Læsetid: 2 min.

Algeriet bøjer sig ikke for terrorisme

Debat
24. september 1997

Den tiltagende terroristiske voldi dag gør ikke gerningsmændene til massakrer på sagesløse civile til acceptable samtalepartnere for landets valgte institutioner

TERROR
Information har for nylig bragt tre artikler om Algeriet. Jeg påskønner, at De var fair nok til at give mig lejlighed til at komme til orde i Deres avis, men nogle punkter i artiklerne kræver et svar, andre en uddybning.
I interviewet med mig viderebragte Lisbeth Davidsen ikke de synspunkter, jeg mente at have gjort udførligt rede for, om den "nødvendige" "nationale dialog" i Algeriet.
Tillad mig derfor at opsummere mine udtalelser til orientering for Deres læsere. Jeg gjorde det klart, at der er foregået en dialog i Algeriet i alle årene 1994, 1995, 1996 og 1997. Ud over de aldrig afbrudte bilaterale samtaler og forhandlinger har denne dialog ved mange lejligheder fundet sted inden for rammerne af "nationalkonferencer", som omfattede alle politiske partier (hvoraf der er mere end 40 i Algeriet) og det civile samfund som helhed (ikke-statslige organisationer, fagforbund osv.).
Det var denne proces med konstante konsultationer og dialoger, der førte til præsidentvalget i november 1995 og parlamentsvalget i juni 1997. Begge valg havde deltagelse af flere partier og blev overvåget af internationale observatører, som sagde god for, at de gik åbent og retfærdigt til.
Med hensyn til den forbudte Islamiske Frelserfront (FIS) påpegede jeg, at dens ledere allerede inden præsidentvalget blev inviteret til at deltage i dialogen. Den eneste betingelse var indlysende: De skulle afstå fra brug af vold og rette sig efter forfatningens demokratiske karakter. Det valgte de ikke at gøre. Derved udelukkede de sig selv fra processen.
Den tiltagende terroristiske vold i dag legitimerer ikke gerningsmændene til massakrer på sagesløse civile og gør dem ikke til acceptable samtalepartnere for landets valgte institutioner. Den gyldne regel gælder stadig: "Demokratier bøjer sig ikke for terrorisme".

Undersøgelseskommission
Endelig vil jeg bemærke, at udtryk som "militærregime" om Algeriet er stærkt vildledende for Deres læsere.
Præsidenten er valgt ved et frit valg, og koalitionsregeringen støttes fuldt ud af et frit valgt parlament.
Det er på sin plads at informere Deres læsere om, at "moderate islamister" - dvs. dem, der afviser vold og støtter den demokratiske proces - i dag har mere end hundrede repræsentanter i det algeriske parlament, og at adskillige kabinetsministre repræsenterer denne politiske stræmning.
Det næste skridt, som vil fuldende opbygningen af frie og demokratiske institutioner i vort land, bliver lokalvalget den 23. oktober. Måske vil det interessere Deres læsere, at ikke mindre end 28 forskellige partier stiller op.
M. h. t. Deres idé om en international undersøgelseskommission er der ikke grund til at forsøge at så tvivl om, hvem der står bag de afskyelige drab. Allerede inden de seneste massakrer havde terroristgrupperne klart meddelt, at de havde til hensigt at dræbe "alle og enhver, både børn og gamle". Dertil kommer, at overlevende fra nogle af myrderierne har opgivet navnene på nogle af gerningsmændene. Så sent som for få dage siden gentog mange lande deres fordømmelse af disse drab og opfordrede Algeriet til at fortsætte den demokratiske proces i samarbejde med alle, som tager afstand fra vold. Det er netop det, vi gør.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her