Læsetid: 2 min.

En del af systemet

Debat
18. september 1997

Hvordan kan borgerne vide, at miljøorganisationerne handler på borgernes vegne, i deres interesse og med deres vilje?

AMSTERDAM
Fredag den 5. september kunne man i Politiken under overskriften SF-angreb på miljøfolk læse, at SF-formanden, Holger K. Nielsen, mener at miljøorganisationerne har mistet deres græsrodskarakter og i stedet er blevet en integreret del af det bureaukratiske institutionsapparat, nationalt såvel som i EU-regi.
Holgers synspunkt blev den dag et hovedtema i de elektroniske medier. Dagen igennem kunne man 'overraskende' opleve, at miljøorganisationerne tog afstand fra det, der blev kaldt 'Holgers angreb på miljøorganisationerne'. Politiken selv fandt Holgers synspunkter så kritisable, at man oveni den pågældende artikel, under Politiken mener, angreb Holger for at være desperat. I avisens leder - der havde overskriften Desperation - kunne man læse, at Holgers motiver var et uærligt udslag af desperat populisme.
De, der bare følger en lille smule med i, hvad der sker på det samfundsvidenskabelige felt vil vide, at netop de problemstillinger Holger K. Nielsen trækker frem omkring miljøorganisationerne i årtier har tiltrukket samfundsforskernes interesse.

Demokratiske principper
De fleste er i dag enige om, at miljøorganisationerne er blevet institutionaliserede og i udpræget grad indgår som aktører i det forhandlingsøkonomiske magtspil, der foregår blandt forskellige samfundseliter.
Udover at denne virkelighed måske strider mod opfattelsen af, hvad en miljøorganisation burde være, og hvordan samfundets beslutningsprocesser bør foregå, behøver miljøorganisationernes institutionalisering jo ikke at være et problem. Når flere samfundsforskere alligevel anser det for et problem, så skyldes det ikke mindst, at nogle grundlæggende demokratiske principper står på spil. Spørgsmålet kan i den aktuelle situation konkretiseres til: hvordan kan borgerne vide, at miljøorganisationerne handler på borgernes vegne, i borgernes interesse og i samsvar med borgernes vilje?
Hvorvidt Holger K. Nielsen er desperat, ved jeg ikke, men set i lyset af at Amsterdamtraktaten bl.a. forsøges solgt til vælgerne med miljøorganisationernes velsignelse, er det for mig at se en helt relevant problemstilling han bringer frem.
At miljøorganisationernes topfolk handler som de gør under de betingelser, der nu er givet, må anses for fair nok, men spørgsmålet er, om miljøorganisationernes velsignelse af Amsterdamtraktaten - netop under de givne betingelser - kan anses for pålidelig. Dette spørgsmål forstærkes af, at ingen miljøorganisationer har kunnet påpege nogle afgørende objektive miljøforbedringer med Amsterdamtraktaten. Selv miljøorganisationerne må erkende, at kun fremtidige afgørelser ved EU-domstolen vil opklare, om traktaten får en reel miljøforbedrende effekt.
Tilbage bliver en folkeafstemning om tro. Holger K. Nielsens påpegning af de institutionelle mekanismer, miljøorganisationerne er underlagt, rammer ned i den måske mest centrale problemstilling, institutionen EU står overfor i forhold til den danske befolkning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her