tom'er, og Amerikas hvide for at være nogle racistiske svin.
"Politisk Revy", der som tidsskrift satte venstrefløjens dagsorden i de år, havde bragt nogle baggrundsartikler om racekrigen i USA. Alle på redaktionen skulle hen og høre Stokely, og især kvinderne anså ham for et hit helt ud over det sædvanlige.
Erindringen herom dukker op i dag ved læsning af juni-nummeret af de sorte amerikaneres månedsmagasin "Emerge" , der bringer et interview med Stokely Carmichael. I dag bor han i Afrika og kalder sig Kwame Ture.
Hvilken forandring. Den sorte prins er blevet hvidhåret og ligner en bedstefar. Han lider af kræft og behandlingen har uden tvivl gjort sit til at ælde ham i utide. Om kræftangrebet siger han "på en skala fra et til ti, er min en 7'er, det de kalder en dræber". Han er kun på et kort besøg i USA, som han forlod i 1969 og flyttede til Guinea for at blive pan-afrikansk socialist: "Jeg bliver her kun kort. Jeg hører til i Afrika. Det gør vi alle, ved I nok" siger han til sine sorte tilhørere.

En af grundene til at foråret 1968 blev så dramatisk, var ikke kun studentroprøret på de europæiske og amerikanske universiteter, men først og fremmest mordet i april på Martin Luther King og kort efter mordet på præsidentkandidaten Robert Kennedy. King var alles helt. Men den utålmodige Stokely Carmichael kunne ikke finde sig til rette med Kings ikke-volds-strategi. Hans ungdomorganisation rev sig løs og krævede "Black Power now!"
Da jeg gennemrejste USA i sommeren 1968 for at finde de sorte og hvide radikale i New Left, gik jeg selvfølgelig hen til SNCCs kontor i Washington D.C. fordi jeg havde hørt at Stokely Carmichael var i byen. "Kunne jeg få arrangeret et interview?" "Skrid ad helvedet til, honky" lød svaret og jeg blev smidt på gaden. Glosen "honky" var modstykket til de hvides "nigger". Da jeg senere på aftenen alligevel forsøgte at klemme mig ind til et offentligt møde i et sort kvarter hvor Stokely skulle tale, fik jeg nogen på hovedet for at tillade mig at trænge ind i en sort forsamling, hvor hvide ikke havde adgang.
Det var typisk for de sorte på østkysten, benhårde og utilnærmelige, fuldt optaget af at hævde deres sorte nationalisme. Senere på sommeren mødte jeg en helt anden åben holdning hos De sorte Pantere i Californien, for de var optaget af at skabe alliance med deres hvide ligesindede. Alligevel kunne Bobby Seale, panternes formand, ikke dy sig for at invitere Stokely Carmichael til at blive æresmedlem og premierminister i De sorte Panteres Parti. Stokely var et godt kort, der ville kunne give panterne organisatorisk bredde i USA.

Men Stokely Carmichael forsvandt pludselig til Afrika, hvor han blev personlig medarbejder for Ghanas præsident, Kwame Nkrumah. Snart giftede han sig med den syd-afrikanske sorte sangerinde, Miriam Makeba. Sammen kom de til Stockholm, hvor Miriam skulle give koncert. Carsten Clante og Gunnar Iversen, redaktører for DR-TV's provokerende kulturmagasin, ryddede programmet og lod mig interviewe Stokely Carmichael i 30 minutter. Han sad tilbagelænet i lænestolen i hotelsuiten i Stockholm, klædt i sort og med sorte solbriller. Miriam - der faktisk var bedre kendt end han - sad beskedent på gulvet og lyttede til sin mand, der udbredte sig om racekrigen.
Det var et brag af et interview. Ikke noget man var vant til at se på dansk tv. Stokely var truende, drillende, det ene øjeblik voldsomt ophidset og det næste øjeblik spandt han som en kat.
Det stod lysende klart efter de 30 minutter, at der var ikke noget kompromis muligt mellem ligesindede sorte og hvide amerikanere. Nu var det omsider de sortes tur til at bestemme tid, sted og våben for opgøret, mente han.

Kort efter kom De sorte Panteres formand Bobby Seale til København for at tale til VS'erne. Han så en kassette med interviewet med Carmichael og blev stiktosset over at 'premierministeren' forbrød sig mod principperne for den strategiske, ikke-racistiske alliance mellem sorte og hvide på venstrefløjen. Han ringede Stokely Carmichael op på et hotel i østberlin, DDR, gav ham en forrygende skideballe og fyrede ham på stedet som talsmand og galionsfigur for panterpartiet.
Her var København for en stund pludselig blevet omdrejningsskive for et vigtigt opgør i det sorte USA. Det sorte oprør tog fart i 1967-68, samtidig med at Che Guevara blev myrdet i Bolivia og FNL med stormen på den amerikanske ambassade i Saigon under Tet-offensiven mere end antydede hvordan Vietnamkrigen kunne ende.
I dag sidder den hvidhårede Carmichael alias Kwame Ture i sin gyngestol og gør resultatet op: "Husk at vi skal alle tilbage til Afrika. Der er vi kommet fra. Kampen handlede i virkeligheden om at komme hjem", slutter han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu