Vi kender dem allesammen, de 'hellige' typer der kan forpeste enhver fest ved at kritisere os allesammen
LIVSSTIL
"Mener du virkelig, at du ikke har råd til at købe Max Havelaar kaffe, økologisk mad og genbrugstoiletpapir? Synes du ikke, det er lidt spild at lade vandet løbe i et minut for at få det koldt? Hvad med at have noget i køleskabet? Mener du virkelig, at du kun lige har til livets ophold, når skatten er betalt? At skattefar tager mere end rigeligt, og at du gennem at give halvdelen af din fyrstelige løn har gjort hvad mere end rigeligt og rimeligt er? At alt, du derefter har, retfærdigt tilkommer dig? At du kun lige har, hvad du skal bruge? Det er en mægtig fin årgangsvin, det her, og jeg syntes jeg så en ny BMW ude i garagen..."
Vi kender dem allesammen. De der forbandet irriterende hellige typer, der fuld-stændig kan forpeste enhver fest ved at kritisere os allesammen for alle de forfærdeligt uansvarlige ting, vi foretager os. Når først folk er blevet lidt fulde og maskerne er begyndt at falde, er der slet ingen ende på de fornærmelser, de byder os. Alt, hvad vi gør, er ifølge dem på den ene eller anden måde fuldstændig forkasteligt. Åh, er de ikke bare så irriterende, når de for hundrede gang prøver at forklare os, at det og det ikke holder en meter på moralbaromeret?
Jeg mener, det kan de jo let nok sige, skide frelste typer. Vi kan jo ikke alle have hjerter af guld. De gør det alligevel i bund og grund bare for at fremhæve sig selv. Eller?
Jo da, for når sprutten går ind går forstanden ud, ikke sandt? Sandt, sandt. I ædru tilstand er de fleste 'hellige' kloge nok til at holde sig nogenlunde på måtten. De ved jo, at de sjældent får andet ud af deres diskussioner end total personlig nedsabling og beskyldninger om at være en hykler - altså et bytteløst nederlag. Så helt rigtigt, når sprutten går ind, går forstanden ud, men hvad mere er, af børn og fulde folk skal man høre sandheden. Og børn siger faktisk, at 'det man siger, er man selv'. Tænk engang.
Man kan undre sig over, hvorfor folk altid med næb og kløer aggressivt prøver på at i hvert fald retfærdiggøre sig selv, når moralske diskussioner finder sted. Kan det ikke tænkes, at den store aggressivitet måske bygger på en erkendelse af, at man godt kan se, at de ting, der bliver påpeget af den 'hellige', faktisk er reelle nok? Hvorfor er det så svært at få en moralsk diskussion i gang, når man taler om folks egen levevis?
Det er så let at blive enige om, at tremmekalve, menneskerettighedsovertrædelser i fjerne lande, store fabrikkers forurening, børnearbejde og brutal og profital udbytning af tredje verdensarbejdskraft er 'ganske forfærdelige ting'. Det er heller ikke svært i samme forbindelse at få folk til at sige, at de 'på ingen måde kan forstå, hvordan nogen folk kan være så onde/tankeløse/respektløse over for andre levende væsner'.
Alt dette kan man høre fra folk, der hygger sig med deres burgrisesteg, var fascinerede over Bill Clintons Danmarksbesøg, kører i deres forurenende bil, som de 'egentlig ikke har brug for, men den er nu så praktisk', lader deres børn få job så tidligt som muligt fordi 'de skal lære at klare sig selv' (og dermed tidligt bliver tvunget ud i voksenlivets barske realiteter) og ikke bekymrer sig om deres te og kaffe, omend den er rigelig dyr, er plukket af arbejdere, der lever under eksistensminimum på trods af en arbejdsuge der er dobbelt eller tre gange så lang som deres egen.
Som man siger, moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt. Desværre kan man ofte forledes til at tro, at mange folk slet ikke har nogen moral, at de kun lader som om, fordi det giver et godt image, omend det 'selvfølgelig er helt urealistisk virkelig at efterleve den'. Det sidste er måske også rigtigt.
Jeg tror ikke, at det kan lade sig gøre på alle tidspunkter, i alle livets spørgsmål, at gøre det helt rigtige. Men betyder det, at man skal lade være med at prøve? Betyder det, at man ikke skal anstrenge sig for at leve nogenlunde forsvarligt? Der lader til at være en idé om, at hvis man én gang har gjort noget, der ikke er etisk forsvarligt, er man ikke bedre end den, der gør det hver dag. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Min respekt bliver ikke mindre, hvis en dyreven indrømmer engang at have købt et par læderbukser, eller en blodhjertet socialist har en svaghed for dyre vine eller en anden form for lille luksus.
Ofte forsvarer folk sig selv med at, man skal 'praktisere hvad man prædiker', men engang imellem at 'skeje ud' har intet med dobbeltmoral at gøre, og jeg har ikke noget tilovers for folk, der bryster sig af, aldrig at have overtrådt sit eget moralsæt, alene fordi de ikke har noget.
Endnu oftere end at rette beskyldninger mod modparten mener folk overhovedet ikke, at det er nødvendigt at give en forklaring, og siger bare ting i retning af, at 'jeg ved godt jeg ikke kan forsvare det og det'. Punktum. Det forstår jeg simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, at de ikke mener det er nødvendigt at kunne retfærdiggøre sine handlinger. At de måske udføres af størstedelen af befolkningen gør dem da ikke nødvendigvis rigtige, det ved enhver med bare det mindste kendskab til historien. Og jeg forstår ikke, at de føler det som om, de skal forsvare noget over for mig, Jeg har ikke bedt nogen om at forsvare noget som helst over for mig, hvis de dog bare ville prøve at forsvare det over for sig selv.
En 'hellig' er ikke det samme som en frelst. En frelst er én, der er fuldstændig overbevist om, at hans egen levevis er den ultimative, en der er fuldstændig lukket over for diskussioner, en der virkelig føler sig hævet over andre. En 'hellig' er derimod, efter min definition, en person, der er engageret i problemer og uretfærdigheder, og har valgt at leve sit liv, så han kan forsvare det over for sig selv, også når han virkelig tænker efter. En 'hellig' føler sig ikke specielt 'god' af den grund, men bliver måske frustreret over, at hans omgivelser affejer ham på den måde, de ofte gør.
Jeg tror ikke, at der er mange 'hellige', der taler med folk om deres handlinger for at fremhæve sig selv og deres egen godhed. De fleste ved vist godt, hvilket farligt terræn disse diskussioner befinder sig på. Ingen holder af at blive nedgjort eller at have flertallet imod sig. Jeg tror og håber, at de 'hellige' starter disse samtaler for at prøve at få folk til at ændre deres levevis. Fordi de virkelig er bekymrede og fordi de virkelig rystes af verdens uretfærdigheder. Ikke nødvendigvis for at få bekræftet sig selv og ikke for at fortælle folk, hvor forfærdelige mennesker de er, men for at spørge dem, om de overhovedet har tænkt over, hvor meget de kunne ændre ved sig selv. For at tale med dem om forskellige sager, og få dem til at tænke. Er det så svært at forstå eller tro på?
Allervigtigst er dog det håb, der ligger i at starte disse samtaler. Et håb om at finde ud af, at den og den ting måske slet ikke er så slem endda. Dette håb bliver sjældent bekræftet, men der er da undtagelser; at købe en pels af grønlandssæl er f.eks. en god gerning, der opretholder fangernes livsgrundlag, og dyreforsøg er helt ok og ofte nødvendige til fremstilling af medicin, omend forkastelige til makeup. Endnu dybere ligger der et håb om at få afkræftet, at så mange mennesker virkelig er så ligeglade og egoistiske som deres adfærd lader tro. Dette håb bliver desværre ikke så tit opfyldt.
