Læsetid: 2 min.

Erhvervslivet har brug for dygtige unge

Debat
15. september 1997

Ny rapport fra Undervisnings-ministeriet signalerer styrkelse af den faglige kompetence. Tiden vil vise, om regeringen også tør sætte handling bag

BASISVIDEN
Undervisningsministeren skifter nu signaler og signalerer overraskende styrkelse af den faglige kvalitet i ny rapport om styrkelse af den nationale uddannelseskompetence. Rapporten er fremkommet på baggrund af inspiration fra en række erhvervsfolk.
Mange af forslagene har Venstre tidligere lagt frem, og Venstre kommer snart med et beslutningsforslag, der pålægger regeringen en række kvalitetsinitiativer.
Tiden vil vise, om regeringen tør stå ved visionerne eller om det blot er det sædvanlige mundsvejr. Bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at virksomhederne ønsker, at det faglige fundament skal være i orden, mens undervisningsministeriet stadigvæk tager udgangspunkt i menneskelige og sociale kvalifikationer.
Rapporten rummer en række bud, der ligger i klar forlængelse af de mange oplæg og forslag, som Venstre er kommet med i de sidste par år.

Mere faglig ballast
Bl.a. skal de basale færdigheder være i orden (læse, skrive, regne, fremmedsprog og IT-kvalifikationer). Uddannelsessystemet skal i langt højere grad tage udgangspunkt i den enkeltes evner og muligheder. Og der skal være langt bedre vejledning.
Virksomhedernes skal inddrages langt mere i uddannelserne på alle niveauer. Der skal introduceres en række kvalitets- og evalueringsredskaber, som skal bruges til løbende at forny og forbedre uddannelserne. Lærerne skal løbende efteruddannes, så de bliver bedre til at mestre faglige krav og nye udfordringer. Dette kræver også en styrke af ledelsen.
Alle disse tanker har Venstre tidligere fremlagt.
Erhvervslivet ønsker ligesom Venstre større vægt på den faglige fordybelse, en solid faglig ballast, relevante uddannelser, og at de unge skal være meget bedre funderet i dansk.

Informationsteknologi
Erhvervslivet ønsker også, at uddannelsessystemet skal udstyre de unge med ansvarsfølelse, kvalitetsbevidsthed, omstillingsevne, kommunikationsevne og evne til at arbejde i teams. Endvidere forventer man, at medarbejdere har nøje kendskab til informationsteknologiens muligheder samt evne til løbende at lære nyt.
Alt dette har Venstre også fremlagt tidligere, og i den kommende folketingssamling vil vi fremlægge et omfattende beslutningsforslag, hvor mange af rapportens anbefalinger vil indgå.
Tiden vil vise, om regeringen tør sætte handling bag holdning.
Hidtil har regeringen ikke taget væsentlige initiativer til styrkelse af fagligheden og kvaliteten i uddannelsessystemet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her