Kommentar

Hjertestop til eksamen

1. september 1997

Har frafaldet på medicinstudiet den funktion at frasortere dem, der laver for lidt eller går i panik?

FEEDBACK
Vi læste med stor interesse Informations forsideartikel den 20. august om medicinstuderendes problemer på studiet. En artikel om den del af de studerende, som lider af eksamensangst og føler, at præstationsræset tager overhånd. De studerende bliver usikre og tvivler på, hvorvidt de kan slå til på grund af de store krav, medicinstudiet konstant stiller.
Hvad der desværre ikke fremgår af artiklen er, at der her er tale om en bestemt gruppe af studenter. Nemlig den gruppe, som ikke har reflekteret over, hvad der reelt kræves for at kunne blive læge, og som gik ind til studiet udelukkende med "en forventning om at hjælpe nogle syge mennesker". Tanken er smuk, men før man kan diagnosticere og behandle syge mennesker kræves nu en gang en vis, fundamental viden om kemi, biokemi, fysik, fysiologi, anatomi osv.
Måske bør man spørge sig selv, inden man tilmelder sig studiet, hvad det tidligere betød at have et kald. Mange mener, at begrebet er afskaffet. Det er det måske også, men hvad der aldrig bliver afskaffet er et minimumskrav om motivation, entusiasme, interesse for sit fag eller - mere moderne - et lægevidenskabeligt drive.
En hel verden
I dag opfatter mange studerende det at læse til læge som et job fra klokken 8.15 til 16.00, hvorefter man kan fornøje sig i byen. Det er det ikke! Og det bliver det forhåbentlig aldrig.
Hvis mange studerende selv gjorde en ihærdig indsats og terpede det nødvendige lærestof, så ville de for det første være absolut klar til eksamen, og for det andet ikke behøve at være nervøse, for dybest set er nervøsiteten baseret på en erkendelse af at have lavet for lidt. Den, der kan sit stof 100 procent, behøver ikke være nervøs. Medicinstuderende, som snakker for meget om eksamen i stedet for at læse til eksame, er således et fast element, som de fleste har stødt på.
Yderligere fremgår det tydeligt på studiet, hvem der har det som fisken i vandet, og hvem der er malplaceret. De, som bruger det intellektuelle knofedt og læser de relevante bøger, får automatisk lysten til at søge ekstra viden, f.eks. igennem forskningsprojekter. Lige pludselig opdager man, at den medicinske verden er en hel verden og ikke et job, der slutter kl. 16.00.
Panik på skadestuen
Om det er denne dybtfølte interesse for det lægevidenskabelige univers, man førhen benævnte et kald, det ved vi ikke. Det afgørende er, at man har gjort op med sig selv, hvorvidt man ønsker at blive læge. Man bør vitterlig ønske det. Ønsket skal være stort nok til at overskygge det faktum, at man arbejder i døgndrift, at man bruger sine weekends og ferier på ulønnet forskning og oven i hatten accepterer en startløn på ca. 19.000 kr. per måned efter seks et halvt års studietid.
Dermed også sagt, at har man ikke den fundamentale interesse for lægevidenskaben, hvori ligger at man automatisk afser tid til at læse og opnå ny viden,, så bør man overveje, om det ikke snarere er som sygeplejerske at man "forventer at skulle hjælpe nogle syge mennesker."
Afsluttende er det bemærkelsesværdigt, at en del medicinstuderende kan slås ud, blot på grund af en eksamenssituation. Censor og eksaminator er raske, ikke-behandlingskrævende mennesker. Hvad nu den dag den nervøse student står i skadestuen, og der udenfor døren sker et trafikuheld med tre-fire bevidstløse traumatiserede mennesker?
Kunne det tænkes, at det 30 procent store frafald på studiet har en hensigtsmæssig funktion i det virkelige liv?

*Milena Penkowa og Christian Bjørn Poulsen er medicinstuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres