Kronik

Totalmyten islam

19. august 1997

Den islamiske verden kender til skel mellem religiøs og verdslig sfære, mellem religion og stat. Fundamentalismen er et politisk fænomen, ikke et religiøst

*TRO & TVIVL
Frankrig har en kulørt fortid som kolonimagt i den islamiske verden, og landet har en vigtig middelhavskyst og et omfattende handelssamkvem med landene på den anden side af vandet. Endvidere skønnes det, at der i dag er mellem 3 og 3,5 millioner muslimer i Frankrig. Der er disse og mange andre grunde til, at udviklingen i den islamiske verden, især i den arabiske del, er et emne af konstant aktualitet i Frankrig.
Der skrives artikler, og der udgives bøger, og forfatterne er både hjemmefødte franskmænd og personer med rod i den islamiske verden. Ikke mindst forfatterne af sidstnævnte kategori er af interesse. Flere af dem har vigtige funktioner inden for forskning og højere undervisning i Frankrig, og de kombinerer en stemme fra den anden side af religionsgrænsen med et indgående kendskab til vesteuropæiske forhold.
Til denne tvekulturelle kategori hører Burhan Ghalioun, der blandt andet er professor i arabisk civilisation ved Sorbonne-universitetet i Paris. Han er født i Syrien, og han har skrevet artikler og udgivet bøger om islamiske forhold, både på fransk og arabisk. I foråret 1997 udkom hans seneste bog, Islam et politique, som ganske givet vil bidrage til at fremme debatten på tværs af en kultur- og religionsgrænse, der i de seneste år er blevet trukket hårdere op.
Bogen er et opgør med en betragtning af den islamiske verden, hvor islam forvandles til en slags totalmyte, der giver nøglen til alle hemmeligheder i samfundenes funktion, deres moralverden, kultur, politik og økonomi, ja deres fremtid. Bogen er et energisk opgør med forestillingen om, at den islamiske verden ikke kender til skel mellem religiøs og verdslig sfære, mellem religion og stat. Og den byder på en klar fortolkning af islamismen (fundamentalismen) som et politisk fænomen, ikke et religiøst.
Burhan Ghalioun viser i en omfattende redegørelse, hvorledes der i islams historie er skelnet mellem religiøs sfære og politisk ledelse, og at det er sket af praktiske hensyn og i fuld overensstemmelse med skriften. Koranen indeholder ingen statsteori. Men islam er bærer af et politisk samfund, som er blevet og fortsat kan struktureres og udvikles som ethvert andet politisk samfund ud fra de givne historiske og stedlige betingelser.
At der også i den islamiske verden eksisterer en sådan skelnen mellem det religiøse og det politiske, betyder ikke nødvendigvis, at sekulariseringsmodellen er identisk med den, der er fremherskende i den vestlige verden, og at sekulariseringen ledsages af en verdslighedslære, der svarer til den vestlige.
Det vil være en grov forenkling at påstå, at der kun kan være tale om én gyldig udgave af modellen, nærmere betegnet den vestlige, idet sidstnævnte navnlig må ses i sammenhæng med den centraliserede struktur, der kendetegner den kristne kirke, hvilket igen vil sige, at den må ses i sammenhæng med det historiske opgør med denne struktur i dennes egenskab af magtstruktur. Inden for den islamiske religion eksisterer der ikke en sådan centraliseret struktur, og et opgør som det, der fandt sted med den katolske middelalderkirke, har aldrig været påkrævet.
De vanskeligheder, spændinger og voldelige konflikter, der i dag gør sig gældende i en række islamiske lande (og her retter Ghalioun især blikket mod den arabisk-islamiske verden), skyldes ikke en manglende evne til at skelne mellem politik og religion. Der er ikke tale om et særegent og obskurt forhold, som er religionen islam iboende.
Vanskelighederne, spændingerne og de voldelige konflikter skyldes landenes politiske orden, eller nærmere uorden, og det vil igen sige, at de skyldes manglende kompetence og vilje hos de politiske magthavere og manglende legitimitet i magtudøvelsen. De nationale projekter, som har virket samlende for befolkningerne i nyere tid, ikke mindst under uafhængighedskrigene og tiden umiddelbart efter selvstændigheden, er efterhånden blevet afsporet, og befolkningernes projektdeltagelse er blevet reduceret til et identitetskort.
I de lande, der fremstod som ramme for nationalprojekternes virkeliggørelse, har den politiske autoritet, det vil sige statsledelsen og administrationen, efterhånden udviklet sig til en selvproducerende magtstruktur, der tjener sig selv og ikke folket, nationen. Afstanden mellem magteliten og befolkningen er vokset, og der næres i befolkningen en følelse af, at en afgørende udvikling mod moderniteten er blevet forrådt.
Moderniteten som et nutidens vilkår gennemtrænger samfundene i den islamiske verden, ligesom den gennemtrænger samfundene andre steder i verden, men den trænger ind uden at blive forvaltet af den eksisterende sekulare magtstruktur. I stedet for, at moderniteten indoptages i de islamiske lande i en udvikling, som fornyr den islamiske tradition, skaber den uorden. Den indlejrer sig kaotisk i ruinerne af det gamle.
De moderne værdier som frihed, ligestilling, borgerindflydelse med videre vækker interesse, og de er latente debatemner overalt i de islamiske samfund, fremhæver Ghalioun, men interessen og debatten frustreres, fordi den uforvaltede modernitets indtrængen opleves som aggression og identitetstrussel.
Det er i dette spændingsfelt mellem den politiske magtstruktur og borgerne, at de islamistiske bevægelser opstår.
Der er ikke tale om en enkelt bevægelse i den islamiske verden, men om mange bevægelser, og, som Burhan Ghalioun grundigt understreger, bevægelserne er ikke af religiøs, men af politisk art. De må ikke tages som udtryk for en religiøs vækkelse, for de er ikke inspireret af en fælles fortolkningslære, og de har i det hele taget ikke nogen teologi. De har et politisk sigte, og dette sigte er at fjerne de selvberoende magtstrukturer, der har spillet fallit.
Bevægelserne bruger i dette øjemed den islamiske religion som politisk redskab. Som Ghalioun udtrykker det, er de parate til at bytte Koranen med kontrollen over magten, ligesom de er rede til at udskifte kontrollen over moskeerne med kontrollen over fjernsynsskærmene.
At religionen gøres til redskab betyder, at den tømmes for sit indhold af etik og moral; man kan holde Koranen i den ene hånd og dræbe med den anden, man kan være et lam for Gud og et rovdyr for mennesker. Men dette vil i øvrigt ikke sige, at alle de islamistiske bevægelser er voldelige. Ligesom det er tilfældet for andre politiske bevægelser, er det de stedlige forhold, der er afgørende for, hvorledes de islamistiske bevægelser er i deres art, og hvilken strategi og hvilke alliancepartnere de vælger.
Og der er ikke kun forskelle, men også spændinger og konflikter mellem de forskellige bevægelser, blandt andet fordi de ikke er knyttet sammen af en fælles fortolkningslære.
Det særtræk, at de påberåber sig religiøs legitimitet, afspejler navnlig det forhold, at det er umuligt at danne en opposition af åben politisk art i de lande, hvor de virker. Religionen skal maskere den politiske identitet, og den skal tjene som redskab til at samle de heterogene samfundsgrupper. De islamistiske bevægelser appellerer til alle befolkningsgrupper. Bevægelserne har et socialt aspekt og vinder forståelse på baggrund af de sociale forhold, der hastigt forringes i mange af de islamiske lande.
Men hovedårsagen til, at bevægelserne vinder terræn, skal ikke først og fremmest søges i fattigdommen. Bevægelserne appellerer ikke mindst til middelklassen og de intellektuelle, der føler sig forrådt af magten.
Det er således værd at notere, at islamismen udvikler sig mest spektakulært i de lande, hvor friheds- og borgerværdierne har nået den største intellektuelle udvikling uden at blive omsat i social praksis, og hvor en stærk bevægelse mod national identitet har spillet fallit og efterladt et stort tomrum. Det er her, moderniteten øger spændingerne, snarere end den bidrager til en reform af samfundet.
Som eksempler på sådanne lande nævner Ghalioun Iran, Algeriet, Tunesien, Egypten, Syrien, Irak og Palæstina.
De islamistiske bevægelser tegner naturligvis ikke hele befolkningen i den islamiske verden, uanset at der generelt er en stigende interesse for religionen. At der generelt er en stigende interesse for religionen, kan tages som udtryk for en reaktion. Der søges tilflugt til religionen som identitetsskabende værdi, fordi moderniteten er blevet forrådt. Moderniteten opleves som aggressiv og ydmygende i sin perverterede form, som en trussel, og der søges tilflugt i den religiøse sfære, eftersom det politiske rum er lukket.
Det politiske rum, der er blokeret af selvbestaltede magtstrukturer, skal genåbnes, så samfundet atter kan handle i det. Det skal åbnes for kritisk og videnskabelig tænkning, så der skabes fornyet forståelse for politikkens rolle i samfundet. Og det vil sige, at det er nødvendigt at overvinde den mistro, der af god grund har udviklet sig over for det politiske. Det er nødvendigt at skabe fornyet tiltro til det politiske som dynamisk system i samfundet.
Men for at det politiske rum kan genåbnes, er det blandt andet nødvendigt, at de islamistiske bevægelser erkendes som politiske bevægelser. Denne erkendelse er ikke kun nødvendig i bevægelsernes omgivelser. Det er også nødvendigt, at bevægelserne selv vedstår sig denne identitet.
Ved at det politiske rum bliver åbnet og forholdet mellem det politiske og det religiøse afklares, bliver der samtidig åbnet for det religiøse, det vil sige, at der kan åbnes for en kritisk og videnskabelig tilgang til det religiøse og dermed for en udvikling, der vil gøre det muligt at indoptage moderniteten i den islamiske kulturtradition.
Burhan Ghalioun understreger konstant, at hans kritik og reformkrav ikke betyder, at der brydes med den islamiske tradition, men at der tværtimod igen bygges på de oprindelige værdier. Således bliver bogens diskussion ledsaget af omfattende redegørelser, som underbygger påstanden om dyb kontinuitet. Et enkelt eksempel: I sit skarpe opgør med islamisternes anvendelse af det islamiske retssystem, sharî'a, fremlægger Ghalioun en detaljeret argumentation for, at sharî'a er et teoretisk fundament, der kræver en løbende fortolkning, efterhånden som samfundene ændrer sig. Det teoretiske fundament kan ikke umiddelbart udformes i et konkret sæt af lovregler. Regeludstedelsen er et politisk anliggende, ikke et religiøst. Dette hindrer naturligvis ikke, at reglerne kan være inspireret af en etik, som er forankret i det religiøse.
Burhan Ghalioun beskæftiger sig ikke med truslen om civilisationernes sammenstød, som Samuel Huntington gør det. Ghalioun nævner Huntington, men i en fodnote.
Hvad der truer, er ikke en militant religiøs konservatisme i en række udviklingslande, men en social implosion, en opløsning af politiske og kulturelle systemer i den tredje verden.
At moderniteten gennemtrænger en svagt stillet del af kloden som en intellektuel og materiel lumpenmodernitet, har sine ansvarlige, såvel i denne svage del af verden som i den stærke del. Den selvbestaltede magtelite, som Ghalioun tilkender et hovedansvar for tingenes tilstand i den islamiske verden, har i mange tilfælde kunnet bevare den konfiskerede magt, fordi eksterne kræfter har anset, at de selv kunne drage fordel heraf på det politiske, økonomiske eller militære område.
Bogens ærinde er på ingen måde at få det ultimative ansvar for tingenes tilstand placeret uden for den islamiske verden. Men det kan unægtelig være svært at se, hvorledes de ændringer, Ghalioun påpeger som nødvendige, kan ske, uden at den vestlige politik over for denne del af verden ændres. Men netop her kan bogen være af betydning. Den fortjener at blive oversat til andre sprog.

*Burhan Ghalioun: Islam et politique. Editions La Découverte, Paris 1997

Gunnar Aagaard Nielsen er cand. mag. og bosat i Bruxelles.

*APROPOS
Vestens medansvar
Umiddelbart virker det påfaldende, at der fortsat eksisterer så autoritære magtstrukturer i Mellemøsten og Maghreb, når landene samtidig har så tætte forbindelser med Vesten, der generelt prædiker demokrati over for resten af kloden.
Juni-nummeret af det franske månedsblad Le Monde diplomatique har taget emnet op i en artikel af Gilbert Achar, der er ansat ved Université Paris-VIII. Forfatteren viser, hvorledes Vesten i eklatant grad demonstrerer sin dobbeltmoral i netop den arabiske verden.
Der er i denne sammenhæng to hovedord: olie og islamister. For at sikre fortsat adgang til oliekilderne og for at bekæmpe de antivestlige islamister fører de vestlige lande, navnlig USA, en politik, der både er paradoksal og skiftende. I Saudi-Arabien støtter man et styre, som fremmer en ultra-rigoristisk islamtolkning, og i Algeriet ydes støtte til en verdslig magtelite, som søger at eliminere forkæmperne for en ligeledes rigoristisk udgave af islam. Kuwait-invasionen i 1990 udløste en Golf-krig, der blev ledsaget af en argumentation omkring demokratibegreberne, men øjnene blev lukket, da det demokratiske valg i Algeriet blev standset ved et voldeligt indgreb i 1992.
Vesten høster, hvad den selv har sået. Fra begyndelsen blev der ydet vestlig støtte til en radikal islamistisk udvikling, fordi denne udvikling tjente vestlige interesser. Man støttede modstanden mod nationalprojekter som det egyptiske under Nasser, og modstandsbevægelsen i Afghanistan under Sovjet-besættelsen.
Gilbert Achar fremlægger talmateriale og opregner historiske facts. Han bidrager med sin artikel til bevisførelsen for, at den træge situation i Mellemøsten og Maghreb ikke kan tilskrives kultur-tesen, at den islamiske kulturtradition ikke i sig selv forklarer de stive magtstrukturer. Kulturtesen vidner ganske enkelt om fordækt racisme, hævder han. Og forklaringen på det demokratiske underskud i mange af de islamiske lande skal findes i anden halvdel af vores århundrede.
Gunnar Aagaard Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu