USA og landene i EU står for 80 procent af verdens våbenhandel. Netop nu forhandler USA's kongres en lov, der sigter imod at regulere hvilke lande, man vil eksportere våben til. Noget lignende må være en opgave for EU
VÅBENEKSPORT
Da Vergil i sin tid indledte sit helteepos, Æneiden, som samtidig var et hyldestskrift til kejser Augustus og det romerske imperium, var hans første ord: Våben og mænd - og det var i det væsentlige det, han sang om. Som man husker fra Homer, der var klangbund under Æneiden, var der en nær samhørighed mellem våben og mand. I Il-
liaden finder vi udførlige skildringer af Akilleus' skjold, og i Odysséen er det et afgørende omdrejningspunkt i Odysseus' kamp imod de bejlere, der under hans fravær har slået sig ned i hans kongsborg, at kun han, helten, er i stand til at spænde buen: Det er hans våben, og kun hans.
Som på så mange andre områder har den teknologiske udvikling fjernet os fra denne sammenknytning. Imellem våben og mænd er der en stadigt voksende afstand. For så vidt angår de våbenføre. Når det gælder ofrene, er afstanden snarere formindsket. Med krudtet skete der et kvalitativt spring: Mellem et spyd og en kugle er der en afgørende forskel i tidsmæssig henseende. Det næste spring er vel den tekniske fremføring af sprængstoffer i stedet for kugler.
Flyvemaskinen radikaliserede fremføringsteknologien. Senere blev raketten afgørende, her var tyskernes V2 raketter det første højdepunkt. Med atombomben blev et nyt kvalitativt spring nået - ikke i henseende til fremføring, men i henseende til virkning. Den krigsteknologiske udvikling har i nogle henseender indebåret en reduktion af våbenfrembærerens udsat-hed. Det kunne i sin tid tage sig ud, som om Kuwait-krigen mod Irak var et nyt vendepunkt.
Løsningen på et dilemma
Vietnam-krigen blev et traume for USA's politiske klasse og for offentligheden. Var den ofrene værd? Var den overhovedet berettiget? Og i hvilken ny krig vil det være værd at risikere mange menneskeliv og utallige invalideringer?
Kuwait-krigen mod Irak kunne tage sig ud som løsningen på netop dette dilemma. En krig, hvor våben klarede ærterne, og hvor mænd ikke blev udsat for risici. Men dermed tog denne krig sig også ud som begyndelsen på en løsning på det problem, der tårnede sig op for våbenindustrien. Den afstandtagen fra krigsførelse, som af mange forskellige grunde, hvoriblandt de allerede nævnte, har hobet sig op og har gjort sig gældende i offentligheden i mange lande, har i første omgang været motiveret af modviljen imod, at hjemlige unge menneskers liv og førlighed skulle sættes på spil. Denne tendens har repræsenteret en risiko for våbenindustrien og dens vedhæng af våbenhandlere.
Man kan abstrakt set betragte disse grupperingers interesser ud fra to synsvinkler. Den ene vil lægge vægt på, at våbenbranchen leverer, hvad der politisk er ønske om. Den anden vil interessere sig for, hvordan våbenbranchen kan have interesse i sådanne konflikter, der kan udvikle sig til væbnet konfrontation - og i sådanne regimer, som forbereder sig på sådanne konfrontationer.
Uanset synsvinkel er der ingen tvivl om, at krigsindustrien er en væsentlig, måske ligefrem afgørende faktor i det 20. århundredes økonomiske udvikling (det synspunkt er blevet fremført, at det først var igennem våben-industriens vækst, at krisen fra 1929 blev overvundet). Selv i hvad vi kalder fredstid, det vil sige en tid, hvor der er fred i vores del af verden.
Af den del af Englands arbejdspladser, som udelukkende er afhængig af eksport, udgør våbenindustrien en fjerdedel (90.000 arbejdspladser ud af 360.000, ifølge The Guardian). England har 1/4 af verdens våbeneksport. De vigtigste konkurrenter er vist nok USA, Frankrig, Tyskland og Rusland. Sidstnævnte har haft sine krige i Afghanistan og Tjetjenien.
Våbenbranchen i krise
Ingen af de nævnte lande har længere mulighed for uden store problemer med offentligheden at sende egne soldater i krig - med mindre formålet er åbenlyst humanitært (og der er i så fald al grund til at ønske en sådan indsats).
Dermed er våbenbranchen potentielt i alvorlig krise. Én løsning er da, at afstanden mellem våben og mænd er så stor, at det tager sig ud som om der ingen risiko er for mændene. Krigen mod Irak tog sig som nævnt ud som en iscenesættelse af denne løsning, hvor netop kravet om højteknologisk våbenudvikling åbner herlige perspektiver for våbenbranchen.
En anden løsning er, at andre skal levere de soldater, der skal udkæmpe de krige, der bringer alle disse våben i anvendelse. At med andre ord afstanden mellem våben og mænd bliver radikalt større i den forstand, at det er helt forskellige samfund, der leverer de to elementære sider af krigsførelsen.
Den slags krige udspiller sig i de mindre privilegerede dele af verden. Den mangeårige indbyrdes krig mellem Irak og Iran var måske det første tydelige eksempel. De to lande leverede soldaterne, våbenindustrien andetsteds leverede våbnene. Men der er talrige eksempler.
Krigene behøver ikke en gang at blive udkæmpet, man behøver blot en autoritær magthaver eller magtklike, som gerne vil udruste sin hær til forsvar for magten imod indre opposition. Det var den nye engelske regerings tanke at standse våbeneksporten til Indonesien, som immervæk i lange tider har ført borgerkrig i Øst-Timor. Men nej, det viste sig at være for stor en affære at ophæve allerede indgåede kontrakter, som kun for torturinstrumenters vedkommende er blevet standset.
"Eksporttilladelse vil blive afvist, når der er klar evidens for nylig brug af våben til intern undertrykkelse, eller hvor udstyret tydeligt har et sådant formål." Således refererer The Guardian den nye regerings politik. Man skal bemærke ordene nylig og tydeligt.
I sin tid erklærede Vaclav Havel, at al våbeneksport fra Tjekkoslovakiet ville blive indstillet - indtil han opdagede, at det var 25 procent af landets eksport.
Våbenindustri og regering er overens, men også i konflikt. Dette er en situation med muligheder i. Det er ikke længere uden videre god tone at profitere på fjerne landes autoritære regimers bestræbelser på at beskytte sig mod indre opposition. Vi står i et vadested i den offentlige opinion i vores del af verden. Men vi står også i en økonomisk situation, hvor militærindustrien fortsat har stor økonomisk betydning, og hvor den har en lydhør politisk klasse at henvende sig til. Ydermere peger den benhårde internationale konkurrence om flyudviklingen i retning af stadigt større sammenfletning af civil og militær flyudvikling og flyproduktion.
Situationen er på mange måder grotesk: Våbenindustrien tjener penge på at give autoritære regimer mulighed for at forberede eller aktivt engagere sig i undertrykkelse af opposition. Samtidig med at de våbeneksporterende lande officielt ønsker, at disse regimer skal blive afløst af demokratiske regimer (som ikke ville have behov for alle disse våben). Det er ikke mindre grotesk, at ressourcerne (herunder sådanne som hidrører fra udenlandsk hjælp) i de fattige lande i stort omfang anvendes til disse våbenkøb. Ressourcer som kunne anvendes til fordel for den lokale befolkning (til mad, til medicin, til boliger, til uddannelse, til udvikling i alle henseender) i stedet for til fordel for de våbenfremstillende lande og de lokale magthavere. Oscar Arias, den tidligere præsident for Costa Rica, har således ifølge International Herald Tribune påpeget, at 18 af verdens fattigste lande bruger mere på militær end på uddannelse og sundhedsvæsen tilsammen.
Der er i praksis tale om en uhellig alliance mellem autoritære regimer i de fattige lande og våbenindustrien i de mere eller mindre demokratiske lande, vi selv lever i. Så meget desto vigtigere er det, at vores regeringer griber ind i disse forhold. Igennem anvendelse af deres egen myndighed nationalt set, såvel som gennem internationale organer som EU og FN.
Regulering af våbeneksport
USA og EU står, ifølge International Herald Tribune, for 80 procent af verdens våbenhandel. Der er med andre ord en omfattende sammenhæng mellem økonomisk gevinst (og arbejdspladser) i vores del af verden og alle de negative virkninger af våbenkøb i den fattige del af verden.
Ifølge samme avis er en lov til forhandling i Kongressen i USA, der sigter imod regulering af, hvilke lande, der kan eksporteres våben til. Det var i sin tid et problem for USA, at Irak var velforsynet med våben - importeret fra bl. a. USA. Ligesom Ayatollah Khomeinis regering kunne fornøje sig med våben, som var kommet fra USA til den afsatte Shah. Det er ikke godt at vide, hvad der kommer ud af bestræbelserne i USA - selve initiativet kan nok give anledning til optimisme, men en vis indsigt i de politiske beslutningsprocesser i det land kan lige så vel give anledning til pessimisme.
Det er imidlertid set fra Danmark nok så nærliggende at spørge til EU's bestræbelser i denne retning. Den engelske regering har demonstreret god vilje og derefter modificeret den kraftigt. Hvis de enkelte landes interesser på denne måde forbliver i højsædet igennem indbyrdes konkurrence om de lukrative markeder, er der ikke meget håb. Et godt eksempel fra Danmarks side ville naturligvis altid være på sin plads, men dets virkning er næppe stor.
Det må være en af EU's opgaver at nå frem til en an-stændig regulering på dette område. Det er muligt, nogen vil betragte en sådan regulering som utidig indblanding i de enkelte landes business. Indblanding ville det være, men det ville også være på tide. Det er ikke mere anstændigt at bruge andre landes mænd som kanonføde for at få indtægter på våbensalg og militærindustri, end det er at bruge ens eget lands mænd.
Det sidste er ikke længere så acceptabelt, som det har været. Det første bør lige så lidt forblive acceptabelt.
