Læsetid: 3 min.

Bom for bilernes røg, støj og møg

Debat
10. september 1997

Af Af BO ASMUS KJELDGAARD cand. scient. pol. SF-kandidat til Borgerrepræsentationen i København

Overborgmesteren vil begrænse bil-trafikken - men Socialdemokratiet gør intet for at skabe grønnere trafik

KØBENHAVN
Hvordan kan Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen (JKM), få sig selv til at sige, at "København satser på den kollektive trafik" (overskrift i Information den 29. august), og at "biltrafikken skal begrænses", når nu Socialdemokratiet og JKM overhovedet ikke vil være med til bare et konkret tiltag mod biltrafikken?
Samtidig siger den seneste statistik, at der er sket en vækst i biltrafikken på ni procent på kun et år. Året før steg trafikken med seks procent. De faktiske tal viser, at biltrafikken er eksploderet i København.
Overborgmesterens hovedbudskab er, at der ikke skal indføres bompenge i København, fordi man nu afskaffer ordningen i både Oslo og Stockholm.

For at tjene penge
JKM glemmer imidlertid, at begrundelsen for bompenge i de to nabohovedstæder udelukkende var at tjene penge til nye veje, ikke at mindske biltrafikken.
I Oslo indførte man et system, hvor bompenge-prisen var mindre end prisen på en billet i et offentligt transportmiddel, og man besluttede, at pengene skulle gå til vejudvidelser. De måtte ikke bruges til kollektiv transport. Da man havde tjent penge nok til den ønskede vejtunnel med videre, droppede man bompengene igen.
I Stockholm blev ordningen aldrig sat i gang.
I København er der en helt anden begrundelse for bompenge. Vi ønsker en begrænsning af den private biltrafik - en adfærdsregulering - og vi ønsker at udbygge den kollektive trafik. Formålet er ikke at tjene penge på bompengene - de ekstra penge er kun en sidegevinst.

Glemmer realiteterne
JKM's flotte overskrift om satsning på kollektiv trafik bygger på den vedtagne trafik- og miljøhandleplan. Men det nytter ikke, når JKM ikke forholder sig til de realiteter, man kan læse i selvsamme plan:
*Der er sket et trafikboom i pendlertrafikken, jævnfør statistikken ovenfor.
*Vejnettets kapacitetsgrænse var ifølge embedsmændene allerede nået i 1996 - før stigningen på de ni procent.
*De vejledende grænseværdier for kvælstofdioxid er allerede overskredet for 14.000 boliger i kommunen, og for 1.500 boliger er de bindende grænseværdier overskredet.
*To tredjedele af samtlige boliger i København oplever mere støj fra trafikken end kommunens målsætning.
Embedsmændene gør også opmærksom på, at biltrafikken giver følgende gener:
Hovedpine, træthed, hoste, åndenød, svie i øjnene, astmasymptomer, kronisk bronkitis, luftvejslidelser hos børn, lungekræft og hyppigere dødsfald hos mennesker med hjerte- og lungesygdomme.
I handleplanen er der ikke lavet konkrete beregninger på, hvordan trafikken begrænses. Til gengæld er der lavet en beregning på, hvordan trafikken bevares på sit nuværende niveau indtil år 2010. Forudsætningerne er:
*Kørselsafgifterne skal fordobles (ved en fordobling af benzinprisen eller ved bompenge/roadpricing).
*Parkeringsafgifterne skal fordobles.

Uvillige socialdemokrater
Men sådanne afgifter på biltrafikken er Socialdemokratiet slet ikke villige til. Tværtimod er JKM's konklusion, at vi skal "tænke os godt om", før vi indfører bompenge/roadpricing, og at "der er ingen grund til panik".
Det er uden hold i virkeligheden, når overborgmesteren i kronikken den 29. august siger:
"Vi lukker imidlertid ikke flere biler ind over bygrænsen, end vores gadenet og lyskryds kan håndtere på en rimelig måde. København kommer ikke til at drukne i trafik- og miljøproblemer i den periode, som vi bruger til at udvikle det rigtige trafikreguleringssystem."
Sådanne udsagn er næppe særligt overbevisende, når vejnettets kapacitetsgrænse allerede var nået sidste år, og når vi siden - på kun et år - har set en eksplosion i biltrafikken på 9 procent. En stigning, som vil fortsætte, hvis der ikke gribes ind nu.

Enkel ordning
På hvilken måde vil overborgmesteren begrænse biltrafikken, hvis det ikke skal ske med bompenge?
Ordningen er så enkel, at den kan indføres hurtigt. Afgiften skal være et HT-netkort, som bilisterne skal anbringe i forruden, når de kører ind i København. Denne ordning respekterer bilisternes ret til frit at vælge mellem kollektiv transport og bil, men samtidig er der incitament til at spare bilen, når det er belejligt.
Roadpricing, til gengæld, kan være nok så politisk korrekt, men ender let i ren forhaling, fordi det vil tage en årrække at udvikle teknikken: Der skal elektroniske kort og sendere i alle biler, der skal sættes målestationer op ved alle veje, og der venter et politisk slagsmål om taksternes forskellige størrelser.
Derfor: Bompenge nu - roadpricing, når teknikken er udviklet.
Men bompengene må ikke stå alene. Københavnerne har krav på en udbygning af den kollektive trafik, så man kan komme hurtigt og trygt rundt i byen.
I det hele taget skal der laves en langt mere konsekvent, grøn trafikpolitik, som ud over bompengene skal indeholde: Miljøcertificering af køretøjer, parkeringspladser i udkanten af byen, let- og ringbane, service- og vandbusser samt en handlingsplan til fremme af cykeltrafikken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her