I en internationaliseret verden bestående af delkulturer magter nationalstaten ikke de offentlige opgaver, der trænger sig mest på: Konfliktløsning og mægling. En ny instans må til
RET BESET
Magtens tredeling hyldes som en enestående bedrift i politisk teori, og har i lyset heraf fået lov til at stå urørt tilbage.
Men magtens tredeling er ikke længere tilstrækkelig til at håndtere moderne sociale konflikter. Der er nået et samfundsmæssigt, statsligt udviklingspunkt, hvor en firedeling af magten må finde sted.
Nationalstaten står over for en faldende legitimitet, da den er tvunget til at sprede sin magt over forskellige transnationale størrelser: EU, NATO, WEU, FN, transnationale virksomheder, etc.
Samtidig skal nationalstaten i dag rumme flere konkurrerende kulturer uden en over-ordnet dominerende kultur; man kan derfor ikke længere tale om subkulturer, men må snarere tale om delkulturer.
Herved svækkes forestillingen om legitimitetens placering og om ret og uret. Der må derfor peges på konfliktløsning og mægling snarere end domme og straf.
En firedeling af magten skal etablere en neutral magt, der har til opgave at mægle i sociale konflikter og desuden overvåge mulige optræk til sociale konflikter. Den fjerde magt kunne hente sin legitimitet fra f.eks. FN.
Det nutidige internationale netværk af suveræne stater rummer iboende paradokser, som har medført, at den monokulturelle basis i mange henseender er eroderet væk - således at staten ikke længere kan læne sig op ad sine traditionelle overleverede appelinstanser. Erosionen rammer centralt: kristendommen, familien og nationalstaten som isoleret og suveræn størrelse.
Staten som isoleret og suveræn størrelse er under omdefinering, og udviklingen går i retning af et samarbejdende net af stater under en overordnet regionalstat; kristendommen gav helt op i slutningen af 60'erne; familien er opløst i forskellige institutionaliserede funktioner, og borgerskabet er ikke længere den toneangivende klasse.
Denne udvikling finder sted på grund af det internationale markeds konkurrencemæssige tryk, som medfører, at nationalstaten i stigende grad må træde understøttende til og fremstille og vedligeholde arbejdskraft: mængde, kvalitet, viden, etc. Det er i kølvandet på denne udvikling, at disse orienteringsrammer og identitetsdannelser kommer under pres.
Indenrigspolitisk er æn-dringerne af produktions-vilkårene med til at ændre den indrepsykiske struktur og de tolkningstyper, som legitimiteten hvilede på: I det klassisk borgerlige samfund struktureredes individerne psykisk snævert omkring den borgerlige families normer. Statens øgede intervention medfører, at nye socialisationsområder og -former etableres i form af børnehaver og fritidshjem, således at barnet i dag hovedsagligt struktureres psykisk i institutioner. Psykologer og sociologer taler således i dag om, at der med velfærdssamfundets institutionalisering har dannet sig en ny børnekarakter, nye identitetsdannelser, som ikke nødvendigvis har de samme legitimitetsfortolkninger som tidligere - meget tyder på det. Der er tale om identitetsdannelser, som er kulturelt frisatte.
Endnu et par paradokser er, at samtidig med, at staten hævder en magtneutralitet, er den tvunget til at påtage sig opgaven som både arbejdsgiver og lovgiver. Herved mister den kompetence som mægler i adskillige konflikter; når den alligevel forsøger sig, vil den yderligere svække sin legitimitet. Dette medfører, at staten i højere grad end tidligere - og i forhold til langt flere befolkningsgrupper - kommer til at fremstå som part i arbejds-, eller samfundsmæssige konflikter.
På det udenrigspolitiske område står staten over for opgaver, som i stigende grad bliver regionalstatslige.
Stillet overfor disse opgaver prøver den at styrke og udøve sin magt ud fra en national-statslig legitimitet. Imidlertid er de problemer, der skal håndteres, jo netop af overstatslig, regional karakter, og autoriteten til at løse dem kan således ikke begrundes i en national identitet og legitimitet.
De påkrævede interventioner vil ofte bestå i at forbedre samarbejdsrelationer og øge samhandel,vandring af arbejdskraft og informationsstrømme. Dette kræver igen øget styring, som har brug for at læne sig op ad en stabil legitimitet.
Der er opstået en situation, hvor staten på den ene side får opgaver, der kræver styrket legitimitet og udvidelse af magten, og som på den anden side medfører, at staten svækkes, hvis den løser opgaven.
Såvel staten som statens etater må således se deres legitimitet svækket, samtidig med at kravene til deres legitimitet og håndtering af magtudøvelse øges.
At staten svækker sig selv og samtidig lægger et øget pres på sine etater bevirker, at samfundsmæssige konflikter optrappes. F.eks. læner politiet sig op ad en svækket stat og en borgerlig moral, der er smuldret væk for længst. Herved står politiet i udøvelsen af sin magt med svag legitimitet og svage appellinstanser - og må derfor i sidste ende ty til direkte magtudøvelse. Politiet må - som i fortiden - gribe til at tvinge kroppene, når det ikke længere kan appelere til eller tvinge sindet.
Med statens svækkede legitimitet må det yderligere formodes, at samfundets del-kulturer selv vil forsøge at kompensere for bortfaldet. De kan således tænkes at søge legitimiteten placeret i FN og FN's menneskerettigheder, i naturen eller i kroppen (økologi), i det Guddommelige eller helt andre steder. Det er sandsynligvis sådanne orienteringsforsøg, som ligger til grund for den øgede racisme og fascisme, der alle betoner nationalstaten og det oprindelige/-rene/ægte.
At samfundene i dag bevæger sig i retning af det mul-tikulturelle, kommer dels af samhandelen, medieudviklingen, arbejdskraftens bevægelighed, FN-flygtninge, af bortfaldet af den kristne tolkningsbasis og dels af, at nationale delkulturer selv opstiller tydninger og tolkninger: Staterne er blevet multikulturer.
For den enkelte har denne udvikling betydet store variationer i den indrepsykiske strukturering, og for dens orienteringsmuligheder. Det svækker forestillingerne om ret og uret, sandt og falsk. En fælles fortolkningsbasis ikke kan etableres.
Hvor magterne altså i det klassisk borgerlige samfund mente at kunne gribe tilbage til en generel kultur og legitimitetsbasis og herfra forvente forudsigelig adfærd, formulere love og domme, har der i dag bredt sig en rimelig tvivl om grundlaget herfor.
Der er således nået et samfundsmæssigt, statsligt udviklingspunkt, hvor en firedeling af magten må finde sted. Magtens tredeling er ikke tilstrækkelig til at løse sociale konflikter i et multikulturelt samfund med varierende opfattelser af, hvad der er sandt eller falsk.
Derudover kræver mægling en fjerde magtdeling af flere logiske grunde:
For den lovgivende magt gælder, at den er valgt på partserklæringer netop i forhold til sociale konflikter, og derudover senere vil kunne optræde som lovgiver. Den lovgivende magt vil desuden kunne gribe regulerende ind, allerede mens konflikten løber, og vil derfor som mægler ikke kunne opnå i hvert fald den ene parts tillid.
For den udøvende magt gælder, at magten udøves på baggrund af at være part i en større samfundsmæssig konflikt. Der eksisterer erklærede politiske partssynspunkter, som vil være kendte for konflikternes parter, der derfor sandsynligvis vil opleve mægleren som part i konflikten.
For den dømmende magt gælder, at en mæglerrolle be-grænses af, at den dømmende magt senere vil kunne komme ind som dømmende eller straffende. En sådan mulighed forhindrer, at der i mæglingsprocessen opstår fortrolighed og fremkommer oplysninger, som kunne være afklarende og konfliktløsende.
Der er således ingen reel løsning i at give mæglerrollen til myndigheder eller personer fra magtens tredeling, der på den ene eller anden led er første eller anden part i konflikten, eller som kunne tænkes at blive det.
Dette gælder også politiet, der igen og igen tvinges til at gribe ind overfor politiske demonstrationer og sociale konflikter under påberåbelse af ro, orden og almen sikkerhed... Og det gælder stat, amt og kommune, der griber ind i lønkonflikter med lovgivning, selv om de selv er arbejdsgivere.
Mægleren skal være neutral i forhold til de sociale konflikters parter for at kunne mægle, og magtens tredeling lader ingen af de tre magter neutrale. Det er det, der nødvendiggør en firedeling af magten.
En magtens firedeling rejser dog betydelige spørgsmål om de samfundsmæssige konflikter i såvel den indenrigspolitiske som den udenrigspolitiske beslutningsproces.
Hvordan skulle f.eks. en sådan firedeling finde sted? Hvilken bemyndigelse skulle en sådan institution have? Hvor skulle den hente sin legitimitet fra? Hvilken myndighed skulle den have til at gribe ind i sociale konflikter? Hvornår i konfliktforløbet skulle den have myndighed til at gribe ind? Hvordan skulle den kunne forebygge konflikter uden selv at blive part i konflikten?
Kan det lade sig gøre at flytte legitimitet fra staten til f.eks. 'demokratiet' generelt, til FN eller til 'menneskerettigheder'? Hvad vil være forsvarets og politiets rolle i en omstillingsproces? Hvor ligger deres loyalitet? I opretholdelse nationalstaten, regionalt eller hos FN? Vil det medføre, at f.eks. forsvar og politi bevæger sig i retning af at kunne tænkes at optræde som tredie part i konflikter? Og i så fald, hvad vil det betyde for disses uddannelse, organisering og udrustning?
Claus Kold er ansat som udviklingskonsulent ved Forsvarets Center for Lederskab og underviser på Politiskolen i sociologi.
APROPOS
Nationalstatens opståen og storhed
Før moderniteten og statsdannelsen satte ind i Europa, var samfundene domineret af en lokal multikulturel kosmologi domineret af lokalt inspirerede, overleverede og udøvede traditioner. Forestillingerne om tid, rum, sted, marked, individ, frihed, retfærdighed var fraværende - sådan som vi nu forstår begreberne.
Det enkelte menneske var indlejret i en sammenvævet tid-, rum- og funktionsopfattelse. I denne indlejrethed var det kongemagten, som besad al legitimitet, udgjorde al offentlighed, al magt. Denne indlejrethed medførte identiteter og indrepsykiske struktureringer, som vi ikke ser i dag. De udviste adfærdsmæssigt en høj grad af vilkårlighed og uforudsigelighed.
Magten rettede derfor i sine første forsøg på konflikthåndtering og adfærdsregulering sin energi mod kroppen snarere end mod psyken. Straffen af kroppen blev derfor åbenlys, direkte og brutal. Konflikthåndtering blev således forlenet med vold, straf og moralsk skyld.
Staten og dens konflikthåndtering og adfærdsregulering må have et legitimt grundlag. I middelalderen ansås Gud for legitimitetens kilde, andre hævdede, at det var loven eller fyrsten selv. Hos enkelte tænkere opstod den forestilling, at det kun er folket, som kan besidde den egentlige magt. Kun folket kan indsætte eller acceptere en fyrste, og det bør have ret til at fjerne ham, hvis han krænker folket eller modsætter sig dets vilje. Men hvis folket havde rettigheder over for Kongen, syntes samfundet splittet, hvilket igen ville føre til den frygtede vilkårlighed og brutalitet - alles kamp mod alle.
Thomas Hobbes løsning var, at der kun kunne være én suveræn magt! Al magt skulle overdrages til en "suveræn" som beskytter de undergivne ved at opretholde fred, og monopolisere voldsanvendelse. Betingelsen var, at folket underkastede sig betingelsesløst uden ret til at kritisere eller til at frigøre sig.
Konstruktionen var problematisk. For hvis fyrsten udgjorde al offentlighed og var lovgivende såvel som udøvende magt, hvordan kan han så overtræde loven? Fyrsten lavede jo selv loven.
John Locke deler derfor Thomas Hobbes' fyrste op i to organer som skulle magtbalancere hinanden - den lovgivende og den udøvende magt. Det gør han i Two Treatises of Civil Gowernment.
Montesquieu tilslutter sig Lockes synspunkt om magtens deling, men spørger, hvorledes regeringen skal kunne hindres i at misbruge sin magt overfor borgerne. Hans forslag blev en indre udbalancering af magten i tre, som staten således bygger på i dag: den lovgivende, udøvende og dømmende magt.
Nationalstaten, samfundet, folket og demokratiet forudsætter gensidigt hinanden. Samfundet og folket bliver til, når det stilles over for staten, og i samme proces kommer naturen til syne i nye former, som der kan udledes nye legitimitetsformer fra.
På dette grundlag udviklede modernitetens og nationalstatens nye udlejrede identiteter sig. Det var især ved hjælp af sine nykonstruktioner: kernefamilien, skolen, hæren, politi, fængselsvæsenet etc., at nationalstaten producerede sin legitimitet. Deres primære socialiserende opgave var at etablere en national-statslig identitet, som statsapparatet kunne forvente en forudsigelig og loyal adfærd fra, og som kunne være garant for, at hæren og politiet ikke vendte sig mod staten i et interessedelt samfund.
På den baggrund blev samfundene og konflikthåndtering knyttet sammen på en måde, så staten skulle gribe regulerende ind over for sociale konflikter og kollektiv adfærd ved hjælp af domme, straf og moralsk skyld.
På grund af den nye indrepsykiske strukturering kunne staten samtidig i stigende grad rette sine straffe mod sindet eller psyken. Som en konsekvens heraf kan adfærdsreguleringen sættes ind forebyggende og opdragende. Straffene blev på den måde indirekte.
Udover disse nykonstruktioners legitimitetssikring indgik nationalstaten en gensidig legitimitetssikring med kristendommen. Nationalstaten hviler altså på egenproducerede identiteter med betydelig moralsk, socialiseret og praktisk forankret legitimitet.
Ikke alene staten nød godt af statsapparatets ydelser - staten blev også til velfærdsproducent, og ydelserne kom såvel arbejdsgiver som arbejdstager til gode.
Claus Kold
