Danmark og en række andre vesteuropæiske lande tøver med at leve op til deres forpligtelser efter FN-konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Derfor kan nazister og andre racister fortsat udfolde sig frit
FN-konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination (RDK) er kun i meget begrænset om-fang gennemført i dansk ret.
Implementeringen i dansk ret af den del af RDK art.
4(b), der handler om forbud mod racistiske organisationer og kriminalisering af deltagelse i sådanne, er sket på en ufyldestgørende måde, nemlig ved blot at henvise til Grundlovens Pgf.78, stk. 2.
Grundlovens Pgf.78, stk. 2 taler kun om opløsning af foreninger "der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold".
Derimod drejer RDK Art. 4 (b) sig om at:
"erklære ulovlige og forbyde organisationer samt organiseret og al anden propagandavirksomhed, som fremmer og tilskynder til racediskrimination, samt kriminalisere deltagelse i sådanne organisationer eller virksomhed".
Danmark er altså forpligtet til forbyde organisationer, som tilskynder til racediskrimination, og til at kriminalisere deltagelse i sådanne organisationer. Det er således ikke en konventionsforudsætning, at disse organisationer skal være voldelige, før de forbydes.
Set i det lys er det påfaldende, at den danske stat har uddelt en offentlig radiosendetilladelse til en erklæret racistisk organisation som DNSB, og det kan ikke undre, at CERD - den Committtee On Elimination Of Racial Discrimination under FN, der skal kontrollere medlemsstaternes gennemførelse og overholdelse af RDK - finder dette foruroligende.
Danmark har - ved uden forbehold at tiltræde konventionen om forbud mod alle former for racediskrimination - principielt tilsluttet sig et forbud mod racistiske organisationer.
Alligevel eksisterer DNSB, som lovlig organisation i Danmark og som en del af et internationalt, nazistisk netværk. Via telefonavis, periodiske udgivelser, egen radiostation med offentlig sendetilladelse, demonstrationer med videre udbredes det erklærede racistiske budskab.
Hidtil har Danmark, i fuld parlamentarisk samdrægtighed fra det politiske højre til det politiske venstre, undladt at forbyde racistiske organisationer og kriminalisere deltagelse i sådanne organisationer. Det er formentlig årsagen til, at det liberale Danmark er valgt som adresse for en kortbølgesender, der skal knytte det internationale netværk af nazister tættere sammen.
SF og Enhedslisten vendte sig klart imod ordlyden af RDK Art. 4 (b) i forbindelse med vedtagelsen af straffelovens Pgf. 266 b, stk. 2.
Samstemmende udtaltes, "det kan ikke tydeligt nok understreges, at vi i Danmark ikke ønsker at slå ind på den vej, hvor man forbyder partier." En principiel holdning som indtil nu har været fælles for alle Folketingets partier.
Diskussionen om forbud mod de danske nazistiske organisationer blussede op i forbindelse med afsløringen medio januar 1997 af danske nazisters afsendelse af brevbomber til en række adresser i England. Men en enstemmig dansk presse har vendt sig imod forbud og er blevet bakket op af kendte jurister, f.eks. professor, dr. jur. Eva Smith i Berlingske Tidende 21.1.97: "Nazi-forbud en boomerang."
Det kan yderligere tilføjes, at organisationer, der tager ordlyden i RDK Art. 4 (b) alvorligt - ved at stille krav om forbud mod nazistiske organisationer - af den grund anses for at være antidemokratiske. Og derfor uberettigede til at modtage tilskud fra tipsmidlerne. Således f.eks. Rød Ungdom, der af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) blev nægtet afslag på ansøgning om tipsmidler. Rød Ungdom har på sit program, at organisationen "forlanger forbud mod nazisme. Mod at give udtryk for nazistiske holdninger. Mod alle former for nazistiske og racistiske organisationer."
Derfor mente DUF, at Rød Ungdom "ikke anerkender grundlovssikrede rettigheder som f.eks. stemmeretten og ytringsfriheden." Efterfølgende har Tipsankenævnet fornuftigvis omgjort DUF's afgørelse og tildelt Rød Ungdom tipstilskud efter gældende regler.
Det fremgår af FN-komiteen CERD's General Recommendation XV vedtaget i Marts 1993, at nogle medlemsstater finder det upassende at forbyde en organisation, før dens medlemmer har gjort sig skyldig i racediskriminerende agitation.
CERD finder at Art. 4 (b) indebærer, at sådanne stater skal være mere årvågne med henblik på retsforfølgning af racistiske organisationer på et tidligt tidspunkt, idet sådanne organisationer skal erklæres illegale og forbudte, og deltagelse i racistiske organisationer skal straffes.
Debatten mellem CERD og medlemsstaterne angående Art. 4 (b), gav i 1994 CERD anledning til følgende "sammenfattende iagttagelse" i forhold til Norge:
"Den underskrivende stat har ikke gennemført bestemmelserne i konventionens Art. 4 (b) og er ikke fremkommet med oplysninger om den praktiske iværksættelse af Art. 4. I den forbindelse bemærkes det, at mellem 1982 og 1989 til myndighederne blev rapporteret cirka 500 mulige overtrædelser af Pgf.l35 a (i den norske straffelov, svarende til den danske Pgf.266 b, stk. 2, red.) men at meget få førte til efterforskning. Situationen har ikke forbedret sig siden 1989. Det er beklageligt, at den underskrivende stat ikke har givet oplysninger om de retlige skridt i det enkelte tilfælde.
I fortsættelse af rapporter om brugen af lokal radio til at sprede ideer, som kan være i uoverensstemmelse med konventionens Art. 4 (a) ønskes der mere information om overvågningen af udsendelser og gennemførelsen af procedurer for tildeling af licenser til radiospredning."
CERD slog derefter fast over for Norge, at "paragrafferne (a) og (b) er af obligatorisk karakter... Man noterer, at disse bestemmelser indtil videre ikke er blevet fuldt gennemført i Norge, hvorfor Komitéen anbefaler, at den underskrivende stat lever op til hver af disse forpligtelser."
I RDK er Art. 2.1 (d) formuleret således: "Enhver deltagerstat... skal derfor ved alle egnede midler, herunder lovgivning som forholdene måtte kræve, forbyde og standse racediskrimination foretaget af nogen enkeltperson, gruppe eller organisation."
Sverige gjorde i den syvende periodeberetning i 1986 til CERD gældende, at denne bestemmelse levnede medlemsstaterne en margen til vurdering af nødvendigheden af at implementere Art. 4 (b).
CERD præciserede i den forbindelse, at "den frivillige karakter af brugen af forholdsregler i lovgivningen m.v. i opfyldelsen af den politik, der går ud på at udrydde racediskrimination, ikke tilsidesætter den præcise obligatoriske karakter af Art. 4 (b)..."
CERD bemærkede i 1993 til periodeberetningen fra England, at "Komitéen udtrykker bekymring over, at den underskrivende stat ikke gennemfører sin forpligtelse efter konventionens Art. 4, som kræver vedtagelsen af specifik straffelovgivning. Ved ikke at forbyde the British National Party og andre grupper og organisationer af racistisk karakter og ved at tillade dem at fortsætte deres aktiviteter har den underskrivende stat undladt at gennemføre Art. 4, som kræver en fordømmelse af alle organisationer, der forsøger at retfærdiggøre eller fremme racehad og -diskrimination. Tillige har Komitéen overvejet om ikke - i lyset af stigningen i forekomsten af racistiske ideer og racistisk motiverede angreb - den restriktive fortolkning af Art. 4 er i strid med Konventionens mål og formål og uforenelig med Komitéens Recommendation XV."
Den britiske regering svarede, at "forbud mod grupper som the British National Party ville give bagslag og føre til større opmærksomhed om og støtte til de pågældende grupper, og at det derfor ville være i modstrid med Konventionens mål og formål."
Svaret er på linie med den tidligere danske Rigsadvokat Asbjørn Jensen's 'skadevirknings' betragtninger. Dem fremkom Asbjørn Jensen med som begrundelse for ikke at rejse tiltale mod Mogens Gli-strup, som i et lokalradiointerview i 1987 havde udtalt sig stærkt nedværdigende om herboende personer fra Mellemøsten - selv om anklagemyndigheden var enig med anmeldere i, at Glistrups udtalelser opfyldte gerningsindholdet i den danske straffelovs Pgf. 266 b.
Danmark har ikke i sin seneste beretning til CERD forholdt sig til spørgsmålet om forbud mod DNSB, på trods af kontant opfordring hertil fra CERD.
Sammenfattende kan det konstateres, at der i de fleste vesteuropæiske stater er en generel og principiel modvilje mod et effektiv forbud i national ret mod racistiske organisationer og mod kriminalisering af deltagelse i sådanne organisationer. På trods af, at der i RDK Art. 4 (b) er en pligt til at vedtage forbud.
Staternes argumentation i den forbindelse bygger på konventionens "som-forholdene- måtte-kræve" klausul, det vil sige hensynet til ytrings-, forsamlings- og foreningsfriheden, kombineret med forskellige formuleringer af 'skadevirknings' betragtninger gående ud på, at et forbud mod racistiske organisationer vil virke kontraproduktiv i forhold til RDK's formål: at gå imod racisme.
Bjarne Overmark er cand.jur. og formand for Rådgivning for Udlændinge, Randers.
APROPOS
Frihed for frihedens fjender
FN-konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination er meget vidtgående, når den i sin Art. 4 (b) pålægger de underskrivende regeringer:
"at erklære ulovlige og forbyde organisationer samt organiseret og al anden propagandavirksomhed, som fremmer og tilskynder til racediskrimination, samt kriminalisere deltagelse i sådanne organisationer eller virksomhed".
Heroverfor står den danske Grundlovs Pgf.78, stk. 1: "Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed."
Aha! Men er nazistiske og andre racistiske foreninger dannet i et lovligt øjemed?
Straffelovens Pgf.266 b, som Bjarne Overmark også nævner til venstre for denne spalte, bestemmer følgende:
"Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år."
Men før denne bestemmelse kan bringes i anvendelse, skal der - som jurister udtrykker det - være realiseret et konkret gerningsindhold. Altså: Nogen skal faktisk have gjort noget konkret, som er en overtrædelse af bestemmelsen. Og anklagemyndigheden skal ud fra 'opportunitetsprincippet' finde det ulejligheden værd at forfølge sagen.
Denne straffebestemmelse rækker ikke til generelt at forbyde og straffe racistisk foreningsdeltagelse. Det kræver ny og mere vidtgående hjemmel. Grundlovens Pgf.78, stk. 2 om opløsning ved dom af for-eninger, "der søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende" har også sine begrænsninger - som det er fremgået af overvejelserne om at opløse rockerne.
Har vi vilje til at udmønte FN-konventionen i dansk ret? Har vi ønske om at begrænse friheden for frihedens fjender? dr
