Læsetid: 2 min.

Uhyggeligt perspektiv

28. august 1997

HISTORIE
Information 19. august rummer et varmt forsvar for øget lukkethed i arkiverne. Det er endog en historiker, Christopher Munthe Morgenstierne, der påtager sig defensoratet for arkivloven, som hans kolleger har rejst skarp kritik af, kort før en revideret arkivlov blev vedtaget i Folketinget.
Morgenstierne er fortørnet over min kronik fra 28. juli, hvori jeg blandt andet refererer til udtalelser fra den samlede sagkundskab. Han synes, det skal være muligt, at de offentlige forvaltninger skal have ret til at holde deres overvejelser i diverse sagsmapper hemmelige. Der skal ikke være mulighed for, at "journalister, historikere og andre interesserede ... skal boltre sig i bølger af saftigt kilde-materiale," som han skriver.
Har man hørt mage!
Her kommer en 'historiker' og ønsker endnu større lukkethed omkring arkiver og offentlighed i forvaltningen. Sker det ikke, så 'truer' han med, at det for fremtiden ikke vil være muligt at finde andet end "næringsfattig tørkost" i arkiverne. Det åbner sandelig op for uhyggelige perspektiver.
I forvejen kan man komme ud for overraskelser. Gennem de snart mange år, jeg har forsket i arkiverne i Rigsarkivet, er det sket gang på gang, at en sagsmappe har været gabende tom. Nogle har været inde og fjerne papirer for eksempel fra besættelsestiden, som måske afdækkede fejl eller direkte sympati med besættelsesmagten.
Forleden sad jeg i Rigsarkivet med en sagsmappe, der skulle indeholde et referat
fra et møde mellem landets daværende justitsminister, Thune Jacobsen, og storstikkeren Rudolf Christiansen, kaldet "Hestetyven" ... men mappen var tom. Den var støvsuget for papirer ... så Morgenstiernes forslag praktiseres altså.
Et andet eksempel viser dog, at der indimellem kan findes 'saftigt kildemateriale'.
Det drejer sig om et hidtil helt ukendt notat. Det er skrevet i sommeren 1941 af en nyansat jurist i Justitsministeriet. Notatet gengives i sin helhed i den bog, jeg har skrevet sammen med Thomas Clausen med titlen: "De forrådte, Tyske Hitlerflygtninge i Danmark", og som Gylden-dal udsendte i juni i år.
Den unge jurist gør her en utrolig indsats for at hænge disse flygtninge og deres familier ud. På grundlag af dette notat bliver over 60 mænd, kvinder og børn udleveret til Gestapo i Tyskland. Nogle til den visse død, andre til årelange ophold i koncentrationslejre og tyske tugthuse.
Det er et meget belastende notat, men det har aldrig været kendt uden for Justitsministeriets snævre embedsmandskreds, før vi har offentliggjort det. De alvorligste konsekvenser, som det skabte for Hitler-flygtninge, burde have ført til en tjenestemandssag efter befrielsen i 1945. I stedet blev den unge jurist forfremmet, og endte som præsident for Sø- og Handelsretten. Hans navn var ... Tage Schelle.
Hvis det er den slags arkivalier, Morgenstierne ønsker at hemmeligholde, siger jeg 'Velbekomme'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu