Læsetid: 5 min.

De eneste roser der kan gro i beton er neuroser

Debat
9. september 1997

Det er ikke fedt at være undervægtig. Men spise-problemerne er et samfundsrelateret kvindeproblem

BLØD SOM EN KROP
For nylig var der lidt tiltrængt fokus på fænomenet spiseforstyrrelser. Det blev da nævnt, at 30 pct. af de 15-25-årige piger er så optagede af deres vægt og udseende at det har en negativ indflydelse på deres livskvalitet. Man turde nok i samme åndedrag have nævnt, at 90 pct. af alle voksne kvinder har forsøgt sig med en eller anden form for vægtreducering via piller, pulvere, overdreven motion og sultekure m.m. - og at vægt, mad og utilfredshed med egen krop optager tankerne hos utrolig mange kvinder.
Knogleskørhed, barnløshed og dårlige tænder er nogle af de fysiske symptomer, men hvad med de psykiske?
De ekstreme tilfælde ender som bekendt på lukkede afdelinger og i hospitalernes statistikker, men den udbredte utilfredshed med kroppen er opslidende og invaliderende for langt flere end de 30 pct. - og er dybest set en form for selvforstærkende kvinde-undertrykkelse.
Kvinder som er optagede af at ændre deres kropskonstitution eller udmattede af sult laver ikke vrøvl over det mandsdominerede samfund. For det er jo stadig sådan, at kvinder har fået magt og indflydelse på mænds præmisser i en verden der er indrettet efter mænds værdier - på bekostning af de kvindelige.
Effektivitet, kontrol og følelseskulde rangerer stadig højt på samfundets værdiliste - og det er netop disse egenskaber der kendetegner anorektikeren.

Vestligt fænomen
Hendes lillepige-maskuline krop er et klart udtryk for fornægtelse, fortrængning bekæmpelse af kvindekroppen, de kvindelige fedtdepoter og tilværelsen som voksen kvinde. Hvorfor er det kommet så vidt, at unge piger sulter sig til døde, og at endnu flere kaster maden op igen eller propper sig med for meget mad og pines af evig dårlig samvittighed - og evt. overvægt?
Spiseforstyrrelser er jo et udbredt vestligt fænomen som må forekomme flygtninge fuldstændig absurd. For mig at se handler det om det overfladiske og værdiløse samfund vi har skabt, hvor form tæller mere end indhold, hvor det rigtige udseende baner vejen for succes, og hvor vi konstant hjernevaskes af medier og reklamer til at tro, at undervægtigt er smukt og normalt.
Velmente kampagner for en sundere levevis har en tendens til at skyde forbi målet, og skabe problemer i stedet for at løse nogen. De nok så sagligt begrundede råd om at "spise mindre fedt" og "dyrke mere motion" preller af på dem som de skulle gavne (ofte 'æbleformede' mænd!) som har en reel sundhedsrisiko - og bliver i stedet til mantra for de unge piger, der i første omgang 'bare lever sundt', men som mangler selvtillid og personlig integritet til at erkende, at 'sundhedskuren' er blevet sygelig og fanatisk.
De bliver besatte af ideen om at 'mer vil ha' mer' (motion) og 'less is more (maden, fedtet, kroppen). Det er lettere af forlade sig på slankekure og selvoptagethed når kravene bliver for svære at opfylde. Det er nok et forsøg på at beskytte et skrøbeligt 'jeg', der i virkeligheden virker destruktivt og udslettende på personligheden. Det er uoverkommeligt for den unge pige at sætte sig op mod tidens idealer medmindre hun har fået en solid ballast og selvtillid hjemmefra. Ofte er pigen jo vokset op med en mor, der selv er utilfreds med sin krop om med kvinderollen, og så er det klart, at pigen ser sig om efter andre forbilleder.

Idoler og idealer
Idolerne kan være fotomodeller som f.eks. de radmagre Jodie Kidd og Kate Moss, som tilsyneladende klarer det hele; karrieren, kæresten, voksenlivet og at vinde samfundets accept og anerkendelse. (At ovennævnte Kate Moss har indrømmet at hun dagligt ryger hash for at holde vægten nede, kommer næppe med i betragtningerne når pigen vælger sit idol!)
Jeg er personligt af den opfattelse, at modebranchen og skønhedsindustrien bærer en stor del at skylden for spiseproblemerne. De lever jo af at fastholde kvinder i forfængelighed, på troen på at lykke sidder i udseendet. Jeg vil dog hverken be- eller- afkræfte feministernes påstand om, at trendsætterne i modebranchen overvejende er homoseksuelle og pædofile mænd, der kun ønsker at se 'mandekroppe' og underudviklede piger, jeg vil blot gentage den, da det er en interessant betragtning!
Jeg mener, at der burde sættes ind med censur mod de krops- og kvindefjendske reklamer og kropsidealer. Samtidig bør der ske en opprioritering af forskellighed, naturlighed og kvindelige værdier, sådan at kvinderne ikke føler, at de skal undertrykke sig selv og deres krop for at begå sig i verden. Der må gives plads til andre værdinormer end de fremherskende, og endelig må man slække på det præstationsræs som er så skadeligt (både for mænd og kvinder!) og som desuden skader og ødelægger vores globale miljø.
Problemet med præstationsangst starter med, at man roser børn for det de gør, og glemmer at rose dem for det de er. Herved mister barnet troen på sin egen værdi, de oplever, at ros er betinget af at man gør, hvad andre forventer af en - og det bekræftes i denne sammenhæng gennem hele opvæksten, skolegangen og når det på et tidspunkt kommer ud i erhvervslivet.

Vækst- og præstationsræs
For nogen ender denne trang til at tilpasse sig med anorexi eller andre spiseforstyrrelser, andre bliver 'blot' nyttige pligtopfyldende samfundsborgere, der ikke sætter spørgsmålstegn ved samfundets struktur og værdier, men som selv viderefører det fremmedgørende og destruktive samfund til nye generationer.
Det er jo ikke kun anorektikeren, der lider under samfundets kulde og dødsdrift, hun er blot personificeringen af det!
Pigerne er ikke født fanatiske og forfængelige. Ingen fødes med kropshad - men paradoksalt nok er der altså alt for mange, der i sidste ende dør af det, og endnu flere der får ødelagt deres liv i 'kampen mod kroppen'.
Det er ikke løsningen at give de unge piger mere information og skræmmebilleder, sålænge de samtidig fodres med billeder på, hvordan de bør se ud, for at opnå den
anerkendelse og accept de higer efter. Det handler om at skabe et samfund hvor pigerne har lyst til at udvikle sig naturligt. Hvor forskellighed accepteres og værdsættes - og hvor kvindeligheden ikke hele tiden skal bekæmpes. Et samfund hvor det ikke er vækstræs og præstationsangst, der præger dagsordenen, men livskvalitet, indsigt og livsglæde. Alt andet vil blot være malplaceret symptombehandling. Skal man problemet til livs må man have fat om nældens rod, det fremmedgørende samfund.
De eneste roser der kan gro i beton er Neuroser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her