Læsetid: 4 min.

Endnu er euro'en på skinner

Debat
19. september 1997

Men bliver Tyskland og Frankrig ikke klar, er man nødt til at udsætte starttidspunktet

Eu A'jour
Efter weekendens møde blandt finansministrene i det sydlige Luxembourg er der i den europæiske presse stor enighed om, at euro'en bliver til noget. Det har hele tiden været meningen, fordi det allerede var forudset i Maas-tricht traktaten, men der har været en del skepsis overfor om det nu også, som vi siger på jysk 'bliver til noget'.
Det er der nu en større enighed om end tidligere, og det skyldes, at finans- og økonomiministrene er blevet enige om, at man allerede til maj næste år skal fastsætte de bilaterale vekselkurser mellem de kommende medlemslandes valutaer. Det skal ske for at undgå, at spekulanterne får for store muligheder for at udnytte den usikkerhed, der kunne opstår hvis man først lagde disse kurser fast d. 1.1. 1999.
Der er selvfølgelig stadig usikkerhed om landenes muligheder for at leve op til
Maastricht kriterierne, og hvor mange lande det i givet fald vil være, som er i stand til at leve op til disse. Det eneste sikre man kan sige om dette spørgsmål er, at hvis ikke Tyskland og Frankrig er klar, så bliver man nødt til at udsætte starttidspunktet.
Det var den tyske nationalbankdirektør Tietmeyer inde på forleden i et interview med det tyske ugeblad Die Woche. I det seneste nummer er der gisninger om, at Tietmeyers udtalelser er clearet af med Helmut Kohl, og så at sige er udtalt pr. stedfortræder. Det tyske blad understreger, at Tietmeyer fra sin tid i Bonn har bevaret et tæt samarbejde og venskab med Helmut Kohl, og at det kunne være bekvemt for Kohl, at få sagt at det måske ikke var en katastrofe hvis euro'en blev udsat et årstid. Det kan Heltmut Kohl ikke selv sige i øjeblikket uden, at det straks ville få ganske alvorlige konsekvenser på finansmarkederne.
Men tesen er altså, at han skulle kunne have sagt det via stedfortræder.

Det ved vi selvfølgelig ikke noget om. Og det er klart, at hele den tyske euro-debat i øjeblikket er karakteriseret ved, at der er så mange rygter i omløb, at ethvert udsagn kan være lige så godt som et andet. Det er jo heller ikke så ukendt i den danske presse! Men man kan selvfølgelig ikke fortænke pressen i at interesse sig for alle de forskellige signaler der udsendes i euro-debatten.
Senest har den tyske udenrigsminister Klaus Kinkel opfordret sine politiske venner og fjender til at være ekstremt forsigtige i deres sprogbrug, når de diskuterer euro'en. Kommissionens formand Jacques Santer kunne da heller ikke skjule sin irritation, da han skulle gøre rede for sine resultater efter at halvdelen af hans periode er gået.
Som et mantra gentog han, at euro'en ville komme til tiden - og alt andet lige må man sige, at de 15 EU landes økonomi- og finansministre gentog mantraet på mødet i weekenden i Luxembourg.
Jo tættere vi kommer på den endelige beslutning desto mere vil euro-debatten helt sikkert brede sig til de lande, der af den ene eller anden grund står udenfor euro'en. Det mest interessante er hvordan Tony Blairs New Labour regering vil agere i for hold til euro-diskussionen.
I den forbindelse er det vigtigt, at huske, at det er Tony Blair der er formand for EU på det topmøde hvor man efter planen skal give euro'en dens endelige afgangssignal. Og den politiske virkelighed i Storbritannien er total ændret efter den konservative regerings katastrofale valg. Men vejen til euro'en er dog ikke så ligetil for Tony Blair.

Et af Tony Blairs valgløfter var nemlig en folkeafstemning om euro'en før Storbri-tannien eventuelt går med i den fælles valuta. Det løfte vil han selvfølgelig holde. En sådan folkeafstemning bliver kun til noget, hvis Labour beslutter sig for at anbefale et Ja til indtræden i euro'en - hvis Labour ikke vil være med i euro'en er der jo intet grundlag for en folkeafstemning.
En anbefaling af at gå med i euro'en vil i første omgang klart udfordre den gamle garde i Labour, som allerede i dag har svært ved at leve med Tony Blairs totalt forandrede New Labour. Men det der har kendetegnet Blair er, at han hele tiden har haft mod til forfølge de mål, som han mente var rigtige på det givne tidspunkt.
I en analyse af Labours situation i Financial Times pointerede Philip Stephens d. 15. september, at i månederne før det seneste valg var grunden til Tony Blairs modvilje mod euro'en, at han skulle forsvare sig mod det konservative partis euro-skeptikere. Dem har han jo ingen grund til at frygte længere. Den fløj i partiet vandt intet på sin EU kritik - snarere tværtimod. Derfor er det, som jeg skrev ovenfor, først og fremmest internt i Labour, at Blair vil have et problem med at gå hurtigt frem i denne sag.

Spørgsmålet om en folkeafstemning om euro'en var ikke med i dronningens åb-ningstale efter det seneste valg, og derfor kan det først blive aktuelt ved åbningen af Parlamentet næste år. Det understreger kilder, som jeg har talt med i Labours EU parlamentsgruppe. Det kunne så komme på tale, at Tony Blair afholder en folkeafstemning om indtræden i euro'en sammen med Europa Parlamentsvalget i sommeren 1999.
Et ja ved en sådan folkeafstemning ville give Storbri-tannien indflydelse fra starten, og det er ganske givet det den engelske finansminister Gordon Brown drømmer om.
Det er altsammen selvfølgelig gisninger og kandestøberi; men "ude i Europa" - som vi sagde dengang i '72 - er euro-debatten i fuld gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her