Læsetid: 4 min.

Giv udviklende bistand - men forvent ikke mirakler

Debat
26. september 1997

Af ELISABETH GEDAY hovedbestyrelsesmedlem i Det Radikale Venstre og,Ole Olsen næstformand for Det Radikale Venstres Udenrigspolitiske Udvalg

Det er absurd at anvende kritikken af dansk u-landsbistand som begrundelse for at skære udviklings-bistanden ned eller helt væk, når afstanden mellem de rigeste og de fattigste stadig vokser vildt

BISTAND
Den danske udviklingsbistand får med mellemrum drøje hug for ikke at leve op til sine formål. I foråret vurderede en rapport, at den ikke i tilstrækkelig grad kom de fattigste til gode. For nylig blev der rejst kritik af for meget spild - især i Afrika - på basis af en grundig gennemgang af 37 projekter i 9 lande.
Det er opgaven at bruge kritikken konstruktivt og komme med forslag til at gøre den bedre, for i lyset af de enorme fattigdomsproblemer vil det være helt absurd at anvende kritikken som begrundelse for at skære bistanden ned eller helt væk. Lad os nævne, at hvor de 20 procent rigeste på vor klode for 25 år siden (kun) var 30 gange mere velstående end de fattigste 20 procent, er de i dag 60 gange så rige. Det er selvsagt uholdbart og bestræbelserne på at mindske kløften må fortsætte, blandt andet via en betydelig og effektiv bistand.
Vi må imidlertid advare imod at tro, at der kan findes bistandsmetoder, som betyder, at der aldrig vil forekomme spild og at resultaterne aldrig vil ramme ved siden af målsætningerne. Bistanden skal jo være med til at udvikle og til skabe nye aktiviteter og under sådanne dynamisk forhold vil der selvfølgeligt være et par kiksere imellem. Det hænder jo også at der forekommer spild og/eller budgetoverskridelse i hjemlige projekter!

Fejl er uundgåelige
Vi ser heller ikke gentagne forlangender om flere og flere krav til modtagerlandene som et Columbusæg. Selvfølgelig skal der indgås klare aftaler, men det er fundamentalt, at der findes en balance, sådan at det ikke ender i den rene klientgørelse. Bistandsaktiviteterne skal jo udvikle og derfor primært være deres projekter, hvorfor vi må acceptere at ikke alt bliver præcist som vi havde forestillet os.
Vi skal også være helt bevidste om, at den skrøbeligste offentlige administration oftest findes i de lande som har mest behov for en håndsrækning - herunder lande med alvorlige politiske konflikter. Risikoen for at dele af et projekt ikke fungerer 100 procent effektivt, er således højest, hvor behovet for bistand er allerstørst.
Disse nuancerende bemærkninger til trods er der imidlertid behov for et serviceeftersyn af de danske bistandsaktiviteter. Vi anbefaler en seriøs gennemgang af de danske ambitioner og den faktiske danske indsats, for ædrueligt vurderet kunne det tyde på et misforhold mellem mål og midler. Det er jo voldsomt ambitiøst at involvere sig i 2-4 sektorer i 20 forskellige lande og her ville tilgodese en lang række danske ønsker til bistandens effekt på fattigdom, kvinder, miljø, menneskerettigheder m.v. Typisk er den direkte danske bistand i et land ikke mere end en tier pr. indbygger og mirakler kan derfor ikke forventes.

Koncentrer bistanden
Vi finder, at bistanden bør koncentreres, selv om Danida derved kunne komme på kant med enkelte dele af erhvervslivet eller med private organisationer med særlige målgrupper. Lidt færre sektorer pr. land og måske lidt færre lande kunne gøre det muligt at følge indsatsen tættere fra Danida og de danske repræ-sentationer på stedet. Det vil også kunne betyde, at regeringerne i modtagerlandene kunne blive lidt mere opmærksomme på de danske målsætninger, når de skal balancere mellem en række landes forskellige ønsker.
Vi tror også, at det var en fejl, at Danida i starten af 90'erne blev en helt integereret del af Udenrigsministeriet og at medarbejderne nu roterer rundt i alle ministeriets afdelinger og ambassader uden skelen til om de har forudsætninger for at varetage bistandsopgaver. Der findes uden tvivl medarbejdere, som er udstationeret et sted hvor hovedopgaven er udviklingsarbejde, men hvor de drømmer om at arbejde under ganske andre himmelstrøg. Det kan ingen være tjent med, heller ikke Udenrigsministeriets medarbejdere.
Endelig, men ikke mindst, vil vi anbefale Folketinget at engagere sig tættere i substansen i bistandsarbejdet. Der er ikke særlig logisk, at projekter skal til beslutning i Finansudvalget og ikke i Udenrigsudvalget, som ellers har et stort ansvar for mål og midler i arbejdet. En ansvarliggørelse af folketingspolitikere ville kunne skærpe opmærksomheden i Danida og man kunne også have et fromt ønske om at den politiske debat om udviklingsbistanden kunne komme til at handle om andet end størrelsen af de beløb som skal afsættes i finansloven.
Med hensyn til netop bistandens størrelse har vi imidlertid erfaret, at Venstre og konservative vil skære store bistandsmidler af finansloven. De selvsamme partier hævder ellers at være internationalt ansvarlige, men det har de hermed modbevist!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her