Kronik

Syv teser om vreden

29. august 1997

DET FILOSOFISKE RUM
Dette blads sommertema har søgt svar på spørgsmålet "Hvor blev vreden af?", den vrede som angiveligvis skulle have eksisteret for 20-30 år siden. Men hvorfor nøjes med socialpsykologiske svar? Jeg vover syv teser af en ganske anden beskaffenhed.

1.
Engang i fortiden kunne der formuleres sætninger som: Kapitalens logik sætter sig igennem bag om ryggen på de tilpassede agenter og kapitalens imperativ er akkumulation, akummulation, akkumulation...
Således er der næsten ingen, der vover at skrive mere; men det skal være min tese, at det er kapitalismens sære subjektløse evne til overlevelse, integration og menneskelig behovstilfredsstillelse, der danner baggrund for diagnoser af typen: vreden er blevet væk.
I dag sætter kapitalens logik sig igennem lige foran øjnene af os, og for det meste jubler alle fra Fremskridts-partiet til SF ad dette. Morsomt, sympatisk og symptomatisk er det, når Enhedslistens Bent Hindrup Andersen på forsiden af Information den 23.-24. august kan vise, at en fundamental omstilling af dansk svineavl til økologisk produktion ikke bare er en ædel idealistisk eller romantisk idé, men en benhård kapitalrentabel realitet. En gammel KAP'er prædiker logik for kapitalen, det er da gribende...

2.
I 1978, da jeg startede på RUC's samfundsvidenskabelige basisuddannelse, troede jeg og mine gamle VS-venner på, at arbejdsdelingen kunne ophæves, og at kapitalismen kunne forsvinde en dag. I dag kan jeg til nøds reparere min racercykel, men ikke min CD-afspiller eller mit kamera - og jeg må sande, at "kapitalens civiliserende indflydelse" (som Marx præcist døbte denne) har formået at vælte brugsværdier, teknologiske nybrud og nye livs- og identitetsformer af sig måder, der var umulige at forudse for 20 år siden.
Ideen om radikalt at ophæve arbejdsdelingen var et på én gang urealistisk og megalomant projekt, selvom det var og er en smuk - men noget krævende - utopi at ville vide og kunne alting. I en verden af nye biler med katalysatorer og ABS-bremser, hurtige brugervenlige computere og storstilede genbrugs- og rensningsanlæg forekommer det mig ligeledes forhastet blot at sige, at al vareproduktion alene er styret af et bytteværdiorienteret profitbegær.
Min tese lyder derfor: Det højkomplekse samfund er uforeneligt med den radikale tanke, at ophæve arbejdsdelingen, og den kapitalistiske vareproduktion formår faktisk at tilfredsstille en række menneskelige behov.
Kapitalismen har flere liv end en nok så livsduelig kat - og jeg skal ikke være hjernekirurg, lastbilsmekaniker eller balletdanser i min fritid.

3.
Den danske variant af kapitalismen integrerer sine kritikere. Marxister bliver rektorer, provoer computerspecialister, og miljøaktivister miljøministerielle embedsmænd.
'Det nye venstres' hoveder findes som tydelige profiler i skolerne, på gymnasierne, på universiteterne, på dagbladene og i billedmedierne.
Tesen skal lyde: Kapitalismen er blevet fornyet og sikret innovativ kraft ved at integrere sine kritikere, ved at give dem brød på bordet og såre konkrete opgaver at løse.
Derfor forsvinder vreden, fordi den kanaliseres ind i en samfundsmæssig opbyggelig væren, der ikke behøver at gøre en kat fortræd. Tvangen og trangen til effektivitet er ikke blot en borgerlig dyd.
Jeg ved ikke, om det 100 procent vandtæt; men det forekommer mig, at eksempelvis Tyskland har behandlet sine samfundskritikere noget anderledes. Eksklusionens politik, Berufsverbot og den benhårde jagt på terrorister og 'sympatisører' - så radikalt forløb konflikterne ikke i Danmark, selvom demonstranter ofte fik uretmæssige tæsk af politien, og selvom vi så en Blekingegadegruppe med en politisk adfærd, der ikke lignede de fleste andre kritiske gruppers.

4.
Så kommer vi til hønen og ægget. I gamle dage talte vi meget om, at det var nødvendigt for kapitalen at sikre sine almene produktions- og reproduktionsbetingelser, og at det var kapitalisme-in-adækvat, hvis naturgrundlaget eller menneskelivet gik under i takt med, at kapitalens ulvehunger efter merarbejde bredte sig uden politisk og demokratisk kontrol.
I dag ved jeg ikke, om jeg skal opfatte det således, at miljøpolitik - der engang kun var noget, rabiate ventreorienterede personer skreg op om uden at kunne få ørenlyd - er en nødvendighed for kapitalen eller resultat af en fornem politisk (selv)bevidst-gørelse af befolkningen. Jeg ved heller ikke, om kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og den dramatiske vækst i antallet af dobbeltlønarbejderfamilier primært skal forklares via forskydninger i kapitalens behov for arbejdskraft eller som udtryk for en myndiggørelse og en selv-stændiggørelse af kvinden i et 30-40 årigt samfundsmæssigt perspektiv. Ej heller ved jeg om uddannelseseksplosionen (stadig flere i gymnasiet, stadig flere bliver højt uddannet, åbent universitet er en stor succes etc.) skal fortolkes som danskernes genuine krav om dannelse, kunnen og oplysning eller som en snedig tilpasninglogik, der matcher kapitalens behov for arbejdskraftens kvalificering og afnaivisering.
Min tese må være: Det synes ofte at være lykkedes at lade det systemrationelle og det menneske-villede gå hånd i hånd i Danmark post-'68.
Endnu en illustration: Det RUC'ske projektarbejde og den tværvidenskabelige forskningstilgang var engang det vildeste og mest kritiske, der kunne tænkes - nu er RUC et hyperpopulært og effektivt universitet og RUC-ideer ikke blot almindelig børnelærdom på andre universiteter, men også i mange af samfundets agtværdige institutioner og trendsættende firmaer.

5.
Noget af det fremmedgørende og anonymiserende ved kapitalismen frisætter paradoksalt nok frihed og fri tid.
I Danmark har giro-, dankort- og betalingsserviceordninger bidraget til, at vi står meget lidt i kø. Til gengæld kan vi så sidde i kø på Helsingørmotorvejen og stirre vantro på det milliardbeløb, som vi via skatten har været med til at poste i Storebæltsprojektet.
Oplysningens på én gang vederkvægende og selvdestruktive dialektik er ikke blevet afviklet; men det er værd at erindre, at unge danskere rejser verden rundt som ingen generationer før dem. Mange mennesker har råd til at tage på skiferie hvert år, og der er boom i den selvorganiserede idræt (løb, cykling, rulleskøjteglid etc.). Folk lader sig førtidspensionere for at nyde livet.
Formuleret som en tese: Jeg er overbevist om, at vreden også er forsvundet, fordi den høj-effektive kapitalisme har frisat tid til at være menneske i.
En hær af fordummende, tomme kulturprodukter står selvfølgelig parat til at fylde denne potentielt-frie tid ud med kvalitetsløshed. Men Marx' gamle kapitalismekritiske credo har delvist set dagens lys; thi den menneskelige rigdom drejer sig om at tilvejebringe fri tid for alle og enhver og ikke om at lave én stor Sovjetlignende stat eller om at lave samfundet om til én stor fabrik.
Det må ikke underkendes, at den højproduktive kapitalisme og den kolossale teknologiske udvikling paradoksalt nok på én gang har bidraget til at gøre folk arbejdsløse, overflødige og frie. Kapitalismen er ikke et lighedens lykkeland, men et underfundigt system, der kaster lidelse og lykke af sig. På én gang ubegribeligt, næsten uangribeligt og hverdagsagtigt.

6.
I Det kommunistiske Manifest fra 1848 skrev Marx nogle berømte ord om den dynamiske kapitalisme: "Alt fast og solidt fordufter...". Den skånselsløse forandringsimpuls, den ufølsomme fornyelsestrang, nedbrydning af konserverende traditioner, forherligelse af det nye... alt dette er følger af kapitalismens march igennem den gamle verden. Når alt helligt afklædes, når det fortryllede affortrylles, når substantielle værdier går i forfald... så frisættes der på én gang nye muligheder, samtidig med at der lamenteres over tabene. Kapitalismens rastløse, eroderende kraft er på én gang truende og skabende.
Bragt på tesens form: Vreden forsvandt, bl.a. fordi kapitalismens behov for fornyelse kunne indfries, samtidig med at mange danskere mente, der måtte ske nogle radikale forandringer i samfundet.
Som jeg skrev i tese 3 ovenfor, kom de samfundskritiske røster ofte fornyende til orde. For mange danskere i 60'erne og 70'erne var det en befrielse at se kirkens, politikernes, professorernes, patriarkernes og det almindelige borgerlige samfundslivs autoritet og
selvgivethed blive udfordret.
Mange af Marx' indsigter fra 1848 og de følgende år foregreb i øvrigt den rationalitet, som fremsynede og hyper-effektive multinationale firmaer drives på. Store bil- og tøj- og computerfirmaer kunne således godt have slogans som "All that's solid melts into air", formodentligt uden at andre end gamle tekststærke marxister ville lægge mærke til det behændige ran. Citroën har hyldet revolutionsbegrebet, Benetton det multietniske virvar af forskellige ansigter og IBM den menneskelige intelligens' kolossale styrke og ubundethed.

7.
Det moderne menneske synes at kunne lide byens sansemæssige chok, farverne, farten, bevægelsen, menneskehavet og de allehånde tilstedeværende pirringer, som dagdrømmene kan frisættes af eller tage bolig i.
Tese: Noget af vreden og den uforsonlige romantisk-revolutionære glød forsvandt måske også den dag, vi indså, at det moderne liv var kommet for at blive, og at vi hverken ville bytte med de intellektuelle, som Pol-Pot og hans håndlangere sendte tilbage på landet eller i døden, eller med de kinesere, der blev ofre for kulturrevolutionen, der i starten og på behørig afstand på vor småforkælede halvkugle blev tydet som en spændende form for samfundseksperiment.

Efterskrift: I øvrigt mener jeg stadigvæk, at kapitalismen burde afskaffes. Der savnes 'bare lige' et stærkt alternativ. Hvordan vil det se ud? Udskriv en lærerkonkurrence.

Steen Nepper Larsen er cand. mag., højskolelærer og fast bidragyder til Det filosofiske Rum.

APROPOS
Fire udfordringer
Man kan - som Steen Nepper Larsen gør det til venstre for denne spalte - vælge at tegne et verdensbillede, hvor et bestemt økonomisk system er omdrejningspunktet.
Man kan også - i den fremkrybende fin de sié-cle statusånd - anskue det næsten tilbagelagte århundrede i vor kulturkreds som rummende fire afgørende moralske udfordringer til sine samtidige:
nFørste Verdenskrig. Var det lige meget, hvem der vandt? Eller var entente-magternes sejr forudsætningen for et - nok så spinkelt - håb om en demokratisk fremtid. Som land profiterede Danmark både af sin neutralitet og af Tysklands nederlag.
nDe totalitære ideologiers frembrud efter krigens værdikollaps og depressionen i 1929. Nu ser det nemt ud at vælge dem alle fra på én gang. Sådan så det ikke ud i samtiden. Vor egen nations rolle var ikke éntydig. Kun et mindretal af enkeltpersoner så situationen sådan, som de fleste i dag vil finde 'rigtigt'.
nDen kolde krig: Var der et valg at træffe og da hvilket? Vor nation traf nok ét, men uden entusiasme. Intellektuelle befandt sig i betydelig vildrede. Og koldkrigen endte, som kun et par enkelte sovjetiske dissidenter havde forudset: "Ikke med et brag, men med en klynken."
nØkonomiens globalisering og nationalstatens irrelevans. Det er den moralske udfordring, som er vor nutids.
I forholdet til de tre første udfordringer endte historien nogenlunde så 'lykkeligt', som menneskelig skrøbelighed giver mulighed for. Men det var på et hængende hår hver gang. Og for samtiden ingenlunde indlysende, at det overhovedet kunne gå sådan. Som politiker var Winston Churchill i ledende rolle moralsk klippefast hver af de tre gange. Det gør ham til "Århundredets Mand" - snarere end Elvis Presley, som Berlingske allerede har udnævnt.
Men den nyeste udfordring: Har vi valg? Hvad går de ud på? Har nogen bud? dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu