Det andet Frederiksberg

Debat

24. september 1997

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere her

Frederiksberg svarer ikke til borgerskabets drømmebillede om det gode liv langs træklædte boulevarder. Det er den kommune, hvor flest dør af alkoholskader,
og hvor luftvejslidelser er almindelige på grund af
livsstil, arbejdsforhold og ydre miljø

SOCIALT SET
Frederiksberg Kommune er noget ganske andet end drømmebilledet af den bedre middelklasse om-kring Gl. Kongevej, Pile Allé og Frederiksberg Allé.
Frederiksberg ligner først og fremmest Københavns kommune, men med den store forskel at man dér vedkender sig de faktiske forhold og føler sig politisk forpligtet af dem. Det er gådefuldt, hvordan de konservative har kunne bevare et næsten absolut flertal på rådhuset, når man ser på de faktiske forhold på Frederiksberg. En af forklaringerne fremgår måske af følgende oplevelse fra slutningen af august måned:
LO holdt det årligt tilbagevendende politiske møde på rådhuset om det kommende års budget. Jeg spurgte det politiske panel om, hvad man ville gøre ved de bolig-sociale problemer i Lindevangskvarteret. Kommunen havde selv vedkendt sig problemerne i og med, at den i efteråret 1996 har søgt regeringens byudvalg om penge til kvarterløft af området. Ansøgningen blev ganske vist ikke imødekommet, men hvad ville kommunen så gøre?
Intet svar fra borgmester John Winther.
En anden i forsamlingen forsøgte sig også - forgæves.
Ud fra princippet om alle gode gange tre forsøgte jeg igen. Stadig intet svar fra
John Winther.
Ansøgningen om kvarterløft til Lindevangskvarteret havde et budget på 75 millioner kr. Alligevel var ansøgning skrevet så meget på skrømt at der i den står: "Den hermed foreliggende ansøgning indeholder kun en skitsemæssig analyse af områdets problemer."
Forslagene til forbedring af forholdene har overskriften "Skitse til idekatalog til indsatser i området" og fylder to en halv side. Og om budgettet: "Det er vanskeligt på indeværende tidspunkt at vurdere projektets økonomi og finansiering, da der endnu ikke foreligger et rammeprojekt."
Det var ansøgninger af en helt anden kvalitet og troværdighed der fik penge til de store fem-årige kvarterløft. Lindevangskvarteret har siden fået tilsagn om én million kr. som et engangsbeløb fra kommunen til særligt bolig-socialt arbejde.
Lindevangskvarteret er det største og det alvorligste af de Frederiksbergs kvarterer med storbyproblemer. Og storbyproblemer har Frederiksberg i en sådan grad, at det er den kommune i landet, hvor flest dør af alkoholskader. Der er også meget store luftvejslidelser på grund af borgernes livsstil, arbejdsmiljø og det ydre miljø. Selv om Frederiksberg har flere med videregående uddannelse end Københavns Amt, er gennemsnitsindkomsten lavere end i amtet. Det antyder, at Frederiksberg består af me-get forskellige befolkningsgrupper.
Arbejdsløsheden ligger mellem den i Københavns kommune og den i Københavns Amt. Og det er ikke mindst ufaglærte arbejdsløse. Antallet af bistandsklienter og førtidspensionister svarer til landsgennemsnittet, til trods for, at der er få almennyttige boliger på Frederiksberg. Det er selvfølgelig ikke det politiske flertal på rådhuset, der er årsag til problemerne, men det er ansvarlig for de menneskelige og økonomiske omkostninger ved, at problemerne ikke har den store bevågenhed.
Sundhedsprofilen af Frederiksberg er udarbejdet af Embedslægeinstitutionen og fremgår af den sundhedsplan, som alle kommuner skal fremlægge. Sundhedsplanen for 1996-2000 har i øvrigt mere karakter af en uforpligtende hensigtserklæringer end af en forpligtende plan.
Af sundhedsprofilen fremgår det også, at der ikke foretages luftmålinger på Frederiksberg til trods for den massive forurening fra den store transit-kørsel gennem kommunen. Det man ikke har målt, er man ikke forpligtet af! For kommunens mange egne borgere, der kører på cykel, kan arrogancen måles på de manglende cykelstier på selv hovedfærdselsårerne.
Det andet Frederiksberg samler sig især i områderne videre mod vest og nord fra rådhuset og ikke mindst i det store område omkring Lindevang og Finsensvej.
Her er der områder hvor der i forhold til kommunens gennemsnit bor: 2,2 gange så mange førtidspensionister, 2 gange så mange kontanthjælpsmodtagere, 2,2 gange så mange indvandrere og 3 gange så mange børn anbragt uden for hjemmet.
Tallene fremgår af materiale fra den Boligsociale temadag, kommunen afholdt i 1995, men som aldrig er blevet fulgt op.
I det samme materiale står der, at et stort antal af ejendommene ejes af Frederiksberg kommune - ejerforholdet siden er omskabt til et mere selvstændigt selskab - og at kommunen har 50-100% af anvisningsretten til dem - de værste af dem.
Som der står i redegørelsen: "De ejendomme, hvortil kommunen har anvisningsret, kan alle betegnes som utidssvarende og nedslidte. De penge, der afsættes til ejendommenes vedligeholdelse, bruges i stor udstrækning til udbedring efter hærværk".
Her bor der flere børn under 18 år end andre steder i kommunen. Der bor også børn i ejendomme, hvor man med det blotte øje kan se grøn fugtskimmel. De har da også alvorlige luftvejs- og hudlidelser. Men hvis børnene har en mor på tynd is og på bistandshjælp, og som også skylder kommunen gammel husleje - ja, så anvises familien ikke en sundere bolig.
Historien er kun en måned gammel, og der er mange andre af fortællinger om børn, der har det vanskeligt, og om institutioner, der har svært ved at klare, at problemerne i sær-lig grad hober sig sammen hos dem - og uden at de får ekstra ressourcer. Det kan godt være, at det er billigt for kommunen lige i øjeblikket, men menneskeligt er det dyrt, og i det lange løb fører det til kroniske sociale udgifter, som en anden politisk formåen kunne have mindsket.
På Lindevangsskolen er det sådan, at for hver fem børn, der tilhører dens skoledistrikt, går to på privatskole og af resten kommer ét barn fra et indvandrer- og flygtningehjem, ét fra et hjem med alkohol- eller stofproblemer og ét fra almindelige danske forhold.
Der er 30 forskellige sprog repræsenteret. I øvrigt er det en skole, hvor man bliver varm om hjertet, over den kærlighed skolens børn mødes med. Mig bekendt er det f.eks. den eneste skole i landet, hvor man har forsøgt sig med et etisk regnskab som alle - personale, forældre og elever - har udarbejdet og nu følger op med handlingsplaner.
Skolefritidsordningen foregår under fysiske forhold, som man hverken kan byde børn eller ansatte - og slet ikke her.
Området trænger i høj grad til et samlet kvarterløft, hvor de mange gode kræfter og institutioner også gerne løfter med. Men indtil videre er det som nævnt kun blevet til en bevilling fra kommunalbestyrelsen på én mill. kr. - nu hvor ansøgningen til regeringen om kvarterløft ikke gav bonus.
Samtidig er den maksimale ramme til byfornyelse på Frederiksberg for kort tid siden sat ned fra 200 til 225 millioner kr. Det er penge, som kommunen kun skal betale en mindre del af. Størstedelen betales af boligselskabet. Da regeringen på grund af den såkaldte overophedning inden for byggeriet også har foretaget beskæringer af rammen, er den på Frederiksberg nu under 100 millioner kr. pr. år.
Der er grund til undren: Hvordan kan de mange med overskud, engagement, social bevidsthed og demokratiske værdier, der bor i kommunen, fortsætte i tornerose-forestillingen om Frederiksberg? Eller hvad der er lige så mærkeligt: Sætte den ironiske mine på og trække på skuldrene - utilpashed ved at bo i kommunen politisk set.
Der burde både menneskeligt og økonomisk være mulighed at binde kommunen bedre sammen socialt og i de fællesskaber, som lokalt engagement næsten altid har som sidegevinst.

Gunvor Auken er socialrådgiver, fast bidragyder til Social Set og kandidat ved kommunalvalget på Frederiksberg.

APROPOS
Puljejobs - hvor er etikken?
En arbejdsledig har efter to års ledighed pligt til at tage et puljejob.
Den ledige i puljejob er omfattet af den pågældende overenskomst på området - dog med den væsentlige modifikation, at den ledige ikke har krav på de samme løn- og arbejdstidsvilkår, som andre har ifølge den samme overenskomst.
Formålet med puljejobs er, at den ledige via et puljejob skal komme ind på det ordinære arbejdsmarked. Arbejdsminister Jytte Andersen siger nemlig, at arbejdsledige i et puljejob ikke behøver at genoptjene retten til dagpenge, fordi de efter at have været i puljejob kommer i ordinær beskæftigelse.
Et puljejob skal være indeholdt i en handlingsplan, der skal tage udgangspunkt i den enkelte lediges ønsker og forudsætninger, samt arbejdsmarkedets behov - det sidste forekommer uforståeligt, da man skulle tro, at arbejdsmarkedets behov blev dækket af ordinære jobs.
Indholdet af det pågældende puljejob skal aftales med tillidsmanden for den pågældende fagforening.
På den ene side må arbejdet ikke være et nødvendigt arbejde, da den ledige ikke må tiltræde et eksisterende arbejde eller et arbejde, der kan blive eksisterende.
På den anden side skal der være tale om, at den ledige skal have et ordinært arbejde på skruebrækkervilkår. Samtidig med at jobbet skal dække et arbejdsmarkedsbehov!
Det vil sige, at arbejdet er overflødigt, men nyttigt og pengeskabende for den offentlige arbejdsgiver, fordi der ikke skal betales overenskomstmæssig løn for udført overenskomstmæssigt arbejde.
Men arbejdet betragtes som værende et rigtigt arbejde, når der tales om arbejdsløshedskurven, da tallet på de registrerede ledige falder, så snart den arbejdsledige tiltræder sin stilling.
I op til hele tre år kan den arbejdsledige risikere at sidde og lave det ikke-nødvendige arbejde, og efter disse tre år forlader den arbejdsledige arbejdsmarkedet, fordi der jo ikke er en arbejdsgiver, der vil ansætte en arbejdsledig, der i tre år ikke har udført noget nødvendigt arbejde.
For hvis det havde været nødvendigt, så havde arbejdet været et nødvendigt arbejde under normale arbejdsmæssige vilkår.
Derefter kommer den arbejdsledige på bistand (med mindre den arbejdsledige er eller bliver 50 år og opfylder kravene til at gå på efterløn), og hvis den offentlige arbejdsgiver er snild nok, så kan den offentlige arbejdsgiver an-sætte den arbejdsledige, der nu er blevet bistandsklient, til en endnu billigere pris, og arbejdsgiveren kan nu beslutte at beholde bistandsklienten til evig tid.
Tænk, at det er sådan politikerne tænker og samarbejder med arbejdsgivere!
Endnu værre er det, at vores fagforeninger ikke alene har opgivet at kæmpe for den overenskomst, som de har indgået med den offentlige arbejdsgiver, men de ser også passivt til, at nogle af deres medlemmer bliver tvunget til at være skruebrækkere via lovgivningen.
De vil ikke engang kæmpe imod en sådan politik. De glemmer, at de er der for at beskytte deres medlemmer.
Det er en ydmygende situation for den arbejdsledige, der tvinges ind i det unødvendige arbejde til en discountpris.
Indenfor akademikerområdet er det hovedsagelig akademikere over 30-35 år, som havner i tvangsaktivering.
Det skyldes, at de pågældende bliver udsat for diskriminering på arbejdsmarkedet på grund af deres alder. Man kan have svært ved at se, at puljejobs skal løse deres ledighedsproblem, når der er den holdning hos arbejdsgiverne - og især hos de statslige ansættelsesmyndigheder - at det er i orden at frasortere ansøgere over 35 år.
Det betyder så, at det er fortrinsvis de 'ældre' akademikere, der efter to års ledighed skal i puljejob.
Der er gået noget galt med etikken, siden der laves sådanne umoralske tvangsordninger.
Hvis vi ønsker et socialt fællesskab - og selvfølgelig ønsker vi det - så skal arbejdsmængden fordeles til alle arbejdsdygtige til normale løn- og overenskomstmæssige vilkår.
Og dermed vil der også være en mulighed for, at Danmark kommer på højde med menneskerettighederne - som beskytter indgående kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet, samt gør op med alle former for diskriminering på arbejdsmarkedet.