Forandringerne efter Murens fald er ikke kommet Tjekkiets sigøjnere til gode
SET FRA PRAG
Mens Centraleuropa forsøger at komme sig ovenpå de katastrofale oversvømmelser, som har ødelagt hele byer, har en bizar række begivenheder skabt et tilsyneladende uforbundet problem.
Sigøjnernes position i samfundet er kommet i fokus. I den tjekkiske republik har befolkningens reaktion på naturkatastrofen været storsindet og uselvisk. Der er blevet sendt penge, mad og andre fornødenheder til de ramte områder, ikke kun fra regeringen, men også fra alle mulige organisationer og individuelle personer. Solidariteten har været stor. Solidariteten signalerer, at dette er noget som har berørt hele den tjekkiske nation, og derfor er det en selvfølge, at hele nationen bidrager med hjælp. Problemet er, at denne solidaritetsfølelse i "hele den tjekkiske nation" ikke indbefatter sigøjnerne.
Det første tegn på at der ville opstå problemer, kom fra sigøjnere i et boligkompleks i Olomouc, da regeringen meddelte, at sigøjnere som skulle genhuses p.g.a. oversvømmelserne, skulle flytte ind i deres kvarter. Beboerne hævdede, at de folk som skulle flytte ind var kriminelle, og at regeringen prøvede at lave en sigøjner-ghetto.
Historien blev ikke slået stort op i medierne, og der var ikke rigtigt nogen, som forholdt sig til problemet. Sigøjnerne ser dette som endnu et bevis på tjekkernes holdning, hvilket er ret naturligt, og mener at især regeringen behandler dem som andenrangs-borgere.
Tjekkiets behandling af sigøjnerne i fortiden indbefatter, at gøre det ulovligt at bo i karavanevogne, steriliseringsprogrammer for sigøjnerkvinder, fængsling p.g.a. den 'kriminelle' arbejdsløshed, samt inde-spærring i en Auschwitz-lignende koncentrationslejr (den tjekkisk-drevne Lety-lejr).
For nylig nægtede regeringen at give statsborgerskab til sigøjnere med en
blakket straffeattest, og det er en kendt sag, at der er megen kriminalitet blandt sigøjnere, specielt hvis arbejdsløshed medregnes som en kriminel handling.
Efter folkedrabet på tjekkiske sigøjnere under anden verdenskrig kom der en strøm af sigøjnere fra Slovakiet og erstattede dem. Sigøjnerne forsøger at holde sig uden for officielle nationale kulturer, og det er misvisende overhovedet at hæfte en nationalitetsbetegnelse på dem. Men situationen kompliceres yderligere af den kendsgerning, at mange af de slovakiske sigøjnere faktisk er lige så meget ungarere som slovakker, trods det at mange på nuværende tidspunkt har levet i den tjekkiske republik i to eller tre generationer.
Sigøjnerne har to muligheder. Enten kan de acceptere at blive betragtet som en foragtet underklasse, som kun bruges til at grave grøfter og feje gulv, eller de kan vælge at leve som kriminelle og udstødte.
Mange vælger det første. De ønsker ikke at opleve deres børn komme i fængsel, og de gør deres bedste for at adoptere de samfundsværdier, som har været stærkt medvirkende til at ødelægge deres sprog, kultur og livsstil. Der er også mange, som vælger den anden mulighed, og megen gadekriminalitet, prostitution og andre ulovlige forretninger kædes sammen med sigøjnerne.
De store politiske omvæltninger, revolutionen i 1989 og opdelingen af Tjekkoslovakiet i 1993, har haft store konsekvenser for sigøjnerne.
Delingen af landet har gjort mange af dem statsløse, og de post-kommunistiske forhold har ført mange immigranter til landet, specielt fra Ukraine, som har overtaget de håndværkerjobs som før var sigøjnernes. Byggefirmaerne ansætter illegale arbejdere fra Ukraine, som en slags frivillige slaver. De har ingen udgifter, mens de er her, og de er lykkelige for at blive betalt i 'hård' tjekkisk valuta, selv om de tjener mindre end nogen sigøjner ville acceptere. Pengene bliver sendt hjem til familien.
I sidste uge viste den private TV-station en udsendelse om en tjekkisk sigøjnerfamilie, som var immigreret til Canada, hvor de levede lykkeligt og havde succes, og det bragte sindene i kog. Ingen var forberedt på det, men sigøjnere en masse besluttede, at det var deres chance. I løbet af 3-4 dage var alle direkte fly til Canada booket op flere måneder frem, og efter sigende solgte mange sigøjnere deres huse og ejendele for at søge lykken i "the promised land", og mest af alt for at flygte for et land, hvor de er forhadte.
Det lader til, at det primært er sigøjnerne fra den førstnævnte gruppe, som vælger at tage afsted; mennesker som virkelig har forsøgt at adoptere samfundets normer og værdier, men som har erkendt at de altid vil befinde sig i bunden af samfundet i den tjekkiske republik. Men mange har selvfølgelig ingen eller lidt uddannelse, og de har ingen kendskab til Canada, og ved ikke hvordan de skal finde en plads i et samfund, som også har sine problemer med arbejdsløshed og kriminalitet.
I dagens avis viste de billeder af de første som tog afsted. Iført deres bedste tøj, smiler de glad til kameraerne og siger, at de ikke er bekymrede for, hvad de skal gøre når de lander i Canada. De har 300 dollars fortæller de. Det er okay. Det er skinheads, som har drevet dem ud, hævder de.
I Ostrava vil bystyret betale to tredjedele af billetten til Canada mod at overtage deres lejligheder. Ifølge borgmesterkontoret er dette en reaktion på et sandt bombardement af forespørgsler om penge til billetten. Om nødvendigt vil sigøjnerne rejse til Canada uden visum og anmode om flygtningestatus. Såvel den tjekkiske som den canadiske regering siger, at resultatet vil være, at de efter en efterforskningperiode på max. seks måneder vil blive sendt tilbage.
Heldigvis er det blevet en forsidehistorie, for regeringens normale reaktion på sigøjner-spørgsmålet er at ignorere problemet. Regeringen vil i det mindste blive tvunget til at forholde sig til problemet angående genhusning af sigøjnere, som måtte flytte p.g.a. oversvømmelserne.
Men dem som vinder i hele denne rodede affære, er de sigøjnerfamilier, som klarer at slippe ind i Canada, hvor de ikke vil blive mødt af de sædvanlige fordomme, som forfølger dem her. Som andre immigranter før dem, vil de måske have held til at komme ud af umulig situation. For måske er de ignorante og mangler uddannelse, men de er ikke så dumme, at de ikke kan gennemskue nøjagtigt, hvad den tjekkiske republik har at tilbyde dem og deres børn i fremtiden.
Oversat af Runa Trosborg
