Alle religioner vokser ud af guddommeliggørelsen af en eller anden gruppes nationalisme. Det hævder Molefi Kete Asante. Han vil skabe en ny religion for USAs sorte, så de forsager alt europæisk og genfinder deres afrikanskhed
TRO & TVIVL
USA er blevet kaldt en smeltedigel, da indvandrere hurtigt opgiver deres medbragte kultur og assimileres som amerikanere. Andre mener, at sammenligningen med en salatskål er bedre, for indvandrerne i vidt omfang bevarer deres etniske særkende.
Men retssagerne mod O.J. Simpson, frikendt af en sort jury, og Mumia Abu-Jamal, hvor hvid racisme kan have spillet ind, og optøjerne i Los Angeles for nogle år siden tyder på, at etnisk splittelse måske endnu bedre beskriver de etniske gruppers samliv i USA.
Hvis man beskylder en dansker eller en europæer for etnocentrisme, er det uvenligt ment. Anderledes når afrikansk-amerikaneren Molefi Kete Asante bruger ordet
'afrocentrisme' i sin bog Afrocentricity. Asante er professor og leder af Afdelingen for Afrikansk Amerikanske Studier ved Temple Universitetet i Philadelphia og har skrevet et hav af bøger og artikler med afrocentrisk indhold. Han ønsker at vække USAs sorte, så de forsager alt europæisk og genskaber deres afrikanskhed.
Følger afro-amerikanerne Asantes anvisninger, vil USA være langt tættere på den
etniske splittelse end smeltedigelen.
Ifølge Molefi Kete Asante er religion og nationalt tilhørsforhold uadskillelige: "Alle religioner vokser ud af guddommeliggørelsen af en eller anden gruppes nationalisme," hævder han.
Han bruger islam som eksempel. Når islam med så stor succes har samlet araberne, skyldes det dens første lederes genialitet. De sørgede for, at Guds sprog blev arabisk, at man bad med ansigtet vendt mod Mekka i Arabien, at pilgrimsturen gik til samme destination, og at overtagelsen af visse arabiske kulturtræk - navne, klæder, kvindelig underordning - anses for nødvendigt for at være en god muslim.
Asante bruger islam-eksemplet som afsæt for skabelsen af en religion for alverdens afrikanere, for religion er et "Effektivt middel til tankekontrol". Denne religion hedder Njia.
I modsætning til Koranen og Biblen virker Njia temmelig skrivebordsagtig, som om den har et politisk formål - hvad den jo også har. Njias religiøse bog Vejen består af nøjagtig 25 'quarters', og hver af dem består af 25 sætninger, undtagen den sidste, der kun er på 24.
Asante ønsker en "guddommeliggørelse af vor historie som en måde at frelse os selv på", og det sker helt bogstaveligt i Njia.
I Vejen lovprises en række af det sorte Amerikas kendteste skikkelser, f.eks. DuBois, Booker T. Washington, Angela Davis og King. Inspirationen er velsagtens Det gamle Testamentes omtale af David, Salomon, Moses, Abraham, Jacob osv.
Asante er naturligvis bekymret over islams voksende indflydelse blandt sorte amerikanere og kristendommens store udbredelse blandt samme. Ganske vist roses både Elijah Muhammed og Malcolm X, men ikke for deres tilslutning til islam. Elijah roses derimod for sin brug af afrikanske kulturgenstande, og Malcolm for sin pan-afrikanisme og sin afvisning af eurocentrisme.
Asante anerkender de sorte kristne kirkers brug af afrikansk dans og rytmik. Men det er mere kirkens betydning som ramme for fællesskab end teologien, der interesserer ham. Han mener, at sorte baptistpræster burde gøre langt mere for at frigøre kirken fra eurocentrisme og fremme en afrocentrisk kollektiv bevidsthed blandt kirkegængerne. Kirkerne bør f.eks. oplære børnene i afrocentrisk kultur og historie.
Afrikanernes og afroamerikanernes problem er, siger Asante, at "vi har mistet os selv" i slavetiden. Som modgift anbefaler Asante "systematisk nationalisme".
Som andre nationsopbyggere fremhæver han afrikanernes og afrikansk-amerikanernes glorværdige fortid - hvilket kan være på sin plads i betragtning af slavetiden og den eu-rocentriske synsvinkel på Afrikas historie. "Sortes hjerner har været hvidvaskede," som han formulerer det.
Asante kræver en ny historieskivning bygget på afrikanske forhåbninger, visioner og ideer. Han er overbevist om, at der eksisterer en "følelsesmæssig, kulturel og psykologisk forbindelse mellem de afrikanske folk henover oceanerne".
Ofte er nation-building forbundet med et territorium, men hans udsagn, "en forkastelse af hvide værdier er ikke en forkastelse af USA", tyder på, at afrikansk-amerikanerne ikke skal samle sig på en del af USAs territorium og udråbe en 'afrikansk-amerikansk nationalstat'.
Asante giver nulevende og afdøde afroamerikanske frontfigurer en kritisk behandling. Sociologen, marxisten og historikeren DuBois kritiseres for ensidigt at fokusere på materielle forhold, mens sand afrocentrisme forener det materielle og åndelige. Men den væsentligste kritik mod DuBois går på, at han studerede afrikanske folk ud fra en europæisk synsvinkel. En dødssynd ifølge Asante. Derfor bryder Asante sig heller ikke om DuBois' bestræbelser på at integrere de sorte i det amerikanske samfund.
I sin afvisning af europæisk indflydelse går Asante grundigt til værks. Han afviser Vestens interesse for videnskab som en religion. Vestens videnskabsmænd ønsker at få absolut viden om fænomener. I modsætning til Vestens rationalisme er det afrocentriske perspektiv holistisk og organisk:
"Tilværelsen for den afrocentriske person er organisk, harmonisk og kulturel, fordi den er integreret med afrikansk historie."
Asantes mål er altså, at alle sorte mennesker skal samle sig: "Vi skal tilstræbe en kollektiv bevidsthed," så "vi bliver et nyt folk". Derfor skal "den nationale sag" være "folkets første interesse" og stå over alle andre interesser.
Men hvad vil der ske med afrikansk-amerikaneren, der måtte være uenig med Asantes politiske dagsorden?
Han kalder sorte konservative "usorte sorte" og "fjender af den nationale ide". Han er også vred på sorte, der forbinder Bach, Beethoven og Mo-zart med klassisk musik. For en afrocentriker er klassisk musik lig med Ellington og Coltrane.
Han tager også et opgør med forfatteren Richard Wrights ord om, at "tradition er ikke længere en ledetråd". Tværtimod skal netop dyrkelsen af Afrikas traditioner, geografi, historie og kultur være kernen i afrocentrismen. Sorte kunstnere skal altså tage udgangspunkt i deres eget folk og anvende symboler, der bidrager til afrocentrismens sejr.
Sorte homoseksuelle finder ikke nåde for Asantes nidkære afrocentrisme. Homoseksualitet er en afvigelse fra afrocentrisk tænkning. Den får personer til at sætte egne fysiske behov over oplæringen i national bevidsthed.
Til gengæld lovpriser han kvindens og mandens for-ening, da den ikke kan adskilles fra kærlighed til folket. Men heteroseksuelle par sætter da også deres fysiske behov over nationens ve og vel i selve kønsakten, kunne man indvende!
Molefi Kete Asante opstiller en plan for afrocentrismens udbredelse blandt sorte amerikanere. For det første bør de skaffe sig et afrikansk navn til erstatning for det 'hvide' navn, hvide slaveejere har påtvunget dem. Tilsyneladende virker opfordringen, for stadigt flere afrikansk-amerikanere har afrikanske navne. Den 'sorte panter' Stokely Carmichael tog for mange år siden navnet Kwame Ture.
Endvidere skal der oprettes skoler på afrocentrisk grundlag. Hidtil er afro-amerikanerne blevet undervist af hvide lærere, subsidiært af sorte uddannet af hvide. Så ikke alle afro-amerikanere kan undervise på de afrocentriske skoler. Derfor må der oplæres 250.000 afrocentriske kadrer, der kan sættes ind på skoler, museer, institutioner mv.
Da engelsk som undervisningssprog ifølge Asante er et udtryk for et manglende opgør med slavementaliteten, bør ebonics, de sorte amerikaneres sprog eller måske rettere engelsk med slangudtryk, være afrikansk-amerikanernes modersmål. Man kan spørge, om det virkelig er nødvendigt at ophøje et slang-sprog som Ebonics til undervisningssprog. Vil det ikke blot gøre det endnu sværere for sorte amerikanere at få et arbejde?
Dertil er at sige, at også Østeuropas jøder skabte deres slangsprog, jiddisch, som der er skrevet stor litteratur på, med Isaac Bashevi Singer som den kendteste. Imidlertid forekommer ebonics at være et så simpelt sprog, at det ikke bør anvendes som undervisningssprog.
Alligevel har skolemyndighederne i Oakland, Californien, accepteret, at ebonics i distrikter med over 50% afro-amerikanere bliver andet-sprog efter engelsk. Siden beslutningen for et lille år siden har debatten raset i USA. Selv afrikansk-amerikansk forældre på de pågældende skoler har protesteret.
Men vinder Asantes synspunkter og nidkære afrocentrisme frem blandt sorte amerikanere, vil USA være tættere på disintegration og etnisk splittelse end på assimilationen - smeltedigelen - og midtervejen, salatskålen.
Politologen Samuel Hun-tington er blevet voldsomt kritiseret for sin tese om, at det 21. århundredes konflikter vil komme til at stå mellem otte civilisationer. Jeg ved ikke, hvor Huntington er blevet inspireret fra til sine analyser og fremtidsscenarier. Det kunne være Asantes bog Afrocentricity, for Asantes synspunkter og politiske dagsorden passer som fod i hose ind i Huntingtons fremtidsvisioner om kulturernes sammenstød.
Jørgen J. Grimstrup er adjunkt, cand. mag.
APROPOS
Tabet af det fælles grundlag
I Jerusalem Report har den jødisk-amerikanske forfatter og journalist Anne Roiphe efter et besøg på en afrocentrisk skole filosoferet over "tabet af det fælles grundlag".
I den afrocentriske skole blev der lagt vægt på elevernes selvværd, og man glorificerede deres afrikanske rødder. Således gik både elever og lærere i afrikansk-mønstret tøj, børnene fortalte, at de nedstammede fra konger og dronninger, at Afrika var civilisationens vugge, og at afrikanernes kendte til flyvning og kunne læse og skrive, da europæerne endnu boede i huler. Et afrikansk sprog var blevet gjort til andetsprog.
Roiphe sympatiserer i et vist omfang med afrocentrismen. Men hun finder, at historieundervisningen i den afrocentriske skole ikke bare glorificerer den afrikanske fortid, men også er løgnagtig. Og hun mener, at afrikansk-amerikanerne afgrænser sig fra det øvrige Amerika.
Også hvide, hispanics, kinesere og koreanere lukker sig i stigende omfang omkring sig selv. Anne Roiphe er bange:
"Vil vi i al evighed være lukket inde i fæstningslignende bydele, og vil identitetspolitik bestemme vor stemmeafgivning?"
Roiphe forudser en situation, hvor hver enkelt etnisk gruppe er mere optaget af sit oprindelseslands kultur og historie end af den amerikanske nations kultur og historie med Forfatningen og Borgerkrigen og Jefferson, Madison og Lincoln.
Hun forstår afrikansk-amerikanske børns behov for at kunne rette ryggen og tro på sig selv.
Men der må skabes en balance, ellers frygter hun det ender med disintegration eller etnisk splittelse af USA. Hun er klar over, at smeltedigelen betød hovedkuls assimilation, men den gav dog løfter om et hus, alle kunne bo i, i stedet for endeløs krig mellem grupper. Hun efterlyser en vej midt mellem assimilation og disintegration.
Jørgen J. Grimstrup
