Kronik

Børneforbrydere

15. september 1997

USAs retssystem behandler de helt unge hårdt og kontant - som voksne

RET BESET
Augusta i sydstaten Georgia, USA. En by med ca. 200.000 indbyggere. Nogle hvide drenge i 15-16-års alderen leger jævnligt i et træskur i et villakvarter. Den 15-årige, Jo-nathan er i besiddelse af en revolver. Alle drengene ved, at tromlen er fyldt på nær de to første kamre. Legen er velkendt: Jonathan sigter på én af sine venner og affyrer. To gange.
Denne vinterdag havde en af drengene uden Jonathans viden leget med aftrækkeren, hvorved tromlen havde flyttet sig. Da Jonathan trykkede på aftrækkeren, gik revolveren af og dræbte hans bedste ven.
På trods af Jonathans unge alder behandles sagen ikke ved en børne- og ungdomsdomstol, men i stedet betragtes gerningen som en forbrydelse begået af en person med en voksens dømmekraft. Og dette skærper såvel anklagen som sagens gang og sanktionen over for ham.
Den dag jeg ankom til Augusta faldt der dom i Jonathans sag. Juryen dømte ham for "felony murder". I andre stater be-tegnet Murder One/First Degree Murder - på dansk: (overlagt) manddrab.
På advokatkontoret Garrett & Gilliard, hvorfra jeg skulle observere og lære om det amerikanske strafferetlige system, var stemningen helt i bund. Mike Garrett, en sværvægts-forsvarsadvokat, som er med på listen over USA's bedste advokater, havde anført forsvaret af Jonathan. Et forsvar, som i de fleste af denne slags sager bygger på argumentet ung alder og fremhævelse af, at Jonathan ikke tilsidesatte den agtpågivenhed, der kan forventes af en 15-årig.
Mikes argumenter vandt ikke genhør hos de 12 jury-medlemmer, der valgte at følge anklagernes formaninger om at fokusere på ofrets unge alder og ikke lade Jonathan slippe med en dom for uagtsomt manddrab, endda med en strafferamme på op til 10 års fængsel.
Først argumentet ung alder: Langt de fleste af de drabssager, jeg stødte på eller hørte om, omhandlede børn og unges drab på deres venner eller familie.
Børn og unge i USA har uhyggelig nem adgang til våben af enhver slags, og de bruger disse våben, i leg og i alvor.
Og heri ligger netop problemet: Hvad er alvor for en dreng på 15 år? Jonathans leg var ualmindelig farlig, og det er muligt, at han også havde et marihuana-problem. Men i hans bevidsthed var der tale om leg, der desværre endte i et tragisk uheld.
Der bør sættes spørgsmålstegn ved det rimelige i på den ene side at have en af verdens mest liberale våbenlovgivninger og på den anden side forvente, at børn og unge skal kunne ræsonnere og tage konsekvenserne af deres handlinger, som var de voksne mennesker, når de står med disse våben i hænderne, og det går galt.
Et andet eksempel på problemet i at lade unge stå til regnskab som voksne for deres handlinger er den 16-årige hvide pige ved navn Melissa. Jeg interviewede hende i et ungdomsfængsel ugen før, hun skulle for retten, tiltalt for drabet på sin far.
Der er næppe tvivl om, hvorvidt Melissa var dén, der som 14-årig skød faderen med et nakkeskud, mens han sad og så tv. Pigen sad med et koldt blik og fortalte, hvordan hun og storebroren havde planlagt drabet.
Jeg søgte efter et seriøst motiv, men for hendes vedkommende kunne jeg ikke finde noget. Det var i virkeligheden moderen, hun var mest træt af. Faderen havde søgt at holde Melissa hjemme, fordi hun hang ude med sorte drenge på en promiskuøs måde.
Det mest foruroligende var, at Melissa ikke syntes at tage situationen alvorligt. Hun var optaget af at betragte sine negle, og hun ville hellere diskutere, hvad hun skulle have på i retten.
Hun forsøgte ihærdigt at spille smart og voksen, men det var tydeligt, at hun slet ikke begreb alvoren i eller forstod, hvad hun havde gjort. Da jeg spurgte hende ligeud, om hun regnede med at blive frifundet, svarende hun uden tøven ja. Melissa følte ingen anger, for hun kunne ikke begribe, at hun havde gjort noget galt. Hun havde blot fjernet en irriterende faktor fra sin teenage-hverdag. Nu hvor faderen var død, ville hun få sin fulde frihed. Troede hun.
I ungdomsfængslet så jeg mange børn - overvejende sorte. Den yngste afsoner var en 10-årig dreng, dømt for væbnet bankrøveri. Da jeg så den lille fyr i hans orangefarvede fangedragt, tænkte jeg på, hvordan han overhovedet havde båret sig ad med at gennemføre et røveri. Han havde sikkert set proceduren i fjernsynet. Jeg tænkte også på det nyttesløse i at spærre drengen inde i et fængsel de næste ti år.
Dette bragte jeg op over for de to kvindelige anklagere i Jonathans sag, som jeg en aften - ved et sammentræf af bekendtskaber - havnede i selskab med. Da jeg spurgte til mulighederne for rehabilitering af disse unge forbrydere i stedet for lange straffe i almindelige fængsler, stirrede de uforstående på mig. Ikke bare er de offentlige myndigheder opgivende over for ideen, men det er heller ikke hvad befolkningen ønsker, påstod de to anklagere. De, der går til valg i USA, er de hårdtarbejdende borgere, som stemmer på politikere, der værner om skatteborgernes liv, helbred og ejendomsret. Disse borgere ønsker deres nabolag renset for kriminelle elementer her og nu. Der er ikke plads til eksperimenter med resocialisering. I ungdomsfængslerne er der skolegang og sport, men ingen psykologhjælp til den ti-årige røver eller den 14-årige drabskvinde.
Forsvarsadvokaterne betragtes som liberals, der er blødsødne nok til fortsat at tro på, at der er håb for unge på afveje, mens anklagerne er samfundets ufortrødne frelsere.
Her sad jeg over for to kvindelige anklagere i slutningen af 20'rne, der tordnede frem med ultra-konservative synspunkter om, at der var tale om krig mod kriminaliteten, at betjentene blot skulle smide nøglerne til cellerne væk osv.
"Er det virkelig Jeres arbejdsfilosofi?" spurgte jeg vantro.
"Du forstår ikke, hvad vi er oppe imod," svarede den ene anklager temmeligt nedladende. "De tiltalte, vi møder, er hårdkogte, og selv om de er børn, kan de ikke hjælpes. Når man ser dem ind i øjnene er der ingen medlidenhed."
Jeg kiggede hende dybt ind i øjnene og sagde:
"Jeg ser heller ingen medlidenhed i dine øjne."
Udover at fremhæve ung alder procederede forsvaret i Jonathans sag på criminal negligence, uagtsomhed. Mens Melissa nok handlede overlagt og koldblodigt var det ikke Jonathans hensigt at slå no-gen ihjel. Selvfølgelig handlede han groft uagtsomt, men han dræbte ikke sin ven forsætligt.
Alligevel synes anklagemyndigheden og de fleste juryer at skære over én kam: En dræbt person kræver maksimal straf til gerningsmanden. Begreberne skødesløshed og uheld vinder ikke genhør hos befolkningen. Straffen tilpasses forbrydelsens nettoresultat snarere end omstændighederne.
Ofrenes familier skriger på retfærdighed og hævn. Det er forståeligt, at anklagerne bliver berørt, når ofrets mor sidder på anklagerens kontor og græder over sin dræbte søn, der kun blev 16 år. Anklageren begynder at se sig som talerør for den dræbte og ikke mindst som advokat for de efterladte.
Jeg udtrykte over for de to anklagere i Jonathans sag, at det var min opfattelse, at anklagemyndigheden ikke skal repræsentere ofrenes familier, men derimod repræsentere staten, i USA betegnet The People, med et bredere ansvar over for en så saglig og objektiv sagsfremstilling som muligt. Det er ikke sagligt at tage hensyn til hævntørst hos ofrets familie.
Der synes at herske en anden opfattelse i USA. I 1995 opretholdt Højesteret en lov i Tennesse, den såkaldte victim impact, der nu også er gældende ret i Georgia. Ofrets familie og venner får under strafudmålingsfasen mulighed for at fremvise billeder af afdøde, berette om ofrets gode egenskaber og de efterladtes afsavn.
Man kan diskutere, præcis hvilket formål denne seance tjener. Officielt er der tale om "lokalsamfunds-terapi". Det er åbenbart ikke tilstrækkeligt, at forsvaret fremfører formildende omstændigheder omkring gerningen og gerningsmanden, mens anklageren svarer igen med skærpende faktorer.
Under alle omstændighe-der flyttes fokus fra handlingen, der i Jonathans tilfælde var groft uagtsom, men dog 'kun' uagtsom, over til at omhandle placering af sympatier og en massiv vægtning af ofrets unge alder og hans sønderknuste famile. Og straffen kommer dermed ud af proportioner.
Ikke nok med at grænserne for uagtsomme, kriminelle handlinger forskydes. Også opfattelsen af dem, der begår kriminalitet, ændrer sig.
To uger efter juryens afgørelse om Jonathans skyld fastsatte dommeren selve straffen.
Begge kvindelige anklagere var mødt op i rødt tøj, en usmagelig handling, der fik en af forsvarerne til at bemærke, at de var "dressed for the kill".
Dommeren havde intet valg, når juryen opfattede drabet som overlagt og begået med vilje. Dommen lød på fængsel for livstid plus fem år for ulovlig våbenbesiddelse.
Et par uger senere var det Melissas tur. Kort før retssagen fik anklagerne kolde fødder. De tvivlede på, om de kunne bevise uden for enhver tvivl, at det virkelig var hende og ikke storebroren, der trykkede på aftrækkeren. Der slås en handel af med forsvareren, en såkaldt plea bargain: Anklageren vil alene kræve dom for manddrab (og ikke overlagt mord), forudsat at Melissa tilstår drabet. I stedet for fængsel for livstid slipper hun med helt ned til ét års fængsel - alt afhængig af de formildende omstændigheder. Og Melissa har allerede afsonet to år i ungdomsfængslet.
Jonathan derimod har mulighed for at søge om prøveløsladelse om tidligst 14-15 år. Som en af forsvarerne tørt bemærkede:
"Da kan det være lige meget. Han er færdig til den tid."

Mia Juhl-Jørgensen er stud. jur. ved Københavns Universitet og har opholdt sig som udstationeret ved kriminalretten i Augusta, Georgia.

APROPOS
Når andre mennesker bliver til monstre
USA er kendt for at
fremelske begreber som konkurrence, ambitioner, succes og rigdom.
I bestræbelserne på at få opfyldt The American Dream om personlig succes er det nemt at overse, at samfundet skaber ufatteligt mange tabere med uoverskuelige problemer i baggagen. Et faktum, som de færreste amerikanere føler et ansvar for.
Som en af de to kvindelige anklagere, jeg omtaler til venstre for denne spalte, udtrykte det:
"Jeg har arbejdet hårdt for det, jeg har. Jeg har ingen tolerance eller forståelse over for nogen, der prøver at tage det fra mig."
Selvklart skal ingen finde sig i kriminalitet, men faren ved en kompromisløs indstilling til kriminelle er, at de, der begår kriminelle handlinger, stemples som farlige, ukontrollable monstre, som det er umuligt at have den mindste smule tillid til.
Selvsamme anklager underholdt ved det selskab, jeg omtaler, med en episode, hvor hun i det lokale arresthus interviewede en tiltalt i en større narkosag.
Hun og den tiltalte befandt sig sammen i et bur af glas, døren var låst, men en bevæbnet betjent havde fuldt overblik over lokalet. Pludselig gik alt lys ud. Det varede kun 10-15 sekunder, men hun var gået totalt i panik og pressede sig skrigende af fuld hals op ad glasvæggen. Da rummet igen blev oplyst sad den tiltalte nøjagtig som før i sin stol med korslagte arme og betragtede hende.
Jeg spurgte hende, om ikke hun havde følt sig forholdsvis dum og overreageret, men det afviste hun.
Hun havde blot været heldig.
Hun var overbevist om, at manden var i stand til og parat til at gøre hende fortræd.
Mia Juhl-Jørgensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu