Kronik

Virkelighedens mange lag

15. august 1997

Person, eksistens og virkelighed er noget, vi hver især skal kæmpe os frem til

DET FILOSOFISKE RUM
Mennesket fødes ikke med virkeligheden i eje, og det gælder på alle områder.
Det skal først lære, hvordan man skaffer sig føde, og det er en lang proces. Det skal også lære at forstå sin omverden, og det er en endnu vanskeligere proces. Endelig skal det finde frem til sin identitet, og det er en proces, som er endnu mere kompliceret end de to foregående, den kan tage hele livet, og nogle når slet ikke frem til den.
Men det ligger i mennesket straks fra fødslen at stræbe mod at kunne fuldbyrde sig selv, have sin væren i sig selv, blive virkelig! Mennesket søger igennem hele denne proces sin identitet, for at kunne besidde sig selv som person, det vil sige blive det, vi skal ende med at være og dybest set har liggende i os, og som på det dybere plan forbinder os med den virkelighed, vi alle er en del af.
Det nyfødte menneske er selvfølgelig en del af virkeligheden, men skal på alle områder - det materielle, det psykologiske og det åndelige - komme til en beherskelse eller, på de to sidste områder, til en erkendelse af denne virkeligheds mange lag.
På trods af vanskelige levevilkår for en del af befolkningen opleves livet ikke længere i særlig grad som en kamp for at finde en livsform, hvor man kan sikre sig sin materielle eksistens (virkelighedens første lag).
Arbejdet betragtes ikke som for blot 50 år siden som et dominerende element i livet, hvor fritiden var de små pauser i ugens løb. Arbejde er nu noget, man har ved siden af fritidslivet.
Fritidssamfundet opleves af mange som det centrale, arbejdslivet som middel til at virkeliggøre fritidslivet.
Ønsket om identitet kommer ingen dog uden om, alle søger i hvert fald ubevidst at finde den ved at se på, hvad de forstår ved virkelighed. Spørgsmålet er blot, hvordan identiteten findes under de nuværende kulturelle og sociale vilkår (se apropos'et).
Denne søgen begynder først ved at 'undersøge' hvordan omgivelserne lever livet, med andre ord: Hvad de mener om sig selv, hvem de er, hvad meningen er, hvad de lægger i livet. Siden må barnet selv søge at fortolke disse oplevelser, det vil sige gøre erfaringer.

Tidligere var det ikke blot de nærmestståendes liv og normer, der blev fortolket, erfaret. Bag livet var der nogle forståelseshorisonter især af religiøs og politisk art, der blandede sig med dagligdagens erfaringer.
Der var selvfølgelig flere slags horisonter i et samfund: landet med sine, byen med sine. Imidlertid var de der. Menneskene kunne 'spille bold' op ad disse normer for at undersøge dem, kassere dem, ændre på dem og så videre. Det gav glidende overgange i samfundets kultur, men traditionerne som lå bag ved, gav en vis enhed.
Alle f.eks. lærere, fritidspædagoger eller socialarbejdere, der har med spørgsmål som disse at gøre, indrømmer, at der enten ikke er større fællesnormer i samfundet eller, at der slet ingen fælles-normer er til stede. Normerne - i sidste tilfælde - dannes i små grupper og skabes til situationen, derfor kan de også hurtigt ændres.
Det er nødvendigt for alle at søge anerkendelse for deres eksistens hos omgivelserne: Hvad synes andre om ved mig, hvem er jeg i andres øjne? Og i dag, hvor fællesnormerne er væk, bliver identitetssøgningen særlig vigtig. Tidligere kunne man dog i mange tilfælde holde sig til en større gruppes alment anerkendte normer for adfærd og tale og dermed til dennes forståelse af virkeligheden.
I dag betyder de nye forhold, at identitet og normer skabes løbende - gennem erfaringer udefra eller gennem pres.
Men denne løbende skiften identitet fører så til en form for attitude-relativisme: "Jeg er ikke én person, men kan have mange måske modstridende roller."
Attitude-relativisme var et modeord for omkring 30 år siden. Dengang var det udtryk for en psykologisk opfattelse af mennesker, idag er det åbenbart blevet en livsform for mange.
Disse nye vilkår for alle betyder, at der er store kommunikationsvanskeligheder i dag, med de mange 'forsøg' på identitetsdannelse hos de enkelte. Kommunikation betyder ikke blot, at vi kan tale med og forstå hinanden. Ordet kommer af det latinske ord communio, som betyder fællesskab, og når kommunikation er meget vanskelig, betyder det i endnu højere grad, at egentligt fællesskab er vanskeliggjort, og dermed at grundlaget for identitet er væk.
Da tidligere større, stabile gruppers fællesskab er nedbrudt, fører det til ensomhed, forvirring og desperation for den/de enkelte. Mangelen på identitet opleves af de pågældende som en trussel mod dem: The fear of Non-Being.
Men lærer man ikke fra barndom og ungdom, at virkeligheden har grænser, som livet har det, så kan man heller ikke som voksen indse hvorfor eller erkende, at livet har grænser, og at den yderste grænse er uigenkaldelig.

Men hvilke betingelser skal der da opfyldes/-være til stede som forudsætninger for, at et menneske kan begive sig sikkert ud på vandringen mod at blive en person, et menneske, som har en identitet, der er forankret i mødet med virkeligheden?
Første forudsætning er, at ethvert menneske lærer at forstå sig selv som en eksistens i verden, at det kan opleve/tyde tilværelsen som virkelighedens begivenhedskarakter, det vil sige, at virkeligheden er en række begivenheder, som man må åbne sig for, møde, men som man også er afhængig af, begivenheder man skal fortolke og dermed erfare, at disse begivenheder besidder en egentlig væren.
Begivenhederne er især mødet med andre mennesker. Et møde som - for at blive frugtbart - forudsætter gensidighed, broder-søsterlig holdning og erkendelsen af, at vi er henvist til hinanden.
Men vi er opdragede i og til den holdning, at livet/verden kan beherskes. Denne holdning, som er opstået af naturvidenskabernes og teknikkens udvikling, overfører vi så på vore medmennesker. Nogle kan vi beherske, andre, vel de fleste, unddrager sig vor magt, men så søger vi at forstå os selv ved at 'følge' disse andre; men det er ikke den åbenhed, der omtaltes ovenfor. Ubevidst lever mange på, at virkeligheden er noget, man selv kan eller helst skal konstruere.

Men uden at have adgang til en virkelighed, som er skænket og modtaget, ender vi dér, hvor Marx og Nietzsche gjorde, så forskellige de ellers er indbyrdes.
"Et væsen fremstår først som selvstændigt i det øjeblik, det står på egne ben, og det står først på egne ben i det øjeblik, det kan takke sig selv for sin eksistens..." (Marx, Om jødespørgsmålet).
For Nietzsche drejer det sig om en frigørelse fra enhver tro på Gud, men når overmennesket skal virkeliggøres ud af menneskets skjulte motiver, så får dette overmenneske tillagt guddommelige træk.
Mennesket i dag vil kunne takke sig selv for sin eksistens, men det når i almindelighed sine grænser, dér hvor det - ofte ubevidst - støder på 'intetheden'.
Det er denne 'intethed', tidens distancering dækker over: Livet er det meningsløse, som man søger at beherske ud fra sig selv. Hvor det mislykkes, fører det til underkastelsen.
Der skal derfor ske en løsrivelse fra disse forhold, men det formår man ikke, eller sjældent, på egen hånd. Man må derfor møde et andet menneske, som kommer en i møde i åbenhed, i gensidighed, i anderkendelse af, at det er godt, vi og de andre er til i denne verden.
Først da kan den pågældende indse virkelighedens begivenhedskarakter. Lykkes dette møde, kan vi erkende, at vi ikke skal og heller ikke må beherske de andre. Mødet på denne måde fører ind i mennesket selv, til dets egen væren, hvilende på en ægte selvværdsforståelse. Den sætter ikke det ene menneske op mod det andet, men giver den pågældende en vis identitet, en identitet, som er hentet ud af egen væren, fra en selv, ikke blot forstået som egen eksistens, men som et menneske, der hviler i en virkelighed, der er større end en selv.
Mennesket er nu på vej mod virkelig identitet, men det vil også hele tiden erkende, at den identitet, der formidles gennem forhold til et eller flere andre mennesker, er skrøbelig.

Hvis virkelighedens begivenhedskarakter imidlertid er erfaret og erkendt, som noget, der reelt er uden for en selv, så må virkeligheden være baseret på noget, dybere, der således ligger på et andet 'plan' værens plan. Det er et dybere virkelighedslag end de tre tidligere nævnte.
Først da bliver mennesket i sin egen natur til person. Naturens stræben mod at finde sig selv i det ofte forvirrende liv har nu nået en art af fuldendelse, det er en person, som kan takke for sin væren, og i denne tak ligger der en om-sindelse.
Det er derfor indlysende, at det er katastrofalt for den enkelte og for samfundet som helhed, hvis vi kun lever for at beherske eller lade os beherske af mode, af andre, og af mangeartede tendenser i vores identitetssøgen. Kun i det ægte møde med andre i den gensidige åbenhed er der plads for kærligheden, der anerkender 'den anden' for det, vedkommende er, og fordi vedkommende har del i samme virkelighedsværen som jeg selv.
Bag den utilstrækkelighed, mennesket også vil erfare, når det reflekterer over sit liv, kan det også erkende, at her ligger muligheden for at møde det guddommelige, som er vejen til den ægte selvfuldbyrdelse.

Oluf Bohn er studielektor, cand. mag.

APROPOS
Identiteten - min, de andres
Til alle tider har visse mennesker søgt at forstå, hvad der rørte sig blandt de mennesker, de levede iblandt og hjælpe dem frem til en identitet, der passede til den sammenhæng, de levede i. Det var i ældre tid de, som havde forbindelsen til Det Hellige, fordi de enten skulle vejlede folk eller sikre disse menneskers eksistens. Senere var det lærere eller politikere af enhver art, fordi de skulle vejlede mennesker eller søge at løse deres problemer via love eller andre former for afgørelser. Alt dette skete på basis af brede fællesnormer og -traditioner. De blev nok fortolket noget forskelligt, men havde samme basis i en virkelighed, der omgav menneskene.
Har vi i dag mulighed for at forstå tendenserne og ønskerne i et lands befolkning? Her er vi nok ringere stillede end i de foregående århundreder. Dengang var landet skarpt opdelt i land og by, holdningsskift fra generation til generation skete ret langsomt, og de, der skulle 'lede', kendte normalt de mennesker, de levede sammen med. I perioder med stærkt socialt opbrud var det let at samle de flestes ønsker under brede fællesnævnere: såsom adgang til at eje den jord, man boede på, sikre beskæftigelse, ret til at øve indflydelse på de bestemmelser, andre skulle tage, ret til social opstigning.
I dag lever mennesker ikke geografisk opdelt, og vi kan ikke tale om tre til fire generationslag. Skellet mellem land og by er for længst ophævet, og for mig står det klart, at større holdningsskift mellem aldersgrupperne finder sted med fem til syv års mellemrum. Menneskers forventninger kan heller ikke samles under større fællesbetegnelser.
Men hvordan forholder mennesker sig så til virkelighedens mange lag? Mener mennesker i dag, at der er en egentlig virkelighed, de skal nå frem til og forholde sig til? Under en mangfoldig overflade af ønsker søger mennesker frem til visse grundlæggende træk virkelighedsforståelsen. Den grundlæggende tendens synes i øjeblikket at være, at mange distancerer sig fra alvorlige spørgsmål om virkeligheden - en tendens, der også afspejler sig i tv's underholdningsudsendelser og i de unges på-klædning og adfærd.
Oluf Bohn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu