Læsetid: 5 min.

Det himmelske lys er slukket - gå dog hjem

13. september 1997

Universitetet skal genskabes, som Arno Victor Nielsen siger, men hverken som et uselvstændigt 4. g eller med demonstrativ arrogance fra lærerside

ÅNDERNES RIGE
I en nekrologisk klingende dom over universitetsinstitutionen slukker Arno Victor Nielsen i Information d. 2.9. alt lys for eventuelle vildfarne håb for universitetets berettigelse i dag. Og det er der sørme alle mulige grunde til. Blot ikke primært dem, som Arno Victor Nielsen trækker op af hatten.
I Arno Victor Nielsens kritik af tingenes tilstand er det først og fremmest kravene om pædagogisk kvalitet i undervisningen, som står for skud. Argumentationen for dette synspunkt forekommer en smule tåget.
Tilsyneladende mener Arno Victor Nielsen, at sådanne krav vil betyde universitetets undergang - og andre "ældre akademikere, som endnu husker tilbage på deres studietid med glæde" mener det samme, hævdes det. Jaså!
Nu kunne det være pokkers interessant at få at vide, hvad det var for sammenhænge, som denne glæde udsprang af. Det ville have givet indlægget en - undskyld mig - mere konstruktiv karakter. Jeg mener: tænk hvis man ligefrem kunne have fået en god idé, i stedet for den alt for velkendte mudderkastningskritik, mundende ud i et besynderligt og i øvrigt inkonsekvent forslag om oprettelsen af et eliteuniversitet, hvor forskningen kan trives i afsondret sagkyndighed.
De eneste hints vi får om datidens store studieglæder var at de opstod ud af om-stændelighed og genstridighed hos den enkelte studerende.
Fint nok. Det betyder vel noget i retning af, at man havde tid til kritisk fordybelse. At denne vitale dimension i dag er trængt alvorligt i defensiven er også undertegnedes mindre behagelige erfaring.

Universitetets krise
Og det ligger da også, som Arno Victor Nielsen anfører, uden for enhver tvivl at en af grundene til denne triste tilstand er at finde i universitetets ændrede rolle og funktion i forhold til den grumme virkelighed uden for portene. I dag er overskriften tilpasning, omstillelighed, breddeviden og effektivitet (SU-uret tikker) - lidt af dit og lidt af dat er den nødvendige helgardering i en situation, hvor det nærmeste man (indenfor humaniora) kommer et konkret bud på jobmuligheder er 'øh... noget med kultur og medier' eller, hvis man tør lyde knap så hip: gymnasielærer.
Hvad jeg stiller mig mindre forstående overfor er disse rasende udfald fra Arno Victor Nielsen og andre 'ældre akademikere' i debatten, når talen falder på pædagogisk nytænkning og kritik af undervisningsformerne. Som om det var her den primære årsag til universitetets åbenlyse krise ligger begravet.
Det handler jo ikke om et for-eller-imod evalueringsskemaer eller om hvorvidt de stakkels lærere skal droppe deres forskning og sendes på krop- og karisma-kurser for at blive bedre formidlere.
Jeg tror snarere at hele debatten om de pædagogiske kvalifikationer grunder i en bestemt erfaring hos de studerende. Nemlig den, at det rum, som skal skabe rammerne for et reelt engagement i studieforløbet ikke er til stede, og derfor udelukkes den glæde, som Arno Victor Nielsen og andre var så heldige at få med i rygsækken.
Jeg har oplevet to eksempler på typiske dårlige rum.
Det ene er det, som også Arno Victor Nielsen beskriver, hvor forståelse er erstattet af paratviden og hvor alting er bygget op omkring ønsket om at bestå den næste eksamen med en høj karakter - 4.g.-modellen. Lærerne er ganske rigtigt her i vid udstrækning reduceret til servicefolk, der tygger stoffet så godt igennem at det lader sig servere i 'sonde-form'.
I det andet er denne form for ukreativ tryghed erstattet af decideret utryghed.
Her er man til stadighed usikker på, om man nu er klog er nok, fordi man fra start præsenteres for en mistænkelig demonstrativ arrogance i undervisningen samt blandt visse medstuderende.
De to rum her befinder sig i hver sin ende af spektret, men har det til fælles, at de af indlysende årsager begge underminerer muligheden for den omstændelige og frugtbart genstridige dialog, for nu at blive i terminologien.
For mig at se lider den igangværende debat under den kortslutning, at de studerende en bloc forbindes med ønsket om at gøre universitetet til en børnehave, medens mange af lærerne kommer til at fremstå som en slags rigide repræsentanter for 'Den gamle skole', og det kan ingen vel være tjent med?
Alle er jo fundamentalt enige om at situationen ikke er tilfredsstillende, så hvorfor ikke i stedet gøre et fælles forsøg på et definere rammerne for det rum, hvorfra en engageret læreproces kunne udfolde sig, uden at ofre hverken sagkyndigheden eller fagkyndigheden, hverken forsknings- eller undervisningskvaliteten.

RUC-modellen
Jeg gik på RUC da stedet fyldte 13 og 14 år, og skal ikke med sikkerhed kunne sige hvordan det forholder sig nu i jubilæumsåret, men erfaringerne fra dengang kan stadig give anledning til inspiration, når talen er om et undervisningsrum der virker uden at forfalde til et af de to nævnte yderpunkter.
Som bekendt er det projekt- og gruppearbejdsformen, der her står i centrum, og jeg oplevede kort fortalt at denne form gav mulighed for den kritiske fordybelse uden at kaste den studerende ud i den sociale og faglige isolation, som hele denne debat om pædagogik i virkeligheden (også) er et symptom på. Den ideelt set tætte og forpligtende kontakt med gruppemedlemmerne samt med vejlederen/læreren rummer i mine øjne positive potentialer, når det gælder om at dæmme op for den erfaring af passivitet og overflødighed, som i betænkelig grad genereres eller bekræftes i store dele af dagens universitetsmiljø.
At modellen så i et vist omfang har vist sig bæredygtig i forhold til jobmarkedets krav om samarbejdskompetance m.v. er jo blot et ekstra plus.
Når jeg taler om rummets betydning for de aktuelle problemer er det ikke blot i overført betydning, men lige så vel konkret arkitektonisk. Har man besøgt universitetet på Amager, vil man vide, hvad jeg mener.
Det er som om stedet er lavet for konsekvent at underminere muligheden for skabelsen af et psykosocialt miljø, der kan begunstige den gode indlæring. Inskriptionen over dette universitet kunne passende være: Det himmelske lys er slukket - gå dog hjem.
Med andre ord: ja, jeg er enig i at universitetet skal genskabes, som Arno Victor Nielsen siger det, men helst med udgangspunkt i de virkelige problemer og ikke på baggrund af en eller anden pædagogik-paranoisk og noget nostalgisk resignation, hvori ønsket om et eliteuniversitet klinger påfaldende desperat og for den sags skyld også temmelig gammeldags.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu