Læsetid: 2 min.

DA og demokratiet

30. september 1997

Gennem en årrække har arbejdsgiverne haft held til at sabotere udviklingen imod et sikkert og sundt arbejdsmiljø

SELVMÅL
Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Ole Krog udtaler til Berlingske Tidende den 5. maj d.å., "at vedtages arbejdsmiljøloven med venstrefløjen, vil DA alvorligt overveje sin rolle i samarbejdet om sikkerheden."
Siden vedtagelsen af den nye arbejdsmiljølov har DA levet op til sit løfte og har meldt sig ud af partssamarbejdet om bl.a. udmøntningen af loven.
Det er i sig selv en ret uklædelig demokratiopfattelse, direktøren for DA her giver udtryk for:
DA og de private arbejdsgivere i øvrigt står over loven og Folketinget, hvis de ikke kan lide loven, og især hvis den er vedtaget med stemmer fra venstrefløjen!
Hvis man kan blot lidt nyere historie, vil man huske en gruppe af kendte arbejdsgivere, som ikke blot var imod lovgivningen og den da siddende regering, men også ønskede at vælte den.
Hvordan er arbejdsgiverne kommet helt derud, hvor man omgiver sig med udemokratiske og uklædelige argumentationer?
Vi står overfor nogle frustrerede interessevaretagere, som igennem en årrække har haft held til at sabotere udviklingen imod et sikkert og sundt arbejdsmiljø.
Dækket af en borgerlig regering i mere end ti år lykkedes det arbejdsgiverne med DA i spidsen at sikre, at der overhovedet ikke blev gjort noget ved det psykiske arbejdsmiljø. I mange år kom man godt af sted med at hævde, at arbejdsmiljøloven alene dækkede det fysiske arbejdsmiljø.
I partssamarbejdet bl.a. i Branchesikkerhedsråd 6 har arbejdsgiverne sejret sig ihjel ved hele tiden at modarbejde og forhale udgivelse af vejledninger omhandlende det psykiske arbejdsmiljø.
På en lang række øvrige felter har man forhalet og modarbejdet. Men alt kan blive for meget.
I forbindelse med revisionen af arbejdsmiljøloven har bl.a.. DA modarbejdet og forhalet i det uendelige. På et tidspunkt bliver for meget for meget for selv arbejdsministeren, hvorfor loven blev gennemført. DA har ikke sejret sig ihjel, men saboteret sig ihjel.
Vi kan jo ikke sige, at vi ikke har læst og hørt de uklædelige og udemokratiske synspunkter fra en groggy arbejdsgiverforening.
Der er tale om selvmål, fordi det er gået for nemt i mange år, og pludselig modgang og mangel på situationsfornemmelse har bragt DA ud i tovene.
Hvis DA kommer tilbage i samarbejdet, vil jeg håbe, at det bliver i en ny stil, ellers er det bedst, at man bliver, hvor man er, og overlader mere til myndighedskontrol og myndighedsvejledning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu