Kronik

Gør bistand til folkesag

20. september 1997

Hjælp til u-landene er ikke uselvisk, men i bund og grund også for vores egen skyld. Det kan Venstre og konservative ikke forstå

I perioden fra 1987-1996 blev i alt 54.559 asylsøgere anerkendt som flygtninge i Danmark. Disse mennesker kom i håb om et bedre liv - uden krige, hungersnød og fattigdom.
Vi danskere håber også på et bedre liv. Et liv uden økonomiske bekymringer. Tænk, hvis du vandt i Lotto. Vi kender allesammen reklamen og sikkert også alle drømmen. I hvert fald er der mange danskere, der hvert år bruger mange penge i håb om, at drømmen skal gå i opfyldelse. Faktisk bruger vi danskere tilsammen syv milliarder kr. på at spille hvert eneste år.
Syv mia. er et godt tal - så godt, at Venstre og konservative nu også vil prøve at spille på det. Syv mia. kr. er det beløb, som Venstre og konservative synes, at vi skal sænke vores u-landsbistand til.
Igen i år står Venstre og konservative bag et udspil om, at den danske u-landsbistand dels skal nedskæres, dels skal omlægges således, at en større del skal ydes bilateralt - og dermed uden om organisationer som FN. Samtidig har Venstre selv udtalt, at FN skal gøres meget stærkere, og det bl.a. gennem øget indflydelse, når det gælder underudvikling og gældslettelse i de fattigste lande. Venstre står også bag udtalelser om, at FN's største problem er den manglende politiske vilje fra medlemslandene. - Jo, Venstre ved du, hvor du har.
Argumenterne som Venstre og konservative støtter sig til er:
nDanmarks u-landsbistand er udtryk for en flottenhejmer-politik, og vi har slet ikke råd til at lege flottenhejmere, før vi selv har nedbragt vores udlandsgæld.
nden multilaterale bistand forsvinder i de store internationale bureaukratier.
nDanmark kan bedst sikres indflydelse på projektet gennem bilateral bistand.
nreturprocenten - dvs. den del af u-landsbistanden, som vender hjem i danske lommer igen, fordi u-landene skal købe bl.a. ekspertviden i Danmark - er nemmest at sikre ved bilateral bistand.
Til gengæld ønsker Venstre og konservative, at u-landsbistanden skal omlægges således, at Østeuropa i højere grad nyder godt af den danske støtte. Og det er godt, at der er villighed til at støtte vores naboer i Øst. Jeg er enig i, at østudvidelsen er et "Fredens projekt". Men faren er, at Afrika glemmes i iveren for at hjælpe i det østlige Europa. Det må ikke ske.
Det er absurd at kalde Danmarks u-landsbistand for en flottenhej-mer-politik.
Det er da rigtigt, at vi har vores egne problemer, som vi også skal løse, og det er naturligt, at man gerne vil løse de nære problemer først. Men vi hverken må eller kan ignorere de internationale problemer. Ikke så længe vi tror på en fordelingspolitik, hvor de stærke hjælper de svage, globalt såvel som nationalt. Tænk bare på, hvor nemt vi kunne have havnet på den forkerte side af jerntæppet efter krigen, hvis ikke det havde været for de allierede. Tænk på den massive støtte som hele Vesteuropa - inklusive Danmark - modtog fra USA efter krigen.
Nu er vi de stærke - det er vores tur til at hjælpe. Og u-landene har brug for hjælp.
U-landsbistanden er dog ikke småpenge i det danske budget. Det er et flot bidrag, som vi kan være stolte af. Men nogen Marshall-hjælp er det ikke. U-landsbistanden forventes i 1997 at blive omkring 10,4 milliarder kr. Til sammenligning kom Storebæltsforbindelsen til at koste 37,4 mia. kroner. og Danmarks samlede udgifter til militæret i 1997 ventes at blive ca. 18,7 mia. kroner.
Det bør ikke være en sammenligning med de andre landes villighed til at leve op til deres ansvar, som afgør, om Danmark giver for meget eller for lidt i u-landsbistand. Det bør tværtimod være Danmarks evne til at betale samt modtagerlandenes behov for hjælp.
Endelig er u-landsbistand jo ikke så uselvisk som det kan lyde. Ved at hjælpe u-landene til en højere levefod skaber vi markeder, som Danmark på længere sigt vil kunne eksportere til og tjene på. Og vi hjælper miljøet. Endelig er vi med til at holde krige, hungersnød og overbefolkning nede - og det mindsker flygtningestrømmene til vores del af verden.
Forskellen mellem indkomsten i den rigeste og den fattigste del af verden er i dag således, at ti procent af verdens befolkning ejer 90 procent af ressourcerne.
I år 2031 vil der være godt otte milliarder mennesker på jorden - ca 40 procent flere end i dag. Den store befolkningstilvækst vil primært komme i Kina og Indien - i den fattige del af verden. Er det set i dette lys ikke kun forståeligt, at folkevandringer går mod vores del af verden, al den stund, at de fattige lande ikke er uvidende om den luksus, vi lever i? Og er det ikke kun sandsynligt, at sådan som udviklingen ser ud nu, vil disse folkevandringer tage til i størrelse og hyppighed? Og Venstres Birthe Rønn Hornbæk har jo netop igen været ude med argumentet om, at flygtninge skal hjælpes så tæt på hjemmet som muligt - og helt sikkert langt tættere på end Danmark.
Jeg mener, den mest åbenlyse løsning må være at hjælpe, før der overhovedet bliver behov for at flygte til hverken nabolande eller til Danmark.
Alle disse opgaver kan synes uoverkommelige. Netop derfor er multilateral bistand så vigtig. Mange af projekterne kræver kapaciteter, som intet enkelt donorland besidder - og da slet ikke Danmark. Derudover vil nogle projekter - som ved hungersnød, epidemier eller andre større katastrofer - kræve en koordinering af indsatsen. Endelig kan FN eller andre internationale organisationer bedre yde rådgivning eller bistand på politisk følsomme områder, hvor det er vigtigt for modtagerlandet at vide, at de gode råd ikke er baserede på donorlandets egen interesse i sagen.
Kritikken af den multilaterale bistand går primært på, at pengene forsvinder i de store internationale bureaukratier. Denne kritik er for nogle organisationers vedkommende berettiget - for andres ikke.
Men problemet er anerkendt. Reformerne er begyndt. Blandt andet iværksatte Danmark i marts 1994 Handlingsplan for aktiv multilateralisme, som satte nogle krav til de organisationer, som Danmark yder multilateral u-landsbistand igennem. Krav dels til organisationernes effektivitet, dels til organisationernes målsætninger.
Organisationernes arbejde bliver analyseret og evalueret, og Danmark vurderer derefter, om vi ønsker at bidrage mere. Handlingsplanen for aktiv multilateralisme indeholder mange forslag til at sikre, at Danmark får det bedste ud af sine bistandskroner, men den har endnu ikke fået lov til at bevise sin effektivitet. Den blev først vedtaget i 1994, og skal evalueres i 1999.
Og selvom der stadig kan rettes berettiget kritik mod administrationen af den multilaterale bistand, så er nedskæringer den forkerte vej at gå. Den fattige verden har brug for al den hjælp, vi overhovedet er i stand til at give.
Danmark betaler mere i multilateral bistand end langt de fleste andre af FN's medlemslande. Derfor har Danmark stor vægt i de multilaterale organisationer - dette giver større muligheder for indflydelse. Og Danmark er ikke alene. Vi samarbejder med ligesindede lande - f.eks. de andre nordiske - og tilsammen har vi meget stor vægt. Hvis vi ønsker at skære i bidragene til den multilaterale bistand, skal vi huske, at vi skærer ligeså drastigt i vores indflydelsesmuligheder. Vi vil få mindre for pengene.
Det vejer tungt for konservative og Venstre, at u-landsbistanden skal sikre så stor en returprocent som muligt. I 1995 var returprocenten for den bilaterale bistand 71 procent. Returprocenten sikrer i øjeblikket ca. 10.000 arbejdspladser i Danmark.
Returprocenten er lettest at sikre gennem bilateral bistand. Dette er selvsagt en medvirkende faktor bag ønsket om at omlægge
u-landsbistanden fra multilateral til bilateral.
Både Venstre og konservative ønsker langt større indflydelse og hensyntagen til de danske virksomheder, når den danske u-landsbistand skal fastlægges. Hvis vi ved at sikre en fornuftig returprocent kan hjælpe mennesker i øst og syd og samtidig skabe jobs i Danmark, kan ingen have noget at indvende. Men u-landsbistand må ikke være et skalkeskjul for statssubsidier til danske virksomheder. U-landsbistand skal først og fremmest bestemmes af behovene hos de mennesker, som lider nød.
Det må være udgangspunktet, hvis vi skal ændre fordelingen mellem multi- og bilateral bistand. Så kan vi da godt diskutere det. Selvfølgelig skal vi ikke være blåøjet naive og forære Frankrig ordrerne.
Vi har råd til at yde u-landsbistand. Danmark er - uanset hvad Venstre og konservative siger - ikke i en økonomisk krise. Det går godt. Vi har det godt. Vi behøver ikke spille Lotto for at overleve. Vi spiller Lotto for at få ekstra krydderi på livet. Vi giver u-landsbistand for at give andre brød på bordet.
U-landsbistanden skal gøres til en folkesag. I tidernes morgen, da vi begyndte at interessere os for miljøpolitik, blev kampen ført af idealister. Men nu er det forbrugerne, der kræver miljørigtige løsninger. Det er selvfølgelig en form for egoisme, der ligger bag holdningen. Hvis dyrene er syge, og der er gift i drikkevandet, bliver både vi og vores efterkommere syge.
Vi bliver på samme måde nødt til at forstå, at u-landsbistand ikke er uselvisk, men i bund og grund også for vores egen skyld. Vi må alle indse, at hvis vi ikke hjælper ulandenes befolkninger på en forsvarlig måde i deres eget land, vil de snart stå som flygtninge i Europa. Folk vælger ikke at rejse, hvis de kan blive. Flugten fra hjemlandet er den sidste udvej.
Vi må derfor alle ud og kæmpe for, at de ikke er nødt til at forlade deres hjem. Vi må alle ud og med både pengepung og stemmer slå fast, at vi ønsker, at også de skal have muligheden for et bedre liv. Vi kan ikke blive ved med blot at håbe, at Venstre og konservative igen i år og næste år har løst krudt i pistolen. Hvis u-landene og miljøet skal have en chance, må vi give den.
Og hvis ikke vi gør det, har vi så en chance selv?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu