Læsetid: 5 min.

Amokløbet over Diana

Debat
26. september 1997

Dianismen afslører, at folk er til vanviddets rand underernærede, når det gælder fælles følelsesudbrud.- Det er her, vi kommer ind i billedet, sagde min ven jesuitten

DIANISME
Den dianistiske steppebrand breder sig over hele kloden. De fine medier er stået af nu. Men de folkelige fortsætter. Diana kom for at blive. Jeg har tilbragt nogle uger i Frankrig. Jeg kan garantere for, at dianismen trives - på strandene, i slagterbutikkerne, ved barernes zinkdiske, hos frisørerne, i togkupeerne. Den franske konklusion er naturligvis republikansk og selvfremhævende: Diana burde forlængst have tilsluttet sig en koncentreret kamp for at vælte Huset Windsor. Og naturligvis burde hun være flyttet til Frankrig for længst, der ville franske mænd have gjort hende lykkelig. Tænk, at en så smuk kvinde skulle udsættes for så dårlig behandling! (syntes slagteren).
Kontra-revolutionen imod dianismen har endnu ikke fundet sine ben. Reaktionens kræfter er naturligvis skræmte over steppebranden, ingen tvivl om det. Men man mærker tydeligt, at de kontrarevolutionære ikke er blevet enige om, hvilke metoder, de skal slå igen med. De håber naturligvis også, som altid med revolutionære bevægelser, at de revolutionære er bange for dianismen selv, at de er feje, at det derfor vil være kontraproduktivt for reaktionens kræfter at slå til allerede nu.

Historikeren Paul Johnson har været ude. Han var jesuitisk marxist som ung, nu er han jesuitisk thatcherist. Så han kan begge sider, som de fleste sjove kan i vores tid. Paul Johnson skrev, at repu-blikanske dianister tog fejl ved at bruge dianismen til at feje Huset Windsor af banen med. (Jeg har bemærket, at min fagfælle Georg Metz er på den fløj i denne avis). Det er forkert, mener Johnson, der - sikkert nok i modsætning til Metz) kendte Diana personligt.
Paul Johnson er, som Metz, en udpræget "homme á femmes". Af oplagte årsager,
Johnson og Diana er briter, de boede i samme by, kendte hinanden. Hvis Diana og Georg Metz havde boet i samme by, havde de uden tvivl også kendt hinanden. Jeg nævner altså ikke bekendtskabet Diana-Johnson for at diskvalificere Georg Metz i sammenhængen eller for at gøre ham ked at det, blot som forklaring på, at Johnson kendte Dianas syn på monarkiet. Og det var, skriver Johnson, positivt. Hun elskede det. Derfor var hun så ked af, at hun ikke kunne være med til at kaste glans over det, fordi hendes mand - den kommende konge - ikke opgav sin elskerinde, hvorved ægteskabet - som Diana udtrykte de - blev lidt "overbefolket". Og den kendsgerning satte hele den uheldssvangre kæde af begivenheder i gang, som vi ved.

Kontrarevolutionens kneb kan altså være det af Paul
Johnson anvendte: I, kære dianister, har misforstået Diana. Hun var nemlig samfundsbevarer, monarkist. Det var det britiske kongehus, der i dets indskrænkethed ikke forstod, at hun var en Himlens Gave netop til dem -
mosgroede og kedelige, som de fremstår. Paul Johnson går altså som Apostlen Paulus ind og lægger en dæmper på den samfundsomstyrtende dianisme ved at gøre sig til hendes fortolker, til den, der ved, hvad hun ville have ment, hvis hun stadig havde været her. Og Johnson siger så, at hun absolut ikke ville have været for monarkiets afskaffelse. Så hvis dianisterne i deres revolutionære rus tror, de går hendes ærinde ved at prø-ve at vælte kongehuset nu, så tager de fejl.
Ikke dårligt tænkt af den kontrarevolutionære Johnson. Man kan mærke, at han kender revolutionens to sider, det gør ham snild.

For at være på forkant med kontrarevolutionens planer imod dianismen, så ringede jeg derefter til min bedste ven i verden, der er irsk katolik. Han er opdraget af de kristne brødre i Liverpool. De er jesuitternes skolelærere, og de har ikke smigret børnene med medbestemmelse og andre tricks i opdragelses- 'forløbet', i stedet lærte de dem at tænke politisk.
Min bedste ven og jeg har kendt hinanden siden 1968, da vi begge havde vores gang på BBC i London. Jeg sendte reportager hjem til Danmarks Radio, han til RTE i Dublin. Vi har altid været
uenige om det meste, derfor har vi været hinandens bedste venner i medgang og modgang lige siden dette, det første replikskifte:
- Hvor er du fra, fra København?
- Nej, fra Århus, det er den næststørste by i Danmark.
- Åh.
- Er du fra London? (jeg slog igen).
- Nej. Fra Liverpool.
Altså to mennesker med den provinsielle grundoplevelse. Den, der gør mennesker til 'travellers', rejsende, i stedet for fastboende. Det fremgik at næste replikskifte:
- Da jeg var barn i Liverpool og kiggede ud af vinduet, da sagde jeg til mig selv: "Der må være noget andet end det her"
Dertil kunne jeg kun svare, at jeg nøjagtigt vidste, hvad han mente.

Min irsk-katolske vens udlægning af dianismen er, at den i sin nuværende revolutionære form er farlig. For den er respektløs overfor institutioner som f.eks. det britiske kongehus og, endnu værre, den kirkelige ceremoni. Bisættelsen var en skandale. Sådan en ceremoni går ud på, at præsten giver den døde til Gud. Her stjal en hævngerrig slægtning billedet. Jarlens tale var en skændsel: En krigserklæring i Guds Hus, hvor ingen ud over præsten naturligvis burde have haft lov til at sige noget, og da kun det, ritualet foreskriver.
Dianismen er farlig, for den er følelsesmæssigt friløb. Dens ustrukturerede potpourri af kvindesag, psykoterapisme, bodybuilding, bekendelser i medierne, selvbestaltet kanonisering og afslø-ringer af udenomsægteskabelig kønslig omgang på fjernsynet, det er hedenskab og folkeforførelse. Og folkets følelser er for farlige til at blive sluppet fri uden gudelige guider.
Alt dette var forventeligt fra en jesuit, der selvfølgelig synes, at Diana skulle have bidt tænderne sammen og holdt sammen på sig selv, familien og den dermed fastlagte verdensorden, som er til for at beskytte Guds børn imod det onde.
Men, sagde den irske katolik fra Liverpool derefter, på længere sigt er dianismen i 'vores' interesse. For den af-slører, at folk er til vanviddets rand underernærede, når det gælder følelser og fælles følelsesudbrud.
- Det er her, vi kommer ind i billedet, sagde jesuitten. Vi er en gammel organisation, det behov har vi forstand på.

Så - afsted på knæ til Lourdes med de andre pilgrimme, ud på landevejene til Czestochowa i Polen, hvor den sorte Madonna kan ses flaksende på kirkens tag i regnvejr, afsted til Peterspladsen julenat, når de sender lyskeglerne op på nattehimlen og "Adeste Fideles", på fuldt drøn på megahøjttalerne for at fejre det følelsesfulde fællesskab og Barnet.
Min ven jesuitten mener, at dianister er folk, der vedkender sig, at de er ved at blive sindssyge af kedsomhed, over at stirre på deres idiotiske computere, over politiske debatter for eller imod den europæiske valutaunion, over en flad, materialistisk tid. De kigger ud af vinduerne nu, og de siger: "Der må da være noget andet! Noget andet end det her!"
Dette behov bør i faste rammer. Hans organisation er klar og kan knebene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her