Kronik

Færøerne: fremgang og sårbarhed

25. september 1997

Efter krisen har den færøske økonomi rettet sig op. Det skyldes en stram politik, den lave internationale rente og en seksdobling af torskefangsten.
Risikoen er, at økonomien stadig bygger på fisk

ØKONOMI I OPBRUD
Det er nu snart fem år siden, at nyheden om Sjovinnu Bankens krise kom på de danske avisers forsider. Det blev begyndelsen til politiske kriser og til en dansk færø-politik, man som dansker, der har anset rigsfællesskabet som overvejende velfungerende, kun kan undre sig over. Det blev også begyndelsen til en skrap økonomisk tilpasning på Færøerne.
De politiske kriser har omfattet kriser i forholdet mellem Danmark og Færøerne, interne færøske politiske kriser med valg i utide, rege-ringsomdannelse i en valgperiode m.v. samt dansk politisk uenighed om færø-politikken.
Den danske færø-politik har omfattet en hemmelig embedsmandsgruppe (Færø-gruppen), hemmelige notater i massevis, chokindkaldelser af færøske politikere til underskrift på regeringsbeslutninger, her specielt overtagelsen af den stort set værdiløse Føroya Bank, ejet af Den danske Bank - en underskrift der har kostet Fæøerne mellem halvanden og tre milliarder kroner alt efter opgørelsesmåde.
Politikken har endvidere omfattet en uhensigtsmæssig og underskudsgivende nyorganisering af fiskeriet, etablering af Finansieringsfonden uden formel lovlig registrering, omfattende politirazzia på Færøerne i forbindelse med mulig skibsoverbelåning (ingen blev dømt), afvisning af det færøske ønske om dommerundersøgelse, og igangsættelse af en advokatundersøgelse, hvor der nu synes at være habilitetsproblemer. Rækken af mærkværdigheder er tilsyneladende endeløs.
Den økonomiske krise på Færøerne medførte, at bruttonationalproduktet på Færøerne blev reduceret til to tredjedel, det vil sige en nedgang af en størrelse, som man ellers kun har set i forbindelse med østlige landes overgang til markedsøkonomi.
I denne proces har ti procent af befolkningen forladt Færøerne og er rejst til Danmark, Island m.v.
I dag har økonomien stabiliseret sig, eller er på vej frem. Denne positive ændring skyldes helt afgørende forhold uden for rigsfællesskabets indflydelse, kombineret med en stram økonomisk politik på Færøerne.
Skæbnen, Gud eller naturen har bragt fisken tilbage, især torsken. Torskefiskeriet er cirka seks-doblet fra det værste kriseår. Ligeledes har den meget lave internationale rente hjulpet til, at gælden har kunnet afdrages hurtigt. Disse forhold i forbindelse med befolkningens stramme levevilkår (stram økonomisk politik) har bevirket, at folketallet igen er svagt på vej op og har nået 1981-niveauet.
Det har også bevirket, at udlandsgælden er halveret og er nede på 1988-niveauet, og at eksportindtægterne er tæt på 1989-niveauet. (Oplysninger fra Hagtidendi nr. 2 1997).

I denne proces har økonomien på Færøerne skiftet karakter på nogle områder, men afhængigheden af fiskeriet er stadigvæk stort set uændret. Afhængigheden af overførsler fra den danske stat er øget fra at udgøre ca. 15 procent, det vil sige nogenlunde på niveau med Bornholm, til 20 procent af økonomien i dag.
En del af fiskeflåden har måttet sælges. Det betyder, at gennemsnitsalderen på fiskeflåden er steget til 23 år (15 år i 1989), og samti-
dig en nedgang i antal-let af fartøjer fra 256 til 189, i 1.000 BRT fra 67,8 til 51,9. Også en moderne international bank mangler nu i økonomien.
Økonomien er som nævnt stadig overvejende fiskeriafhængig. Nu er fisken kommet igen, og skulle den forsvinde, er sårbarheden i økonomien så at sige ikke ændret.
Færøerne var før krisen en økonomi, der havde nået sin fremgang på en snæver specialisering. Men med en vel-færdsstat, der skal finansieres, både når der er opgang og nedgang i fiskeriet, kan en smal erhvervsstrategi ikke fungere tilfredsstillende mere. Der er behov for en diversifikation af økonomien på Færøerne, sådan som det er
sket i Island indenfor de sidste 15-20 år og i Grønland, hvor en diversificeret erhvervsstrategi blev besluttet for ca. ti år siden.
Færøerne har sandsynligvis olie, som kan blive et vigtigt element i en diversifikationsstrategi. Men der er også andre muligheder.
I bogen The Faroese Economy in a Strategic Perspective, som jeg har redigeret og som netop er udgivet i NordREFO 1997:6, Stockholm, peges på en række muligheder.
Bogen er primært en situationsanalyse, der beskriver og analyserer styrker, svagheder, muligheder og trusler i de færøske erhverv. En situationsanalyse er et nødvendigt udgangspunkt for udarbejdelse af en erhvervsstrategi.
Bogen er udarbejdet ud fra følgende:
Færøerne var frem til den økonomiske krise den eneste økonomi, der klarede at udvikle en velfærdsøkonomi så at sige helt funderet på en specialiseringsstrategi for fiskeriet.
Krisen har tydeligt demonstreret, at det ikke mere er muligt at forene en jævn velfærdsudvikling med fiskeriet som eneste bærende erhverv.
Denne erkendelse kan føre til to helt forskellige reaktioner for at opretholde vel-færdsudviklingen: Der kan satses på øgede overførselsindkomster eller på en diversifikation i produktionen, således at andre erhverv kan supplere indtjening fra fiskeriet.
Bogen er skrevet ud fra, at en diversifikationsstrategi vælges. Den økonomiske krise udviklede sig til også at blive en politisk krise og en krise mellem Færøerne og Danmark. Danske politiske løsninger blev mere eller mindre tvunget igennem politisk, og en lille hær af overvejende danske eksperter lavede 'Færø-løs-ninger'.
Bogen er skrevet ud fra, at færøske problemer kræver "færøske løsninger" og en mobilisering af færøsk ekspertise.
Det meste af det skriftlige materiale om den færøske krise var på dansk og i et vist omfang på færøsk.
Bogen er skrevet ud fra den overbevisning, at Færøernes økonomi behøver mere internationalisering og globalisering, og at det kræver engelsksproget økonomisk litteratur.
Det er bogens formål:
*At give et sammenhængende billede af færøsk erhvervsliv, der kan tjene som udgangspunkt for en erhvervsstrategi, (situationsanalyse).
Dette er lykkedes, bortset fra at landbrug og administration ikke er omfattet:
*At være en introduktion til færøsk økonomi for udlæn-dinge med henblik på at øge kendskabet til Færøerne.
*At danne baggrund for investeringer på Færøerne.
*At lægge op til globalisering og øget internationalisering på Færøerne.
*At kunne indgå i undervisning og uddannelse på Færøerne.
*At identificere den færøske økonomis styrker, svagheder, muligheder og farer (SWOT-analyse) generelt og for de enkelte erhverv.
*At påvise strukturen i den færøske økonomi.
*At stimulere til debat af erhvervsspørgsmål.
*At være udgangspunkt for en politisk erhvervsdiskussion.
*At mobilisere færøsk ekspertise.
Formålet med bogen er således på sigt at danne baggrund for en hensigtsmæssig samfundsøkonomisk udvikling af Færøerne

Lise Lyck er lektor, cand. polit. ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Handelshøjskolen i København.

APROPOS
Bankskandale
- eller regeringsskandale?
Mærkværdigheder.
Sådan betegner Lise Lyck til venstre for disse spalter den danske håndtering af færingernes ønske om en dommerundersøgelse af hændelsesforløbet i forbindelse med øernes bankkrise i begyndelsen af 90'erne.
Mærkværdigheder må siges at være en forholdsvis høflig betegnelse.
Lad os kort genkalde forløbet:
Da den økonomiske krise begyndte at hærge, havde Færøerne tre banker. To store, henholdsvis Færoyabanken, ejet af Den Danske Bank, og den færøsk ejede Sjovinnubanken, samt en mindre tredie, den lokalt ejede Fossbanken.
I oktober 1992 tilkendegav det danske Finanstilsyn, at Sjovinnubanken måtte lukke, hvis der ikke fandt en kapitaltilførsel sted.
Dermed indtrådte den danske regering i sagen. Den kapitaltilførsel, der fandt sted, var for lille og overså, at der fandtes tilsvarende problemer i Færoyabanken. Helt galt gik det, da det i 1993 besluttedes at lave én bank, Færoyabanken, uden at rekonstruktionen byggede på realistisk vurdering af den daværende Færoyabanks økonomi.
Den Danske Bank havde i samme periode andre risikofyldte engagementer i forbindelse med Hafnia-Baltica krisen. Meget tyder på, at det lå de danske politikere på sinde at sikre, at banken ikke fik en bét også på Færøerne. Den politiske kontakt til banken var i hvert fald tæt, er det siden kommet frem. Derimod var der ikke tilsvarende dansk åbenhed over for de fær-øske myndigheder. Udgangen på spillet blev en gæld på tre milliarder i den færøske landskasse.
De ansvarlige danske ministre var i denne periode først statsminister Poul Schlüter (K), også i hans egenskab af minister for Færøerne, samt den bank-ansvarlige industriminister Anne Birgitte Lundholdt (K). Efter regeringsskiftet i januar 1993 overgik ansvaret til Nyrup Rasmussen og Jan Trøjborg, som bekendt begge socialdemokrater.
De klassiske spørgsmål i sådanne skandalesager er: Hvem vidste hvad hvornår? Og fortalte de sandheden om det bagefter?
Nok ikke overraskende fandt de konservative og Socialdemokratiet sammen om at afvise et meget kraftigt ønske om en egentlig dommerundersøgelse. Et brev fra Højesterets præsident - sendt i en anden anledning, nemlig Spar Nord sagen - blev anvendt som alibi.
Under en forespørgselsdebat om sagen fremstod Nyrup Rasmussen i foråret 1995 ifølge den ellers nøgterne Radioavis som "en stærkt presset statsminister med en dårlig sag."
Fra Folketingets talerstol fægtede statsministeren for sig med forsikringer om, at han ville fortælle alt til den nedsatte undersøgelselseskommission.
Undersøgelseskommissionen blev ifølge det socialdemokratisk-konservative forlig udstyret med en advokat - Jørgen Grønborg - som formand og en anden advokat - Michael Rekling - som sekretariatschef. Ingen dommere, ingen offentlighed: Stilhed, tak, dyb stilhed, mens retten sidder!
Og det har den gjort nu i over to år. Intet er til dato kendt om de respektive ministres - og deres embedsmænds - forklaringer om mulig hensyntagen til Den Danske Bank på Færøernes bekostning.
Men nu er stilheden brudt. Det viser sig nemlig, at sekretariatsleder Michael Rekling samtidig med sit hverv har arbejdet for Den Danske Bank. Og da Rek-ling er advokatpartner med kommissionsformand Grønborg rejses der hermed tvivl om også formandens habilitet.
Hvad værre er: Justitsministeriets departementschef kendte problemerne og finder nu anledning til over for Folketinget at beklage, at han ikke gav dem "fornøden opmærksomhed".
Hermed er undersøgelseskommissionens resultat miskrediteret, før det nogensinde er blevet offentligt kendt. Faktisk er det lykkedes politikerne at træde baglæns ind i en Tamil-lignende sag.
Som det færøske landsstyremedlem Ingeborg Vinther siger om virkningen af de seneste afsløringer:
"Jeg kan ikke miste tilliden, for jeg har ingen." dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu