Læsetid: 6 min.

Find debatten, Mr. Marlowe

6. september 1997

Philip Marlowe tog sagen. At finde debatten om en traktat. - Det blev endnu en sag, han fortrød at have taget

Amsterdamned
Det er fuldstændig rigtigt, at jeg ikke lavede noget den morgen. Og dog. Jeg sad og lavede kæder med mine papirklips og glædede mig over mit værk. På den måde kan man i sin virkelighedsflugt nemt få fred med sig selv.
I det hele taget var der alt for stille i denne tid. Alle de sædvanlige ballademagere var krøbet i skjul, det varslede ilde og var kun sket én gang før. Nemlig for cirka fem år siden, hvor alle de store forbrydersyndikater - undskyld mig, men sådan hedder det i detektivfaget - havde indgået en våbenhvile for i fællesskab at få foden indenfor hos i den store kultbevægelse EU. Ingen vidste helt, hvad bogstaverne stod for. Nogen foreslog Europas Undergang.
Ikke at disse hændelser bekymrede mig. Jeg var for længst blevet for desillusioneret ud i politiske forhold til at tage på vej. Bare jeg havde min kontorflaske, min merskumspibe og min faste Gimlet i baren hos Victor's hver eftermiddag, var jeg glad. Hvis ingen generede mig, generede jeg heller ikke dem. Men så ringede telefonen.
Stemmen i den anden ende lød bekendt, alligevel kunne jeg ikke rigtig placere den. Det var en kvindestemme.
"Mr. Marlowe?"
Det kunne jeg beklageligvis ikke nægte.
"Har De noget at lave for tiden? Jeg har brug for Deres hjælp, og jeg betaler godt. Er De interesseret?"
Stemmen lød nu en anelse kælen.
"Hvad slags hjælp, og hvor meget?"
"De går lige til sagen. En mand efter min stil. Ser De, jeg er i lidt af en klemme. Jeg er EU-modstander."
Jeg kom til at tænke på mine papirklips og fik ondt af hende. Hun fortsatte:
"Jeg er endvidere i den pe-nible situation, at jeg skal opfordre folk til stemme ja til Amsterdam-traktaten. Men jeg ved bedre. Det er en sammensværgelse. Der er jo slet ingen konstruktiv debat. Kan De finde debatten for mig, Mr. Marlowe? Er femhundrede om dagen plus løbende udgifter i orden?"
Hun gav mig sit telefonnummer og lagde røret på.
I den efterfølgende stilhed prøvede jeg at overbevise mig selv om, at jeg tog sagen for pengenes skyld. Det lykkedes ikke rigtig. Det var i øvrigt den mest vanvittige opgave, jeg nogensinde havde påtaget mig. Jeg bestemte mig for at gå bagvendt til værks: Når der ikke var en offentlig debat om et så vigtigt spørgsmål, var det vel fordi syndikaterne undertrykte den.

På jagt
De var heldigvis nemme at finde. Nemmere end debatten. Efter mørkets frembrud samler de sig nemlig på deres stamværtshus, og denne aften var ingen undtagelse. Udenfor stødte jeg ind i Steen Gade og Holger K. som uhyre lavmælt diskuterede et eller andet.
"Den traktat behøver partimedlemmerne overhovedet ikke at bekymre sig om", hørte jeg én af dem sige i forbifarten.
Indenfor bestak jeg tjeneren til at give mig en Gimlet og et centralt bord. Belysningen var dunkel og gullig, og i skæret fra en lysekrone kunne jeg se cigarrøgen blande sig med støvet i lokalet. En massiv solid udluftning var på sin plads. På den måde var lokalet i nær familie med mit kontor.
Ved bordet lige ved siden af sad det syndikat, man i gamle dage kaldte for Venstre-vikingerne. De var der alle sammen. Pludselig rejste Uffe Ellemann sig op, stillede sig hen ved siden af Peter Brixtofte og satte en pistol for tindingen af ham. Han troede vel, det var Frank Dahlgaard. Kredsen ved bordet gispede lavmælt.
"Jeg tåler ikke modsigelser. I har bare at stemme ja."
Brixtofte tog som den eneste situationen med ophøjet ro. Han sagde:
"Skal vi nu til det igen, sæt dig nu ned, Uffe. Sidst glemte du at komme kugler i bøssen."
"I har bare at stemme ja. Der er ingen i Venstre, som stemmer nej. Ingen."
Svend Heiselberg var noget bleg men prøvede også at formilde Uffe.
"Det gør vi heller ikke, hil dig Store Uffe."
"Ti stille, Heiselberg. Gå hjem og øv dig på subsidiaritetsprincippet."
Anders Fogh blandede sig nu også. Brixtofte var stadig helt cool. I mellemtiden havde Uffe sat sig ned.
"Det er min union. Min..."

En sammensværgelse
Herefter bestilte jeg endnu en Gimlet, drak den i en fart, og fik en ubændig trang til at gå på toilettet. Mens jeg forrettede min nødtørft, kom to mænd ind i lokalet. Jeg genkendte dem straks. Den ene havde lige siddet ved nabobordet og sat sin partifælle på plads.
"Mogens, hør nu her. Vi laver en drøm af en finanslov. Vi blæser på overophedningen af økonomien og sælger Tele Danmark og Det danske Hus i Paris, hvilket giver et gigantisk overskud. Vi freder jer, I freder os. Vi undgår debat. Amsterdam-traktaten vinder, Europa vinder og Uffe holder op med sit amokløb. Det slår ham helt ud. Det er da også drønirriterende med alle de afstemninger."
"Helt enig, Anders. Afstemninger er en plage. Forresten er en lige en mindre detalje. Vi må lade som om, vi udadtil er lidt uenige, ellers fatter befolkningen mistanke."
"Det tror jeg nu ikke. Befolkningen fatter ingenting. Forresten er der forhold, befolkningen ikke skal blande sig i!"
De grinede indforstået, gik arm i arm ud af toilettet, og jeg hørte ikke resten. Der manglede nu heller ikke flere beviser. Min ukendte kvindelige arbejdsgiver havde ret. Der var faktisk tale om en sammensværgelse. Jeg fandt en telefonboks og bestemte mig for at ringe til hende.

Fælden
En stemme sagde "Christiansborg, godaften", da jeg så et lysglimt og mærkede en sær smerte. Alt blev rødt, og jeg faldt sammen. Jeg husker svagt at blive trukket i benene, og at jeg angrede alle mine tidligere synder. Det må have varet en rum tid, før jeg helt besvimede.
Da jeg vågnede igen, lå jeg bundet til en hospitalsseng og var totalt rundt på gulvet. Et ord havde sat sig fast i min bevidsthed: Virkelighedsflugt. Det blev ved, og ved... Jeg var ved at blive vanvittig. Min hjerne kørte på noget kunstigt kemisk brændstoft, jeg ikke kunne få hold på.
Ved siden af min seng stod en læge, som betænkeligt mindede om en vis dr. Best, jeg engang havde set i en tandbørstereklame på tysk TV. Han gnækkkede fælt.
"Ach, Mr. Marlowe. De er nu på min ganz private klinik. De er syg, men jeg kan kurere Dem. Men det vil tage tid." Derpå gav en sygeplejerske med et fransk navn mig en indsprøjtning, der igen sendte mig ud i en verden af sygelige hallucinationer og flerfarvet bedrag.
Jeg så Poul Nyrup iført en EU-blå cykelhjelm foran en stemmeurne. Over ham skinnede en glorie formet af stjernerne fra Euroflaget. Ved siden af stod Uffe med en cykelpumpe.
"Vi skal jo puste nyt liv i Danmark." Han grinede som en flækket træsko og var i øvrigt iført et gigantisk fodboldhalstørklæde, han troede var Danmarks. Det var nu FCKs, men det var der sikkert ikke andre end mig, der lagde mærke til. Hans Engell prøvede at møve sig ind i billedet skulle hele tiden skubbe Per Stig Møller væk. Samtidig prøvede de begge at stoppe vat i ørerne, for at slippe for at høre på Frank Dahl-
gaard. Marianne Jelved dukkede pludselig op, smilede sit ugrundelige smil, og stillede sig ved siden af dem alle. Hun gravede en enorm stemmesedel frem af en absurd stor håndtaske og holdt den frem. Ja, stod der på den med kæmpebogstaver. Hun sagde derpå et eller andet til Nyrup. Jeg hørte ikke ordene. Alligevel genkendte jeg nu stemmen. Det var en fælde.
Jeg var blevet fanget i syndikaternes spil om ensretning og demokratisk vildledning. Det eneste, jeg ikke forstod, var hvorfor? Når De vil mig til livs - en desillusioneret privatdetektiv - hvem vil de så ellers have fat i? Det er umuligt at vide, men en ting står lysende klart i dette absurde teater.
Ingen kan tilsyneladende vide sig sikker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu