Læsetid: 3 min.

Frygten for alt der ikke er dansk

13. september 1997

De borgerlige og SF har vidt forskellige argumenter i den barske debat om hjemsendelse af somaliere - men alle blokerer for en fornuftig løsning

KAMP
Jeg har med stor respekt set, at borgmestrene fra henholdsvis København, Winnie Larsen Jensen, Odense, Anker Boje, Århus, Torkild Simonsen og Aalborg, Kaj Kjær, støtter de to regerings-aftaler, som er indgået om hjemsendelse af afviste somaliske
asylansøgere og om støtte til bl.a. minerydning i deres nærområder.
Når der er sagt så barske ting, som den borgerlige fløj - godt suppleret af SF og Enhedslisten - har udtalt i denne sag, kan det naturligvis være vanskeligt at foretage en retræte/skifte standpunkt. Men her må den menneskelige anstændighed veje tungere end valgskræk og partitekniske hensyn.
Med udgangspunkt i kendsgerningerne, nemlig at:
nde afviste asylansøgere rent faktisk opholder sig i Danmark,
nde kun kan hjemsendes, med det modtagende lands accept,
nder p.t. er relativt fredeligt i Somaliland
Samtidig benægter ingen, at det område i det nordlige Somalia, der nu kalder sig Somaliland, hvor der er fravær af aktuelle kamphandlinger, så vi derfor kan nægte hjemmehørende asyl her i landet, er præget af de krigshandlinger, der har fundet sted. Der mangler enhver form for infrastruktur som vand, veje, hjælp til krigens ofre, kommunikation, boliger og uddannelse for slet ikke at tale om noget så fundamentalt som mad.
Samtidig slås området med en af de værste svøber, der eksisterer som følge af krig, nemlig landminer.
Indenrigsministeren og ministeren for udviklingsbistand har samarbejdet om to aftaler, der går ud på:
nat afviste asylansøgere kan modtages retur, og
nat bidrage med et beløb af MIKA-rammen til genopbygning, herunder minerydning.
Det har fået Hendes Maje-stæts loyale opposition til at gå i panik og agere fuldstændigt utilbørligt valg-strategisk.
Jeg minder - som medlem af Udenrigsudvalget - om, at der er forskel på u-landsbistand og MIKA-rammen. Det kan enhver overtyde sig om, ved at se bemærkningerne til finansloven.

Under lavmål
Jeg er ikke særlig overrasket over, at Pia Kjærsgaard ikke rigtigt kan finde ud af argumenterne. Når hun udtaler sig, ender det hver gang med, at det er for galt, at der overhovedet opholder sig nogen i Danmark af anden etnisk oprindelse. Hun undlader - ikke særligt elegant - at kommentere selve indholdet i aftalerne. Det er åbenlyst for enhver, at de to partier - der engang udgjorde Fremskridtspartiet - har valgt den lavest tænkelige, menneskelige, fælles faktor som kampplads om deres vælgeres gunst, nemlig frygten for alt, hvad der ikke er dansk!
Derimod er jeg overrasket over såvel V's og K's som SF's godt nok meget forskellige argumenter.
SF's begrundelser ville i yderste konsekvens medføre, at vi aldrig kan hjemsende nogen asylansøgere overhovedet.
De borgerlige kaldte aftalerne for menneske-handel, indtil indenrigsministeren fik bekræftet sin udlægning af aftalen, og nu hvor den ikke holder mere, siger de, at der ikke er tale om en anerkendt forhandlingspart, fordi Soma-lilands ledere ikke er internationalt anerkendte. Det er under lavmålet!
Der er ikke tale om et brud på Danmarks politik for
u-landsbistand, alene af den grund, at pengene tages af puljen til miljø- og katastrofe- hjælp. Dansk Flygtningehjælp - der er en af de anerkendte organisationer, der skal hjælpe flygtningene i deres nærområde, og ikke mindst FN's anerkendelse af aftalerne må da gøre indtryk.
Derfor er det godt, at de fire storbyborgmestre, der sidder med den daglige forvaltning af de svære integrationsproblemer af de reelle flygtninge, støtter de to fornuftige aftaler.
Nu hvor aftalerne er faldet efterlyser jeg konstruktive forslag til alternative løsninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu