Læsetid: 5 min.

Hej alle sammen, jeg har succes og jeg har det godt

Debat
24. september 1997

Det er tidens trend at have fuld skrue på livet og nyde at det hele går så stærkt, at man ikke har tid til at bekymre sig om noget andet end sig selv, sin familie og sit inter-essante hverdagsliv

BEKENDELSER
Den 17. september viderebragte Information på "Indsigtens plads" "En forbrugers bekendelser". Hér kunne man opleve Anita Mac, en ægte forbruger. Altså ikke bare en normal forbruger der jo bare forbruger, men en forbruger som føler glæde ved at forbruge, som faktisk får mening med tilværelsen af at forbruge. Og som nu langt om længe kommer ud af busken og delagtiggør alle os neurotiske Informationslæsere i denne særlige (men faktisk temmelig udbredte) religion. Jeg tror, at der er tale om en trend og at langt flere snart vil stå frem og uden dårlig samvittighed bekende kulør. Fortælle åbenhjertigt og utvungent om, at de har succes, hus, bil og meget mere og at de faktisk elsker at forbruge.
I en sådan lidt friskfyragtig tone indfører Anita Mac os bl.a. i motorplæneklipperens lyksaligheder. Den særlige fornøjelse det er at vide, at den larmer helt unødvendigt meget (særligt fornøjeligt er det fordi mændene i kvarteret også larmer med deres motorsave). Vi får også at vide, hvor vidunderligt det er at have bil, så man kan komme i BR med børnene og købe plasticbras - tænk, uden bilen havde denne ekskursion slet ikke kunnet lade sig gøre, fy dog, slemt. I øvrigt synes livet for Anita Mac at gå ud på at få noget kul under dagligdagens kedler, fuld skrue på livet, tøj, legetøj og skrammel i store bunker overalt, nyde at det hele går så stærkt, at man ikke har tid til at bekymre sig om noget andet end sig selv, sin familie og sit travle og interessante hverdagsliv. Alt sammen såre enkelt.

Superkvinder
Anita Macs bekendelser om sit opspeedede superliv er ikke enestående. Der anes en trend i vores fremgangsrige socialdemokratiske opsvingstid. For nylig kunne man således i Weekendavisen læse om en skolelærerinde i trediverne, som udover sit fuldtidsjob havde fem børn og læste jura på universitetet om aftenen. I sin fritid kørte hun i hundeslæde med sine veninder på Grønlands indlandsis. Kvinden, som i øvrigt syede vistnok både sit eget og børnenes tøj selv, elskede at bage og havde et skønt sexliv, kunne ligesom Anita Mac ikke forstå, at man bekymrede sig så meget og kunne da ikke forestille sig noget værre end at have et øjeblik, hvor hun ikke havde travlt. Man kunne selvfølgelig have læst interviewet som et portræt af en original person med et sjovt og anderledes liv. Men som sagt er der tale om en trend og helt i tidens ånd havde Weekendavisen også opsat artiklen nærmest som et idolportræt - hele forsiden af kultursektionen med stort billede af en fri, stærk og frodig kvinde omgivet af sine fem kornblonde børn. Der var sågar omtale med billede også på forsiden af avisen - så vi manglede bare idolplakaten, lige til at tage ud og hænge op.
Grundfilosofien er den samme som Anita Macs og opskriften på dette ubekymrede liv er en simpel totrinsraket, som vi alle har i os og som blot venter på at bliver fyret af: 1) Hav succes med alt hvad du foretager dig 2) Foretag dig så meget så muligt af alt dette succesfulde, at du ikke har tid til at bekymre dig. Resultat: Du bliver gladere end alle de mennesker som går og gør sig bekymringer om miljø og solidaritet og den slags. Hvorfor have panderynker når man kan nøjes med at have skæg.

Lalleglad bumfaldera
Nu har jeg personligt intet imod at folk, der er heldige at have succes med alt, forsøger at have det bedst muligt med sig selv, så længe de ikke generer andre selvfølgelig. Men at gøre denne livsstil til en livsfilosofi, som man føler man må delagtiggøre andre i gennem medierne, er simpelthen dekadent. Jeg fristes til at sige, at hvis dette er trenden, så går det ikke længere bare ufattelig godt i Danmark; det går simpelthen for godt. Ikke blot skal man lade være med at have dårlig samvittighed over at være en succesfuld egoist der har materielt forbrug som livsindhold - man skal nu til at være stolt af det - skrive om det.
Anita Mac har sikkert ret, når hun siger, hun ikke er neurotisk og ikke føler noget tomrum ved at hengive sig til forbrugets fornøjelser. Og hun har selvfølgelig også ret når hun antyder at det snarere er mange af de hellige bevidste forbrugere eller økofascisterne der har flest neuroser - heriblandt ikke mindst hendes egen mand som hun, helt i tråd med indlæggets øvrige ånd, ubekymret hænger ud som en både grænseneurotisk og inkonsekvent idealist (og skulle vi så forresten ikke holde op med at skyde hinanden i skoene alle sammen, at vi er så og så fulde af neuroser - den mindste afvigelse fra lalleglad bumfaldera er jo snart en neurose).
Men hvad er det så egentlig der er så galt ved at nyde livet? Skal vi partout have sort samvittighed udtrykt i dybe furer i ansigtet hver gang vi slår græs eller køber en plastic Mickey Mouse til lille Snorre? Nej selvfølgelig ikke. Men det er egentlig heller ikke det interessante spørgsmål. Man burde i stedet spørge: Får vi det bedst muligt ved bare at gøre det, som vi hver især har det bedst med?

Ikke uskyldigt
Anita Mac skærer uforvarende selv svaret ud i pap os: Hvorfor skulle hun ikke bare nyde at larme løs med sit monstrum af en motorplæneklipper, når alle hendes naboer generer hende ved at larme løs med deres motorsave? Tja... så skulle yderligere forklaring vist være overflødig. Men for nu at få alle med, også Anita Mac: Måske ville det være lidt mere krævende for Anita Mac at slå sin plæne med en ikke-motoriseret maskine (hvis de da stadig findes i handlen) men det ville dog være meget mindre anstrengende at være hendes naboer, hvis hun gad gøre sig den ekstra smule besvær. Voila, en lille bitte indsats fra den ene bliver til stor glæde for de mange. Sådan er det og sådan det skulle det helst blive ved med at være, at være en del af et samfund. Jeg synes nærmest min pointe bliver for banal hvis jeg begynder at vade rundt i ord som hensyn, fællesskab og solidaritet.
Anita Macs indlæg foregiver at være en slags opskrift på, hvordan man som moderne forbruger kan få det godt med sig selv ved at lade være med at have dårlig samvittighed. Men den egentlige pointe i artiklen kan koges ned til: Hej alle sammen, jeg har succes og jeg har det godt. For jeg bekymrer mig ikke om mine naboer, om økologi eller om noget som helst andet indviklet udenfor min hæk eller bilens ruder. Det er utvivlsomt sandt, hvert ord hun skriver og som isoleret fænomen er det ret uskyldigt. Men hvis det er en trend, at det nu ikke kun skal være et personligt valg om man vil have nok i sig selv, men at det ligefrem skal være 'in', så er det hverken uskyldigt eller ligegyldigt mere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her