Kronik

Filosof eller helgen

12. september 1997

Wittgenstein praktiserede filosofi udfra en religiøs livsmåde

Det kan undre, at Ludwig Wittgenstein (1889-1951) blev en af det tyvende århundredes mest anerkendte og berømte filosoffer. Hans måde at tænke på kunne dårligt indpasses i den gængse universitære jargon og havde fra starten meget vanskelige akademiske betingelser.
Wittgenstein skrev ikke bøger, hvis synspunkter bare skulle forsvares. Hans tanker er som en dråbe i havet, en skulptur i tiden, en tone, hvis klarhed får os til at sitre. Alt, hvad han skrev, havde præg af korte prægnante sætninger, hvis intensitet kræver stor koncentration af læseren. I det tidlige hovedværk Tractatus Logico Philosophicus tangerede dette en til tider gammeltestamentarisk tone. I de senere skrifter består hans tænkning for det meste af analogier, parabler og paradokser. I sine berømte spredte bemærkninger udtalte han:
"Jeg tror, at jeg har sammenfattet min holdning til filosofien, idet jeg sagde: filosofi burde man egentlig kun digte."
At Wittgenstein endte med at bruge det meste af sit liv på at filosofere, kan forekomme gådefuldt. Han havde ingen akademisk interesse i filosofien. Han filosoferede ikke for at mestre en debat. Han filosoferede for at blive forløst.
Hans filosofiske liv var en pilgrimsfærd, hvor smerten ved det at være til var så stor, at tænkningens eneste formål var at få en uro ud af kroppen og sindet. Man kan sige, at han praktiserede filosofi udfra en religiøs livsmåde. Tænkningen i sig selv var en bekendelse, og det forhold overhovedet at kunne tænke og udtale sig om verden, må i sig selv forbløffe og overvælde mennesket. Filosofien skal bringe klarhed og lys, således at man kan se verden, som den er. At nå til en renhed og renselse af sproget kræver et mod, der til gengæld vil blive belønnet med en visionær og oprigtig eksistens.
Klarheden kræver dog, at man opgiver livets simple fristelser og ikke tynges af skyld. Kravet om perfektion og fuldkommen klarhed er den eneste måde hvorpå mennesket kan se sandheden. Mange har da også set Witt-gensteins filosofiske karriere som en asketisk praksis. At ånden kun trives i den eremitiske skovhytte, passer med Wittgensteins egen livsførelse.
I sin bog: The World as I found it, der er en fiktiv roman over Wittgensteins liv, skriver Bruce Duffy, at verden var et sted, der var usynlig for Wittgenstein. Eller man kunne sige, at Wittgensteins trang til at trække sig tilbage fra verden var et forsøg på at gøre sig usynlig for verden. Så snart han havde mulighed for det forsvandt han fra det akademiske miljø i Cambridge til sin selvbyggede hytte i Norge eller til afsides steder i Irland.
Megen af tiden brugte
Wittgenstein på tavshed og meditation. I Irland talte han med dyrene og boede sammen med en enfoldig landmand. Wittgenstein søgte fremfor alt frihed for sorger og stræbte mod helligheden som mål. De eneste filosoffer, han beundrede, var Schopenhauer og Kierkegaard.
Wittgensteins biografi er et enestående vidnesbyrd om det spændte forhold mellem liv og værk, mellem tænkning og det levede liv. Hvad er sammenhængen, og skal der være nogen? Wittgenstein førte kampen mod sit geni, der forpligtede ham til at tænke filosofisk, og på den anden side kampen for et religiøst kald om at leve etisk med Guds kærlighed åndende i nakken. Det blev en uløselig og smertelig konflikt. Witt-genstein fik formentlig aldrig forløsning.
Etikken, det højere, det hellige, og Gud kan ikke ekspliciteres positivt. Vi møder etikken ved sprogets grænse. Etikken står i uudsigelighedens tegn. Tavsheden taler og er nødvendig for at kalde samvittigheden frem.
Med værdisnak tingsliggøres etikken. Den kan ifølge Wittgenstein kun leves som et kald. Wittgenstein bar altid rundt på Tolstoys bog: En kort forklaring af evangeliet. Han mente, at denne bog holdt ham ren. Fattigdom er uundgåelig, når man stræber efter renselse og blive sine sorger kvit. Sælg alt hvad du ejer, og du vil finde Gud.
Præcis dét gjorde Wittgen-stein. Han donerede 100.000 kr. til talentfulde forfattere og digtere, herunder Rilke, Krauss og Georg Trakl. Witt-genstein opfattede jordiske skatte som en synd. Han endte med at måtte låne penge af sin søster til togbiletten mellem Cambridge og Wien. Indtrykket af hans lejede værelse i Cambridge var koldt og nøgent. Hans liv var uneurotisk og spartansk. Målet var at blive et værdigt og anstændigt menneske. Måske kan vi i dag sige, at Wittgensteins eget eksempel og liv former sig som det største bidrag til etikken: At vi må vise os værdige til det, der sker med os, og at denne værdighed kræ-ver mod. Mod og tapperhed til at stå ansigt til ansigt med det, som er livet.
Wittgenstein forfaldt aldrig til intellektuel selvhøjtidelighed eller indbildskhed. Ja, det intellektuelle liv frastødte ham voldsomt. Intellektuelle har ikke mod, men kun distance til livet. Ren intellektualitet er en vedvarende kamp mod døden.
Med mod følger vandring og eksil. Men også praktisk virksomhed. Det rene intellekt kan ikke redde ens syndfuldhed. Wittgenstein arbejdede i flere perioder som snedker, lægemedhjælper, arkitekt, gartner og fremfor alt folkeskolelærer.
I sin tid som folkeskolelærer i Østrig var han først og fremmest draget af det simple liv og landligheden. Han søgte ensomhed og fromhed. At leve ensomt er et grundlæggende træk ved et liv som munk. Han levede som en sand kristen. Han ville leve anstændigt.
Tanker om hellighed som den menneskelige kerne var ikke Wittgenstein fremmed. Han identificerede sig med en af Dostojevskys hovedpersoner i Brødrene Karamazov, der beskrives som en helgen.
Den berømte sætning fra Tractatus: "Der gives sandt nok noget uudsigeligt. Det viser sig, det er det mystiske", åbnede op for en forestillingsverden for de unikke stemninger, det sublime, som Witt-genstein søgte at leve efter. Til en ven af familien udtrykte Wittgensteins søster Hermine: "Jeg ville hellere have haft et lykkeligt menneske til bror end en ulykkelig helgen."
Helgen eller ej, Wittgen-stein er et ægte eksempel på en moderne pilgrim, en peregrinus, han er samfundets pilgrim. Han er en evig vejfarende, langt væk fra hjemmet. Wittgensteins peregrinatio: at være hinsides verden i verden; at trække sig tilbage fra verden for at finde verden.
Wittgensteins måde at tænke filosofi på tegner et billede af et renaissancemenneske eller en kristen middelaldermystiker, der kun spekulerer for at finde Gud. Han opfattede ikke sine filosofiske tanker som sine egne.
Det fremgår af det berømte forord til Filosofiske Undersøgelser. Han så dem snarere som et nødvendigt kald. Disse og alle hans andre tanker var i en vis forstand tilegnet Gud.
Filosofiens rolle drejer sig primært om at skænke en teoretisk værdighed til det almindelige liv. Den, der spær-rer filosofien inde i systemer, frygter livet og døden. Han har ikke tilstrækkelig mod.
Wittgenstein gik selv med rank holdning og blikket rettet mod himlen. Han vandrede igennem sit indre og ydre eksil med oprejst pande. I sin filosofi så han metafysikken som udtryk for sprogets grænse. En grænse, der er iboende sproget og derfor ikke en grænse, mennesket er herrer over.
Wittgensteins følsomhed og sproglige sensibilitet blev et levende bevis for ham selv på, hvor meget man mister, når man reducerer vores sanseerfaring og indædt jagter en rationel begrundelse for alle menneskets handlinger. At fastholde en grænse for, hvad vi kan sige og dermed tænke, bliver for Wittgenstein et vidnesbyrd om menneskets ufuldkommenhed og dermed om, at tænkningen, etikken og verdens grænse befinder sig på samme niveau.
Følgelig må enhver, der oprigtig tænker over denne verden og menneskets eksistens, være dybt ydmyg overfor sprogets grænse. Wittgen-
steins ydmyghed overfor filosofiens formåen bevirkede, at han mistede troen på at institutionalisere en egentlig tænkning. Han sagde på et tidligt tidsspunkt fra overfor den professionelle filosofi. Hans bemærkelsesværdige biografi er et vidnesbyrd om, at vi må konfrontere spørgsmålet om filosofiens status i forhold til det levede liv.

At se med øret
En digters sansning
Når Wittgenstein gik ture med sin ven Norman Malcolm, fløjtede han ofte vanskelige passager fra Bach. Han kunne også imitere fuglenes lyde med en bemærkelsesværdig præcision og klang. Wittgenstein var ualmindelig dygtig til at fløjte.
Han kom fra en musikalsk familie og overvejede selv flere gange at gøre noget seriøst ved musikken. Musikken inspirerede Wittgenstein til tanker om naturen og sansningen. Især i den sidste del af sit liv var Wittgenstein optaget af den indre sammenhæng mellem lyden, ordet og sansingen. Hans musikalske sans bidrog til hans følsomhed overfor sansningen.
Wittgensteins syn på sansningen kan minde om en digters. Sansningen, siger han, flyder sammen med det sprog, vi deler. Det, vi sanser, findes ikke i verden som en genstand, hvis signaler vi blot modtager. Det, vi sanser, er ej heller blot en idé i vor bevidsthed. Vi har ingen umiddelbar tilgang til verden uafhængig af sproget. Det betyder ikke, at alt er sprog, men blot at sproget er det sted, hvor verden er som betydning.
Sansningen er ikke afstandsløs (Løgstrup), men dvælende og gavmild. Da vort sprog ikke er en beskrivelse af virkeligheden selv, har vi kun mulighed for at beskrive, det vil sige vise den mening, der fremtræder. Vi oplever mening, fordi verden toner frem i sproget. Med sproget beskriver vi aldrig selve indtrykkene, men altid disse indtryks mening. I meningsdæmringens stund er vi fanget i meningens strøm: den genstand, vi iagttager, skifter aldrig karakter foran vores øjne. Hvad der skifter, er vor beskrivelse af det, vi ser. En beskrivelse, vort syn hænger fast i. Blomstens form er ikke nogen privat genstand. Blomstens skikkelse eller gestalten er ikke blomsten selv, men en helhed, der bliver til med sproget.

Når vi oplever en ændring i den såkaldte visuelle realitet, er der tale om en oplevelse af en meningsvariation. Den visuelle realitet forbliver den samme. Opgaven må derfor bestå i at beskrive, hvordan jeg oplever forskellen i min sansning. Wittgenstein sammenligner flere steder oplevelsen af variationernes skiften i meninger med forandringer og variationer i musikken:
"Hører der ikke fantasi til at høre noget som variation af et bestemt tema? Og dog iagttager man et eller andet ved at høre det således."
Wittgenstein kom sent i sit liv til den erkendelse, at mening er den menneskelige oplevelse af værdier. Mening vokser ud af virkeligheden, som musik vokser ud af musikken. Forholdet mellem mennesket og verden er som mening et forhold mellem virkelighed og mulighed. Det, der er muligt, kan blive virkeligt. Den atonale lyd, vi endnu ikke kan begribe, kan blive virkelig. De toner, vi endnu ikke kan høre hos Bach eller Per Nørgaard, er til stede, men for de færreste af os virkelige. Den mening, vi er dømt til, åbner en sprække til en mulig mening, en mulig virkelighed. Mening er verdens talende tavshed og meningens fremtrædelse bliver rationalitetens platform.
I sin beskrivelse af sansningen viser Wittgenstein, hvordan synet suges mod en af-grænset og unik betydningsverden, som så at sige styrer de aspekter af virkeligheden, vi ser. Menneskets sansning trækkes ind i uendelige betydningslag, som indstiftes af ethvert objekts ekspressive kraft. Verden forbliver den samme, og dog er den forandret. Vor visuelle omgivelser er de samme, men den mening, der træder frem, er garant for en ny virkelighed. Vi ser verden på en ny eller anden måde.
Med sin præcision og gådefuldhed kan musikken noget, som måske ingen andre
kunstarter. I takt med sprogets uendelige hierarki spiller musikken sine temaer med uendelige variationer. En organisk cyklus, hvor livet ses som et tema med uendelige variationer, gradvise metamorfoser, der giver fødsel til et utal af livsformer. Fra de store Bach Chaconnes og Goldberg variationerne til symfonier og klavérsonater af Beethoven, til hele jazztraditionen; temaer og variationer går igen. Vi vælger et tema, noget melodisk, noget ligefremt, som vi kan holde fast i øret. Dette tema udvikler vi gennem forskellige variationer. Vi ændrer på en rytme, udvikler et tema, eller et aspekt deraf.

Vi kan ikke forklare, hvad det vil sige at 'se', men kun beskrive sansningen som bundet til sprogets variationer. Det er sproget, der vil os noget - således at forstå, at sproget er det sted eller det organ, hvor verden realiserer sine indtryk eller svingningerne i meningens frekvens. Fiksérbilleder er velkendte eksempler på, at vi pludselig ser et tal aftegne sig i en rodet tegning, der på overfladen forestiller en blomsterhæk. Eller en mand der viser sig i The Magic eye.
Jastrows "Hare-and" tegning, som Wittgenstein selv anvendte, er et andet eksempel på, at det ene øjeblik fremtræder én mening, én virkelighed og det andet øjeblik en anden. Vi ser først en hare og senere en and eller omvendt. Vi ser dog aldrig haren som en hare eller en hest som en hest. Vi ser hesten, fordi vor sansning er dybt begravet i det sprog, vi er socialiseret ind i.
Sproget bringer os umiddelbart en verden, der forandrer sig afhængig af min stemthed, der skænker mening til verden. En smuk aforisme lyder:
"Jeg kunne sige: Et billede lever ikke altid for mig, mens jeg ser på det. Billedet af hende smiler til mig fra væggen. Det behøver det naturligvis ikke altid at gøre, når mit blik netop falder på det."

Virkelighedens variationer er uendelige, men kun fordi menneskets sansning er spændt ud i en streng bue mellem sprog, gestik og verden, den bue der sender os det virkelige. Ord og gestik er aldrig udenfor sproget, og kan derfor ikke være en forklaring på forbindelsen mellem sproget og virkeligheden. Hvis jeg ser en statue af en mand der peger i en bestemt retning med armen, ser jeg ikke henimod den retning, som armen peger. At pege er her et særligt sprogspil. Hånden og armens gestik tilhører sprogets organer. Sproget bor i kroppen.
I portrætmaleriet overvældes vi af sansningens variationer, som en gestikkens nuance, der påtvinges os. Tænk blot på Mona Lisas smil. Virkelighed og den mulige virkelighed træder her frem. Smilet kan fremtræde som sørgmodigt, som koket, som melankolsk, som kysk, som blufærdig, som tidløs etc. Smilet er vort oceans grænse. "Ansigtet er kroppens sjæl", siger Wittgenstein et sted. Det melankolske smil (verdens mimik) er et aspekt, en mening, som mimikken gemmer på. Et kunstværk opfatter Wittgenstein som en billedlig legemliggørelse af dens mening.
Når jeg sanser hendes smil, eller når jeg bliver ramt af tonens blidhed eller ensomme klang, hænger jeg fast i det ved hjælp af mening. Sansningen er spændt ud i sprogets bue, som vi ikke kan foregribe. Sansningen får karakter af tildragelse eller tilskikkelse af det, der er. Den mulige verden er en del af det der er. At sansning og sprog flyder sammen, betyder at spørgsmålet om virkelighed bliver formuleret på ny. Det bliver til et spørgsmål om sproget og dets mulighed. Vor sansning er bundet til et liv i et uskrevet digt.

Alexander Carnera Ljungstrøm er Ph.D og adjunkt i retsfilosofi ved Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu