Kronik

Gnidningsløst

17. september 1997

For det frivillige sociale arbejde er den systembårne politiske korrekthed
en voldsom udfordring. Rædselsscenariet er det gnidningsløse samfund,
hvor smørelsen er tilpassede og uengagerede borgere serviceret af privatiserede serviceassistenter og managementkonsulenter

SOCIALT SET
For en del år siden introducerede den amerikanske forfatterinde Erica Jong "the zipless fuck" (det gnidningsløse knald), som én af det moderne samfunds nye lyksaligheder. Altså det at kunne hygge sig med en anden person for liderlighedens og lystens skyld, uden at dette skulle have forpligtigende og be-sværlige følger.
Nu kan man sige, at den danske oversættelse af fænomenet er temmelig fri og dog temmelig rammende for en generel adfærdstendens i det moderne velfærdssamfund: Gang i den! Der skal ske noget, men for Guds skyld helst gnidningsløst. Involvering kræver forpligtigelse og stillingtagen.
Interessant og nærmest tragikomisk er det derfor også, at der nu i den frivillige sociale sektor med direkte reference til det 'gnidningsløse knald' tales om de nye 'gnidningsløse frivillige', altså frivillige medarbejdere, som godt vil yde en frivillig indsats, men som holdningsmæssigt ikke vil rodes ind i noget. Det er ikke så meget sagen, det drejer sig om, men blot dette at få lov at være med. Den frivillige indsats står således ikke længere nødvendigvis i en højere sags tjeneste. Vreden, engagementet, som Information hele sommeren har efterlyst, er væk.
I denne tendens ligger et vigtigt memento for det frivillige sociale arbejde. Vi står i disse år i en meget vigtig omstruktureringsproces, hvor velfærdssamfundet er ved at ændre karakter, og hvor bl.a. det frivillige og private sociale arbejde tillægges en meget højere status end tidligere. Der er ingen tvivl om, at det er en nødvendig omstruktureringsproces, men der er heller ingen tvivl om, at processen er fyldt med faldgruber, som på lidt længere sigt kan føre velfærdssamfundet på vildspor.
I det frivillige arbejde er vi derfor nødt til at finde ud af, om vi vil arbejde gnidningsløst, eller om vi har vreden og engagementet i behold. Vort arbejde er jo for næsten alle organisationers og institutioners vedkommende udsprunget af vrede og oprør over tingenes tilstand. Manglende offentlig indsats eller uværdige forhold på forskellige områder er således som oftest grunden til, at vi er startet.
Nu står vi imidlertid i den situation, at vi for alvor er inde i varmen. Fra bredt politisk hold peges der på, at det frivillige og det private skal overtage flere og flere funktioner i den sociale sektor. Og det er her, det gælder om at være på vagt, for i debatten skelnes der stort set ikke mellem, om det drejer sig om private hjemmehjælpsfirmaer, selvejende institutioner eller systemkritiske alternative projekter og initiativer. Nu skal det sociale arbejde blot gøres privat og udliciteres.
Tilsyneladende forestiller man sig oven i købet, at denne operation vil ske gnidningsløst. En forestilling, som desværre hænger sammen med en opfattelse af, at hele omstruktureringsprocessen blot handler om, hvem der skal udføre arbejdet.
Man må håbe, at den frivillige sektor her kender sin besøgelsestid og tør sætte hælene i. I stedet for de fristende kontrakter, som mange givetvis har brug for, gælder det nu om at sætte en mere grundlæggende debat på dagsordenen: Hvordan kan vi i den frivillige sektor bidrage til at udvikle et samfund, hvor den enkeltes mulighed for at forvalte egen væredygtighed og bæredygtighed har bedre vilkår, end det er tilfældet i dag?
Med væredygtighed mener jeg, at have en meningsfyldt tydning af sit individuelle liv.
Med bæredygtighed mener jeg, at tage personligt ansvar for samfundets fællesskab og videreførelse.
Den personligt funderede væredygtighed og bæredygtighed er den nødvendige basis for et godt civilt samfund. Er væredygtigheden og bæredygtigheden funderet hos den enkelte borger, vil lovgivningen og den hertil knyttede administration opleves som et supplement til det civile samfund.
Er væredygtigheden og bæredygtigheden imidlertid ikke i tilstrækkelig grad tilstede blandt borgere, bliver det civile samfund supplement til lovgivningen, statsmagten og administrationen.
I vort moderne velfærdssamfund har det civile samfund en sådan sekundær rolle.
Væredygtigheden og bæredygtigheden er så at sige blevet statsliggjort. Solidaritet, ansvar og fælleskab klares nu over skattebilletten. Der er sket en professionalisering af væredygtigheden og bæredygtigheden, hvor det at være og bære nu forudsætter et stort teorigrundlag og mange valgmuligheder. Den traditionsbundne, personligt formidlede erfaring går tabt, og hverdagslivet bliver i stigende grad til et rådgivningsliv. Systemverdenen koloniserer livsverdenen, og dermed bliver det konkrete supplement til det abstrakte.
Hvad gør det? - kan man indvende. Hvis systemverdenen er så gennemreflekteret og professionel, så er det vel det bedste for os allesammen, at den har taget over?
Men systemverdenen giver intet svar på konkret væredygtighed og bæredygtighed. Systemverdenen rummer kun generaliserede erfaringer og skærer alle over én kam.
Det individualiserede samfund bliver derfor fra systemverdenens udgangspunkt det McDonaldiserede samfund.
Systemet som sådan har ikke nogen grundlæggende politik eller etik. Hovedhensynet er systemhåndteringen, som ganske vist er baseret på en bestemt vækstmodel, men vel at mærke en vækstmodel, som ikke er til egentlig debat for tiden.
Samfundspolitik er derfor ikke længere forbundet med en sammenhæng mellem fysisk produktion og politik (arbejder, bonde eller virksomhedsejer). Den diskutable politik er først og fremmest følelsesbetonet. Omdrejningspunktet er primært angst og aggression (indvandrere, vold, rockere, marginaliserede grupper, yde for at nyde).
Heroverfor kommer systemet til at fremtræde som den sunde fornuft. En sund fornuft, som på det generelle plan kan rumme alle slags synspunkter og selvfølgelig også alternative og systemkritiske holdninger: kvindefrigørelse, økologi, børns kreativitet, fri seksualmoral, kollektive organiseringer, social ansvarlighed o.s.v.
For det frivillige sociale arbejde er denne sy-stembårne politiske korrekthed en voldsom provokation og udfordring. Hermed omklamres og neutraliseres den allervigtigste pointe ved det frivillige sociale arbejde, nemlig at det er NGO-arbejde, som netop har sin styrke ved ikke at være forbundet med offentlig myndighed. Faktisk burde det hedde det frie sociale arbejde, det arbejde, som er et frirum mellem stat og marked, selv om det finansieres af stat og marked.
Denne omklamring betyder bl.a., at det kommer til at fremtræde som ét fedt, om det er det offentlige selv (i denne sammenhæng primært kommunerne) eller det frivillige arbejde og NGO-organisationerne, som forvalter den nødvendige systemkritik. Som 'den sunde fornuft' mener kommunerne efterhånden, at de kan forvalte alle sider af den samfundsmæssige forvaltning, både den udøvende og den kritiske. Privatisering bliver dermed primært et spørgsmål om, hvilke nyttige idioter man kan hyre til at udføre opgaven så billigt som muligt.
Fra det frivillige arbejde må vi i denne situation sætte hælene i. Vi må koncentrere os om at arbejde med at sætte kød på væredygtigheden og bæredygtigheden. Vi må vise, at der er fanden til forskel på vrede og engagement båret frem nedefra og på politisk taktiske luftkasteller udmeldt oppefra.
Det er derfor vigtigt, at vort arbejde præges af autenticitet og synlighed. Autenticiteten ligger i, at vi formulerer klare politiske og etiske holdninger, som borgerne kan knytte an til. Synligheden ligger i, at vi bliver bedre til at identificere og demonstrere de mange fællesskaber af lokal og global karakter, som bidrager til øget væredygtighed og bæredygtighed.
Samtidig skal vi blive bedre til at beskrive vore faglige metoder. Hvad adskiller vort arbejde fra systemets? Og hvor kan både systemet og det civile samfund have fordel af, at det frie sociale arbejde tildeles større kompetence.
Hertil hører endelig en demokrati-diskussion: Hvorledes skabes der i et avanceret socialt system som det danske frirum og finansiering til et nødvendigt og systemkritisk NGO-arbejde? Et NGO-arbejde, som er af allerstørste betydning for sikringen af demokrati og kvalitet i et fremtidigt velfærdssamfund. Kun en velorganiseret social brugeropposition kan holde vel-færdssamfundet på sporet.
Derfor skal der grus i maskineriet. Rædselsscenariet må være det gnidningsløse samfund, hvor smørelsen er tilpassede og uengagerede borgere serviceret af privatiserede serviceassistenter og managementkonsulenter.

Johs. Bertelsen er forstander for Kristeligt Studenter Settlement og fast bidragyder til Socialt Set.

Mandag den 6. oktober kl. 13 inviterer en række frivillige organisationer til offentlig paneldebat om Københavns politik i forhold til det frivillige sociale arbejde. Mødet finder sted i Medborgerhuset i Ahlefeldtsgade.

APROPOS
Musefælden
Den skindforede musefælde. Den betegnelse kan man hæfte på velfærdsstatens tilbøjelighed til at inaktivere sin egen borgere. Det gjorde i hvert fald den britiske samfundssatiriker C. Northcote Parkinson, ham med Parkinsons love om bureakratiets automatiske vækst.
Som Johs. Bertelsen påpeger til venstre for denne spalte, er den officielle 'politiske korrekthed' og 'sunde fornuft' en voldsom udfordring for det frivillige sociale arbejde, der er drevet af andre mekanismer: Den enkeltes engagement, vrede, ønsket om være med til at lave en anden slags samfund.
Det handler også om penge. Det frivillige sociale organisationer vil kun sjældent være i stand til selv at rejse de midler, der skal til. Og private 'sponsoraftaler' har ofte indbygget modhager, der både kan hæmme arbejdet og nage med etiske spørgsmål.
Det stiller store krav om tålsomhed til de offentlige myndigheder - og de politikere, der til syvende og sidst har nøglen til pengekassen - at skulle yde bidrag til det frivillige sociale arbejde uden at prøve at sætte sig på det og styre det.
Vanskeligheden ved både at være afhængig af det offentlige og skulle fastholde sin uafhængighed deler de frivillige sociale organisationer med f.eks. u-lands- og miljøorganisationer.
Tipsmidler ser på overfladen ud til at løse problemerne: De kommer pr. automatik, når først man er i folden. Men netop automatikken frister til fråds og pamperi, som den senere tids afsløringer fra den frivillige
idrætsverden vidner om.
Dilemmaet lurer overalt. Hvad vil en statsstøtte betyde for den trykte presses uafhængighed? Erfaringerne fra tv - først statsmonopol, siden reklamefinansiering - er ikke opmuntrende.
De politiske partier har sat sig selv på stats-støtte. Og i nogle kommuner hænger kommunalarbejderne valgplakaterne op, bare partierne indleverer dem. Nu mangler vi bare, at Rådhuset også påtager sig at skrive valgprogrammerne for dem. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu