Læsetid: 6 min.

Tyskerhad: Historisk ballast smides overbord

15. august 1997

Det er et enormt kulturelt tilbageskridt ikke at interessere sig for tysk sprog og kultur
- Især for danskere

SATANS TYSKERE
Mit der Dummheit kämpfen Götter selbst vergebens.
(Schiller: Die Jungfrau
von Orleans, 3, 6).

Det er egentlig for dumt, at et udtryk, der er så almindeligt brugt - jeg havde nær sagt populært - i Danmark som "Die dummen Dänen", næsten altid citeres grammatisk forkert - undtagen naturligvis af professionelle germanister. Dag ud og dag ind læser man i aviserne, selv i overskrifter, om "die dumme dänen".
Nu ved vi, takket være Günter Cremer og en disputats fra Københavns Universitet, som han henviser til i sin deprimerende, men oplysende artikel (Information 2.-3.8.), at det i virkeligheden ikke er en tysk vending, men et udtryk, som danskerne tillægger tyskerne. Det anede man måske, men det er rart at få det bekræftet fra videnskabelig side. Konklusioner af freudiansk karakter er nærliggende, men jeg afstår.
Min pedantiske respekt for grammatikken hænger sammen med, at jeg havde tysk i seks år i skolen og fik den 'banket ind i hovedet', som det så charmerende hed dengang. Det var i 1950'erne, og vi var nogle stykker, der lærte tysk uden at protestere, selv om det krævede et vist arbejde og ikke var særlig grinagtigt. Var det fordi vi var nogle nikkedukker, der altid gjorde hvad de gamle sagde? Det tror jeg ikke, men ingen be-stred dengang, at tysk var et vigtigt fremmedsprog for danskerne - kun marginalt overgået af engelsk i rangfølgen - og at det lønnede sig at lære tysk. Begge dele mente jeg selv dengang, og i dag er jeg mere overbevist om det end nogensinde.

Grammatik og følelser
Det siges, at mange unge danskere i dag er modstandere af at lære tysk, fordi grammatikken er svær, og fordi de ikke kan lide tyskere. Hvis det er tilfældet, er det en reaktion af en himmelråbende stupiditet. Det var det, der gjorde Cremers artikel næsten uudholdelig at læse, et vidnesbyrd om et enormt kulturelt tilbageskridt.
Om den tyske grammatik er at sige, at den er mere kompliceret end den danske eller engelske, men lettere end den franske. Men at bruge dens sværhedsgrad som argument for at afskaffe eller nedskære tysk som fag savner enhver logik. (At skrue for ned for alt, hvad der kræver hårdt arbejde, og som man altså ikke kan lege sig til, er ofte blevet kritiseret som en forfejlet målsætning for skolens demokratisering, men det er en anden debat).
Lige så ulogisk - mildt sagt - er det at fremføre anti-tyske følelser som argument for ikke at lære tysk. Disse følelser bunder for det meste i fordomme og uvidenhed, men end ikke den naturlige og uundgåelige afsky for nazismens forbrydelser har den ringeste gyldighed som argument imod det tyske sprogs betydning og placering. Men kunne måske endda sige tværtimod.
Den slags argumenter var praktisk talt ukendte dengang i 1950erne, skønt krigen og besættelsen var langt tættere på. På Thisted Gymnasium, hvor jeg lærte tysk i mit ansigts sved, havde vi udveks-ling med elever fra gymnasiet i Nordheim i Tyskland - i forsoningens navn.

Anti-tyske fordomme
I de samme år blev der skabt ro om den dansk-tyske grænse, og begge mindretal opnåede favørbehandling fra både hjemland og naboland - i forsoningens navn. Denne forbilledlige grænse- og mindretalsordning, der burde kunne tjene som inspiration hist og her i 1990'ernes nye Europa, er åbenbart ikke god nok længere. Den skal med vold og magt have en "Euroregion" trukket ned over hovedet - med det resultat, at anti-tyske følelser genopvækkes.
Anti-tyske fordomme i den tomhjernede form, Cremer skildrer, er jeg sjældent stødt på. Mere udbredt blandt danske venner - skal vi sige af den intellektuelle type - har jeg fundet en form for ligegyldighed eller blokade over for Tyskland. Typisk er det en veluddannet person, der er internationalt orienteret, har væ-ret på flere ophold i USA, interesserer sig for alt amerikansk, finder Frankrig stimulerende, men siger, når talen falder på Tyskland: "Dér kan jeg altså ikke være med, det må du meget undskylde, jeg har aldrig kunnet overvinde mig til at ..."
Vedkommende rejser altid gennem Tyskland hurtigst muligt, hvis det er nødvendigt, uden stop - på vej til andre lande.
Min utopi går i al enkelhed ud på, at danskerne skal interessere sig for Tyskland. At interessere sig dybt for et land og vurdere dets betydning højt (det har været min uvilkårlige holdning som korrespondent i flere lande) indebærer en kritisk indstilling og udelukker såvel blind beundring som fjendtlige følelser. Kan man overhovedet være politisk interesseret uden at interessere sig positivt for Tyskland, naboen, der samtidig er Europas store, centrale magt?

Vi 'ligner' mest tyskerne
Efter den Anden Verdenskrig var englænderne selvsagt populære i Danmark, og det blev en udbredt opfattelse, at vi stod englænderne nær, mentalt, kulturelt og politisk - lignede englænderne. Britisk humor var den eneste humor, der - måske - kunne måle sig med dansk.
Et minimum af international erfaring, historisk viden og ærlighed måtte dog gøre det klart, at ligheden med englænderne var en illusion, og at tyskerne objektivt set var det folk - blandt de store europæiske der klart stod os nærmest - som vi 'lignede' mest. For at acceptere det var det blot nødvendigt at huske, at der eksisterede et Tyskland både før og efter Hitler-Tyskland. Men det var altid ilde hørt.
Den tyske kultur, filosofi og litteratur er rig, den behøver ikke nogen anbefaling. Men der er åbenbart grund til at minde om fordelen ved at kunne læse tyske forfattere og filosoffer på originalsproget. Engelsk har fået en så dominerende stilling blandt fremmedsprog i Danmark i de senere årtier, at næsten alle erkender fordelen ved at kunne læse engelsk. Det er kun en lille elite, der værdsætter tysk på tilsvarende måde, men tysk er faktisk næsten lige så tilgængeligt som engelsk, hvis man vil. Det giver også adgang til at læse f. eks. Franz Kafka på originalsproget (og det er ikke kedeligt...). I handel og turisme har tysk en praktisk betydning, der burde være indlysende for alle danskere (og tilsyneladende er det for et voksende antal). Og hvilken konklusion skal man drage af, at tysk tales af 90 mio. mennesker i EU - langt det største sprogområde i unionen - og spiller en stor rolle i Central- og Østeuropa?
Hvad man synes i færd med at kaste overbord i Danmark, er en historisk ballast. Den, der består i bevidstheden om en århundredgammel vekselvirkning mellem dansk og tysk. Den har sin rod i det dansk-tyske monarki, der eksisterede uafbrudt i mange århundreder, inden det gik til grunde i 1864. Bevidstheden og traditionen levede videre til efter 1945. Og det er stadig en historisk kendsgerning, at Reformationen og afgørende kulturelle impulser til og med romantikken kom til Danmark fra Tyskland. Danmarks kulturelle Guldalder lå forud for det dansk-tyske brud i 1848. Vor nationalkomponist Kuh-lau var indvandret fra Tyskland, og den ærkedanske Weyse kom fra Holsten. Før 1848 virkede Gade med stor succes i selve det tyske musiklivs centrum, Leipzig, hvor han stod Mendelsohn nær.

Kanslergade-forliget
Danmarks plads i den tyske bevidsthed finder man stadig tydelige spor af i nyere forfatterskaber, fra Fontaine og Rilke til Günter Grass. Komponisten Arnold Schönberg lod sig inspirere af I. P. Jacobsens "Gurresange" til et af det 20. århundredes største musikværker.
Formodet tysk ringeagt - eller ligegyldighed - over for danskerne er blevet nævnt i debatten. Min erfaring som korrespondent i England, Frankrig og Tyskland er, at Tyskland er det store europæiske land, hvor Danmark er mest kendt og agtet. Kendskabet til og interessen for Danmark i oplyste og politiske kredse i Tyskland overstiger efter min erfaring klart, hvad man finder i noget andet land uden for Norden.
På en valgkamprejse med Willy Brandt for mange år siden oplevede jeg i en togkupe, hvordan den tyske kansler i en lille international kreds af journalister talte om betydningen af samarbejdsvilje og kompromis i det politiske liv. Han illustrerede det anekdotisk med at fortælle om - Kanslergade-Forliget i København i 1933. Åbenbart ikke så dumme, de danskere... Altså efter tysk opfattelse!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu