Læsetid: 5 min.

I aften er der kulturfjernsyn

5. september 1997

Rigtige tv-folk gider ikke høre mere vrøvl - nu er vi på vej i den rigtige retning med kultur hele fredag aften på DR 2

PEPTALK
I Information er vi blevet truet med vold af min gamle kollega fra 'Danmarks Radio program 1'.
I gamle dage fortsatte speakeren med at tilføje efter 'program 1', 'København', Kalundborg". Det var dengang jeg var barn og min gamle kollega var 30 år gammel. Det var dengang, der kun var én dansk radio at lytte til med to programmer: Program 1 og 2. Og så kunne befolkningen stille sig tilfreds med det, og i øvrigt blev de ikke spurgt om de var tilfredse.
Statsradiofonien var præ-get af en patriarkalsk pædagogisk holdning, der medførte, at den første og eneste lytterundersøgelse aldrig blev offentliggjort - den var fra 1929 - og i dén havde driftsledelsen fra Statsradiofonien spurgt lytterne, hvad de savnede, og de havde svaret, at de i stedet for kammermusik ville have... Balalajka-musik! Det fik de ikke, og undersøgelsen blev aldrig gentaget. Hvad der var kultur definerede Statsradiofonien.
Det var den samme Statsradiofoni der, da musikradioen så dagens lys i starten af 60'erne, med radiofoniens sande pædagogiske ånd lagde klassiske musikstykker ind imellem poppladerne under overskriften "På lørdag kan De lide den!". Og de troede på det!
De troede, at når hele
Bachs Brandenburg koncert nr. 2 i F dur blev spillet lørdag kl. 11 på P3, så havde lytterne lært at holde af den! Det var kulturpolitik i monopolets dage.
Truet med vold af en digter... Jørgen Gustava Brandt. Direkte røvfuld, eller som han så velopdragent udtrykte det i Informations spalter: Smæk i den 'bare' af krabasken. Men selv om det lyder pænere, ja så er det vold! Og voldsofrene: Det er mig, lejesvenden, det er direktør Erichsen og den slemmeste af de slemme dæmoner: Nissen, ham dér Christian, Sandø, Slagteren.
Jamen hvad er det, der i den grad kan få den gode gamle digter til at gribe til korporlig afstraffelse?

Tv skal ha' smæk
Er det dæmonernes ramme ånde som i dump og lydløs takt, på bløde poter har vendt fornuften på vrangen?
Nej, det er det ikke, det er værre, det er helt sikkert sand bekymring: Det er TV's dækning af kulturen! Ikke mindst DR TV efter at monopolet blev brudt og der blev konkurrence i æteren og TV-Teateret blev nedlagt og erstattet med billige discountproduktioner.
DR TV forsømmer i dag at præsentere og oplyse om dansk kunst, vi nærmest forbigår de kunstneriske områder, og at vi negligerer bøgernes verden, er til at se med dette blotte øje. Lyder kritikken.
DR TV er ikke, hvad det var engang, - dengang vi var alene i æteren. Og det er sandt, vi ville være nogle skarn, hvis vi sagde noget andet: tv-mediet er blevet hurtigere, der er kommet mere underholdning, der er kommet flere nyhedsindslag, og der er med garanti totalt set mindre af det, man kaldte kultur i 1960'erne og 70'erne i vore dages TV.
Og - kunne jeg tilføje - aviserne, bladene er ikke, som de var for 30 år siden, der er nu kortere artikler, der er flere store billeder, flere og flere sektioner, masser af annoncer, og der er sågar dem, der forsøger at overleve på bingo og quizzer.
Men tv skal ha' smæk!
I løbet af sommeren har et par andre aviser også været ude med riven for at påvise hvor TOMhjernet, tv er, og hvor blæst for kultur, DR TV er.
Blot for at rette eventuelle misforståelser: nu er det ikke sådan, at DR TV har erkendt sine mangler og besluttet sig til, at nu skal der gøres noget ved det: Kultur en hel fredag aften året rundt. Tro mod sandheden: Planerne om at samle stoffet har spiret i mere end et år: Og dét, vi nu har gjort, er, at vi har lavet en 'sektion', har samlet spredte kræfter til at satse på en hel aften på DR 2 (og det danskproducerede vil blive genudsendt på DR 1).
Men kulturstof i DR TV har der naturligvis været før, selvom der nu kommer noget mere.

På rette vej
Jeg vil ikke - selvtilfreds - hævde, at det hele er godt nok, og at det har været godt nok. Vi ved godt, at vi står midt i en eksplosiv medieudvikling og at meget tv-stof - ikke mindst kulturstoffet - befinder sig i en udvikling. Der er langt til den kulturformidling, Statsradiofonien stod for, men vi mener ikke, at vi i dag er perfekte og har fundet de vises sten, når det gælder om at formidle noget så vigtigt som kultur, kunst på tv.
Men når vi får at vide, at vi "systematisk negligerer litteraturen" og et stort dagblad med statistik går ud og påviser, at der gennem det sidste par år er blevet mindre litteratur i DR TV, ja sågar en halvering fra 1995 til 1996 - og det på trods af at vi protesterer og siger, at statistikken ikke kan sammenlignes. Så bliver vi i tvivl om, hvorvidt der ønskes en ordentlig debat, f.eks. om litteraturen! Når sandheden nu er, at der begge de nævnte år har været sendt lige meget litteraturstof til de voksne DR TV seere.
Vi vil gerne debattere, om der er nok, om det gøres godt nok. Men vi accepterer ikke, at præmissen skal være, at DR TV er TOM for kulturstof.
DR TV har gennem de sidste år produceret kulturmagasiner i stil med det svenske TV's Nike og særlige musikprogrammer, programmer om billedkunst og ikke at for-glemme programmet, der hele tiden fortæller os, at "Film skal ses i biografen". Alene dét er små 100 timer på årsbasis. Retfærdigvis synes vi, at debatten skulle starte dér.
Som chef for den afdeling i DR TV, der står for en god del af kulturstoffet, vil jeg understrege, at jeg personlig gerne så mere kulturstof i DR TV - men jeg synes, vil jeg gerne tilføje, at vi er på vej i den rigtige retning. DR TV har gennem årene fastholdt at producere særlige kulturudsendelser. Nu gør vi mere, og vi har ikke som andre fremført, at kulturstoffet er bedre tjent med at blive såkaldt 'integreret' i morgenTV og sports-transmissioner.
Vi vil gerne i en dialog om, hvordan vi på DR TV kan gøre det bedre, men vi accepterer ikke, at udgangspunktet skal være en klædedragt be-stående af sæk og aske. Vi tager såmænd gerne mod tæsk: men ikke på udebane og så - åndelige tæsk om vi må be'!
Lad ikke dæmonernes ramme ånde angribe os, så alt ses sort i sort, men derimod se frem til en fredag aften, som forhåbentlig bliver sådan, at vi med digterens ord kan sige:
Når jeg har ædt mig mæt,
kan jeg udmattet gå til ro.
Vi har nu samlet en god del af kulturstoffet på en fredag aften, som et godt alternativ til, hvad der ellers findes rundt om i tv-universet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu