Læsetid: 5 min.

DR som kulturinstitution

Debat
10. september 1997

DR vil ikke erkende, at deres kulturprogrammer faktisk er en succes, når de har 150.000 seere

KULTURFJERNSYN
Afdelingschef i DR TV Stefan Samsøe-Petersen har i et behjertet indlæg den 5. september om kulturprogrammer i DR anlagt et historisk perspektiv på spørgsmålet om det offentlige fjernsyns rolle. Han tager sit udgangspunkt i et tilbageblik på først og fremmest DR. Den gamle 'trappestige'-programlægning, der havde sit grundlag i tanken om, at den enkelte lytter ville have godt af at høre noget, der rakte ud over vedkommende lytters aktuelle kulturelle horisont, kritiseres som udtryk for "en patriarkalsk, pædagogisk holdning".
"Hvad der var kultur, definerede Statsradiofonien," skriver Samsøe-Petersen ironisk under henvisning til den gamle radios modvilje mod at følge resultaterne af en lytterundersøgelse.
Man kan naturligvis diskutere de former, bestræbelserne igennem årene har antaget, men der er ingen grund til på forhånd at tage afstand fra tanken om, at public service indbefatter dette at producere udsendelser, der sigter mod at hæve lytternes eller seernes niveau gennem den inspiration, der kan udgå fra kulturel kvalitet. Hvilket oversat til forvaltningssprog formentlig vil sige: Programmer, der går videre end seerundersøgelser synes at lægge op til. Programmer, der tilrettelægges ud fra en kulturelt kvalificeret redaktionel vurdering.
Enhver programlægning vil stå til debat - også DR TV's - vel at mærke en debat om, hvad der er værd at sende, ikke blot og bart en debat om, hvad seerundersøgelser viser, eller hvad administratorer uden solid kulturel baggrund mener om mediet i al almindelighed.

(U)seriøse undersøgelser
Lytter- og seerundersøgelser drejer sig kun om de faktiske seere og lyttere. En seriøs kulturundersøgelse ville interessere sig for potentialer, for muligheder, for en ny kultursituation, der er muliggjort af social, uddannelsesmæssig og kulturel udvikling.
Det er et af problemerne med Samsøe-Petersens indlæg, at han i påfaldende grad gør gamle dage til et argument imod vor tid. Her ligger, tror jeg, en væsentlig del af problemstillingen i debatten om fjernsynets rolle som kulturinstitution begravet. Nemlig at de, der aktuelt har den afgørende indfydelse på de kulturelle prioriteringer i medierne, i mange henseender lever inden for en kulturel horisont, der hidrører fra de forrige tider. Det er, som om de færreste af de medieansvarlige, der som unge eller voksne har oplevet tresserne, er kommet ud over de problemstillinger, der prægede situationen for mere end et kvart århundrede siden.
Vi så dengang et radikalt sammenstød mellem et avanceret kulturmiljø og miljøer, der på mange måder var forankret i en anden erfaringsverden og tradition end det avancerede kulturmiljøs.
Vi så samtidig en udvikling i såvel medier som offentlig kulturstøtte, der var som skabt til at uddybe kløfterne. Den offentlige kulturstøtte havde fået en ny status, blandt andet igennem oprettelsen af Kulturministeriet. Fjernsynet, som var på én gang nyt og hastigt ekspanderende, bragte i provokerende form den avancerede kultur direkte ind i dagligstuerne. Kulturradikalismen og avantgardismen så ud til at have sejret ad Helvede til.

Rindal og Erhard
Men så kom tilbageslaget: Rindal og alt hans væsen. '68' og alt det uvæsen, som associeres med dette årstal, skærpede konflikten. Som Erhard Jacobsen og alt hans væsen derefter yderligere skærpede.
En konflikt, som altså endnu ikke ser ud til at være overvundet, selv om den historiske afstand svarer til tiden fra Første Verdenskrigs begyndelsen til tiden efter Anden Verdenskrig.
Snarere er forståelsen af forholdet mellem kulturinstitutionerne og befolkningen øjensynlig stivnet i den tids mønstre. Hvorfor skulle Samsøe-Petersen ellers føre billeder fra dengang frem som argumenter i forhold til den aktuelle mediesituation? Angsten for at repræsentere en elite og fantasien om det folkelige er i deres ulykkelige forening grundlaget for en vægring imod at ajourføre forestillingerne om fjensynets rolle som kulturinstitution.
Og her er markedet så kommet ind som skræmmebillede og som legitimering. En interessant kombination: På den ene side en bagudskuende opfattelse af de kulturelle modsætninger, på den anden side en fremadskuende fiksering på det abstrakte marked. Det er imidlertid samtiden, vi lever i, og hvordan ser den ud? Den opviser fortsat et krav om, at DR skal leve op til sin public service rolle. Og den opviser en grundlæggende ændring i den danske befolknings sammensætning, for så vidt som uddannnelsesekspansionen siden slutningen af halvtredserne har forandret befolkningens kulturelle horisont (da jeg blev student i begyndelsen af tresserne var der cirka 10 procent af en årgang, der blev studenter, i de sidste årtier har det været halvdelen af en årgang, hvis jeg ikke tager fejl). Det må være afgørende for overvejelser over aktuelle kulturpolitiske forhold.

Anderledes samspil
Denne udvikling i befolkningens uddannelsesmæssige sammensætning åbner store muligheder for et anderledes samspil mellem kulturelle institutioner og den danske befolknings forskellige grupperinger. Muligheder, som hverken tilbageblik på tidligere perioders konflikter eller statistiske undersøgelser af de aktuelle seermønstre vil kunne oplyse om. Det kan kun samspillet mellem programlægningen og det potentielle publikum.
Erik Nordahl Svendsen har leveret en statistisk belysning af spørgsmålet om litteraturprogrammer i fjernsynet (Information, 6.-7. september). Et stykke plain empiri, som imidlertid er sat op som et argument: "Der er omkring to procent af befolkningen, som en bestemt dag gerne vil se tv om litteratur - i Frankrig og i Danmark". Stik den. Det viser sig i artiklen, at Møllehaves Ta' og læs udsendelser blev set af tre procent af befolkningen. Og det er endnu værre: For hvis ikke han skulle kunne trække et publikum, hvem så?

Procenter som argument
Procenter ligner altid et godt argument, men, hov: Procent af hvad? Af hele befolkningen (inklusive spædbørn?). Hvilken interesse har det i grunden? Og hvad er det konkrete tal? Tre procent af den danske befolkning er cirka 150.000 mennesker. Der er ikke ret mange publikationer i Danmark, der har et større oplag.
Og i det omfang, der er tale om seriøse kulturprogrammer af længere varighed, så kunne man more sig med at sammenligne med kulturtidsskrifternes oplag. Det har mig bekendt i det store og hele ligget mellem 500 og 5.000 eksemplarer igennem de sidste årtier (fra 0,1 til 1 promille af befolkningen, om man vil).
Nordahl Svendsens tre procent repræsenterer med andre ord et formidabelt publikum i sammenligning med alternativerne. Faktisk en strålende public service indsats. En succes.
Men der er mere, og Erik Nordahl Svendsen gør selv opmærksom på det (måske er han i det skjulte ude i et polemisk ærinde imod sin chef, hvem ved): Af dem, der ser tv, mens det franske Bouillon de Culture sendes, er der 11 procent, der foretrækker dette program, mens - som Nordahl Svendsen omhyggeligt fremhæver - 89 procent "foretrækker andre boller på suppen". I Møllehaves tilfælde er procenten 13.
Hvad vil det sige? Ja, man kunne få indtryk af, at 89 procent (eller i Danmark 87 procent) sådan jævnt hen stemmer med remoten imod litterære programmer i tv - de er jo dog det overvældende flertal.
Men de data, Erik Nordahl Svendsen fremlægger, kunne meget vel have været præsenteret anderledes. Eksempelvis med en overskrift som: "En ud af otte seere foretrækker litterære programmer". Eller: "150.000 danskere stiller hver uge ind på DR's litteraturmagasin".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her