AMSTERDAM
Ejvind Larsen spørger til forholdet mellem Amsterdam-traktaten og Verdens frelse. (15.8.97). Vil et ja til traktaten afværge Dommedag? Eller vil det styrte os ud over Helvedesgabet?
Det er meget at spørge om! Vi blander Rundetårn og tordenskrald. Der er ikke så lidt af en platfodet flue med et blåt øje i Ejvind Larsen. Men lad os da - ikke mindst af hensyn til samtalen - prøve at få styr på tingene.
Det gør vi ved at holde Larsen fast på hans eget udgangspunkt: "Med globalisering skal globalisering bekæmpes". Dette dictum er samtalens ledetråd.
Ejvind Larsen rejser så to spørgsmål, som er fulgt med globaliseringen: Truslen mod miljøet og truslen om social opløsning.
Først om miljøet. Jeg forudsætter, at Ejvind Larsen har identificeret problemet på ret vis. Så spørger jeg da den samme Larsen: Når globalisering med globalisering skal bekæmpes, når nationer og folk skal samarbejde om at løse miljøproblemerne, når "Gud også har sanddru hedning, tyrk og jøde kær", hvor det så, det foregår? Sådan rent praktisk. Hvilken international organisation med hedning, tyrk og jøde beskæftiger sig overhovedet med miljøspørgsmål? Sig navnet! Hvis det tunge og træge og vækstorienterede internationale samfund blot skal overveje at rykke i miljøspørgsmål, hvem skal så drive værket? Sig navnet! Jeg skal gerne hjælpe Oraklet fra St. Kongensgade: Det skal vi europæere, forsamlet og organiseret i en brøstfældig bræddehytte, der hedder Den Europæiske Union.
Jeg føjer to betragtninger til. En om begrebet "den mindst ringe". En om fabianismen.
Urimelige krav
Information har gjort udtrykket "Den mindst ringe ..." til sit motto. Bladmæssigt har det mange grunde. Og det er slemt højrøvet. Men udtrykket rummer mere. Det fortæller noget om de vilkår vi lever under, og de fordringer, vi kan stille.
Information og EU har det fælles, at de er de mindst ringe. Man kan indvende, at det er et duknakket ræsonnement. Jeg ser imidlertid intet alternativ.
Dernæst om fabianismen. Om hvordan vi kommer fra her til der. Når vi taler om andels-organisering, har ingen mere end Ejvind Larsen indprentet nødvendigheden af "at tage al bøvlet". Hvis vi "tog bøvlet" i andelsboligforeningen med staudebedet nede i gården, blev vi "myndige mennesker". Og vores børn ville blive "prægtige" i modvind og snestorme.
Hvorfor så ikke "tage alt bøvlet" i de internationale organisationer og blive "prægtige" ved at gå mod vindens retning i sneens storm? Det er, hvad vi gør i EU, og ikke uden resultat. Og det er, hvad EU gør i verdenssamfundet. Der er, med al respekt, noget barnagtigt over kravet om, at alt i det internationale samfund skal være flunkende færdigt fra Dag Et. Det krav stiller vi ikke til vore forhold på de bøgelyse øer.
Demokratisk gennembrud
Dernæst til problemet om social opløsning. Ejvind Larsen knytter det til spørgsmålet om demokratiets lette tilstand.
Først om den ramme, inden for hvilken "de hundrede forsamlingshuse og de tusind termokander skal blomstre". Ejvind Larsen vil ikke erstatte nationalstaten med EU-staten. Udsagnet er nonsens sat på stylter. (Hans national-romantiske grundtvigianisme fjernes ikke med en dristig overskrift. Den stikker dybere). Nationalstaten kan ikke og skal ikke afskaffes. EU er ingen overstat. EU råder over 1,27% af BNP. De amerikanske forbundsmyndigheder har 21,4% til deres rådighed. EU, der arbejder i 11 sprog, har 28.471 ansatte. Københavns kommune har 44.258 heltidsbeskæftigede. Kald det en overstat!
Hvad det drejer sig om er at få lidt orden på anarkiet.
Det er så Ejvind Larsens egentlige problem. Han må til at forstå det. Hvis globalisering skal bekæmpes med globalisering, er problemet nemlig, at han har brug for andet og mere end et ordnet anarki. EU er som regional organisation for svag til at yde det fornødne modspil. De stærke, USA, Japan, de fem tigre, efterhånden Kina, er indtil videre ikke særlig interesserede. Hvad gør vi ved det, Larsen? Det slår ikke til at stemme nej.
Og så videre med demokratiets stedse lettere tilstand.
Demokrati er traditionelt et nationalt fænomen. Når globalisering skal bekæmpes med globalisering, må vi prøve at skabe et internationalt demokrati. Hvor prøver man? Ja, rigtigt gættet, Larsen, i den brøstfældige bræddehytte, der hedder Den Europæiske Union. Det går rigtig godt, skulle jeg hilse at sige, Amsterdam er et demokratisk gennembrud.
Når Ebbe Reich hævder, at der er tale om "et par små karameller af udsigtsløse kontrolmuligheder" skyldes det dels, at han flyver på automatpilot og ikke har læst traktaten, dels at han vælger at se bort fra den proces, der er i gang. Han vil have en demokratisk føderation over night. Det er spøjst, at han ikke forstår processen. Det gør han ellers, når han skriver om det hjemlige.
Hvad de 100 forsamlingshuse og de 1000 termokander angår, er det ikke noget, der kan bestemmes. Det kan jo være, at termokanderne ikke har lyst. Samfundet kan i bedste fald lægge nogle rammer. I dette land har vi højst forskellige erfaringer med de rammer, der er udstukket.
I de sidste 25 år er inden for boligområdet selvforvaltningen virkelig groet op. Der er tale om en demokratisk revolution. På skoleområdet er det gået anderledes. Fraset, at friskolerne blomstrer, er arbejde med skolenævn og skolebestyrelser ikke rigtig lykkedes. Jeg ved ikke hvorfor. (Og dog. Jeg tænker stundom på degnen i Store Klaus og lille Klaus. Det er
forældrenes børn, men lærernes skole).
Mit hjertes håb
Endelig en bemærkning om hjerternes sprog. Den er foranlediget af Ejvind Larsens formodning om, at mit ja "først og fremmest er en hovedsag". Men hovedsager er aldrig hovedsager. Jeg bestræber mig ganske vist på at italesætte mine følelser og meninger i et sprog, som har sammenhæng i argumentation og ræsonnement. Det giver samtalen bedre muligheder. (Ejvind Larsen skulle prøve): Men mit hjerte knytter sig til to håb. Til håbet om Europas fred. Derfor støtte til den fransk-tyske udsoning og Bonn-Paris-aksen, til den fortsatte indbinding af Tyskland efter genforeningen og til EUs udvidelse, til fredens projekt. Dernæst til et håb om det fremskridt i civilisation, som ligger i skabelsen af et fredeligt, udelt og demokratisk Europa, opbygget efter de principper, der bærer det europæiske samarbejde.
Modsat Ebbe Reich og Jesper Jespersen (som er venlig at være opmærksom på, at Amsterdam-traktaten ikke er en forfatning, men en folkeretlig aftale, hvilket giver mere end en formel forskel, kære professor) mener jeg, at Amsterdam-traktaten er en stor traktat. For første gang har jeg i en traktattekst kunne udlæse en række af de ideer, jeg lever på og for: Demokrati, retsstat og menneskerettigheder som en diskutabel fordring. Dernæst respekt for national identitet og for kirkers og konfessionsløse organisationer. Dødsstraf afskaffes. Alle former for diskrimination forbandes. Vi skal have lov til at være forskellige. (Det er bøssernes Europa, der toner frem. De er udtrykkeligt nævnt i traktaten. Vi får bøvl med de bornerte). Ligestilling mellem mænd og kvinder. Positiv særbehandling er en legal mulighed. (Her er Amsterdam-traktaten for venstreorienteret efter min smag, men jeg stemmer for alligevel). Dialog mellem parterne på arbejdsmarkedet. Socialt hensyn. Indsats mod udstødelse. Bæredygtig udvikling. De rige giver til de fattige. You name it.
Det er mit hjertes håb. Og så min frygt.
Bliver vi aldrig klogere
På denne skønne sensommermorgen, hvor jeg skriver, skal nazisterne senere på dagen ud at trave i Roskilde. De vil fejre - af alle - Rudolf Hess. Gone are the days, hvor provokationen kunne dyrkes i uskyld og med hashrygning på kulturministeriets trappe. Andre - og stærkere- snapse er på bordet. Der er Weimar i luften. Opløsning og de Fahne hoch. For Jonnis nul-bonner og bade-billetter kan kun skråle og trampe i gaderne, fordi Danmark er i skred i spørgsmålet om 'det fremmede' og 'de fremmede'. Vore skippere er blinde og styrer ret mod revet - en vælgertilkendegivelse som katastrofe-valget i 1973.
Bliver vi da aldrig klogere? Er vores skæbne Sarajevo, Auschwitz, Dredsden, Oradur, Lidice, Katyn, Guernica, Versailles, Somme, Verdun og - igen - Sarajevo?
Måske - måske - kunne vi en skønne dag lære at opføre os så ordentligt, at vi kunne leve sammen i fred og fordragelighed og få gensidig glæde af vores forskelligheder?
Jeg tror på det håb. Det bevæger mit hjerte. Og jeg spørger mig selv, om Ejvind Larsen overhovedet har et hjerte? Kan et hjerte rumme så megen tvivl om noget så indlysende?
Jeg er for tålsomhed. Derfor er jeg europæer.
