Kommentar

Hverdagsmagerne

Debat
26. september 1997

Et 'stille' ungdomsoprør, et ulmende opgør med eliternes og de professionelle græsrødders - 'subeliternes' - forsøg på at monopolisere etikken og den politiske meningsdannelse

FRIE ORD

Beskedent i udseende - som det sømmer sig et angiveligt "arbejdspapir" - er intet mindre end et heltekvad til fru Nielsen på Valby Langgade lige udkommet.

Eller snarere er det hendes datter, frk. Nielsen på Nørrebro i København, der hyldes for et "stille" ungdomsoprør rettet mod både tidens eliter og fortidens venstrefløj.

Titelbladet signaler "Demokrati fra Neden" og "Pilotprojekt" og "Fra græsrødder til hverdagsmagere: Et studie i politisk identitet på Indre Nørrebro" med samfundsforskerne Henrik Bang og Eva Sørensen som dem, der kvæder blandt andet:

"Der er spor, især blandt de unge, af hvad der måske en dag kan gå hen og blive en helt ny politisk identitet på Indre Nørrebro, som vi forsøgsvis skal typologisere som hverdagsmagere. Hverdagsmageren synes at repræsentere et brud med med de gamle identiteter på en række væsentlige punkter. Hvor de 'gamle' identiteter bindes sammen af en negativ magtopfattelse, der installerer en række modsætninger i den politiske styring mellem stærke og svage, kloge og mindre-kloge, aktive og passive, etc., virker det som om hverdagsmageren mere opfatter den politiske styring som inddelt i domæner for henholdsvis ekspertpolitik og lægfolkspolitik.

Hverdagsmageren forholder sig bevidst og konkret til sin rolle som ikke-ekspert i den politiske styring og bestræber sig i sin praksis på at afgrænse sit hverdagsmageri fra ekspertpolitikkens problemer og vilkår i i kommunen, i amtet, i staten, i regionen eller i EU.

Hverdagsmagerens politiske engagement er ikke, som det er tilfældet med de 'gamle' politiske aktivismer. motiveret af den 'store' politik og dens konsekvenser for velfærd, miljø, socialt udstødte, etc. Hun forholder sig direkte til hverdagslivets problemer, dér hvor hun nu engang er, det være sig på arbejdspladsen, i hjemmet, i foreningslivet, i de nære institutioner og andre steder, hvor man støder på problemer forbundet med løsningen af fælles daglige anliggender.

Hverdagsmageren peger på et behov for en forskning omkring demokrati fra neden, der forsøger at begrebsliggøre den måde, hvorpå lægfolk bedriver politik ved at forholde sig til den 'store' politik som en ressource og mulighed for at myndiggøre sig selv gennem deltagelse i hverdagslivets 'små' anliggender.

Hverdagsmageren vil selv være med til at udforme de mange institutioner og sammenhænge, hun indgår i og omgås med i sit hverdagsliv. Hun stiller sig ikke tilfreds med bare at blive behandlet som en klient og forbruger, udstyret med visse rettigheder og et legitimt krav om at modtage ordentlig service. Hun vil respekteres som deres daglige bruger og vil selv være med, både alene og i fællesskab med andre, til at indholds- og formbestemme de roller og tilbud, som den 'store' politik udstyrer hende med.

Hverdagsmageren sætter således et effektfuldt spørgsmålstegn ved om den 'store' elitefunderede politik med alle dens forhandlingsøkonomiske netværker 'inden i', 'oven over' og 'neden under' staten, alene og af sig selv kan løse alle de magt- og identitetsproblematikker, der er forbundet med et samfunds demokratiske politiske styring."

Det betyder for Bang og Sørensen:

*Et farvel til de 'gamle' modstandslogikker for politisk deltagelse.

*Et farvel til den gamle venstre-højre skala.

*Et goddag til et dualistisk politiksyn, hvor hverdagspolitik adskilles fra ekspertpolitik.

SOM LED i projektet Demokrati og institutionel udvikling, kaldet Demokratiprojektet, har de to samfundsforskere foretaget en mindre række såkaldte kvalitative interviews med nøje udvalgte repræsentanter for forskellige "politiske identiteter" med bopæl på Indre Nørrebro i København: græsrodsaktivisten, den autonome og arbejderaktivisten.

"Den identitet, som vi har valgt at kalde den engagerede tilskuer, synes ikke at 'fylde' så meget i vores interviewpersoners bevidsthed, som den nok ville gøre andre steder, f.eks. i mere borgerligt dominerede dele af København. Indre Nørrebro har jo traditionelt fremstået som en af venstrefløjens stærkeste bastioner. Men vi har lidt på fornemmelsen, at dette er ved at ændre sig med den store til- og udflytning i forbindelse med bysaneringerne."

Men så melder fru Nielsen sig under dæknavnet Grethe og siger:

"Min oplevelse er ikke, at unge er mere egoistiske end man har været førhen. Min oplevelse er, at den måde, man involverer sig på, og den måde, som man er solidarisk på, er på en anden måde. Jeg oplever meget, at de sidste ti år, der har unge organiseret sig anderledes. Faktisk vil jeg se det sådan, at de faktisk er meget involverede unge mennesker. De er det bare på en, for ældre generationer, utraditionel måde. Det er ofte noget med, at man går ind i et projekt, og så er man der 100 pct. i en kort periode, og så trækker man sig ud igen. Man er ikke med i lange forløb. Og det mener jeg ikke, at man har taget højde for, at det er den måde, at unge involverer sig i tingene på i dag. Og derfor tror jeg, at man har et problem i faglige organisationer."

En bedre beskrivelse af hverdagsmageri og dets forskellighed fra fuldtidsaktivismerne kan man nok ikke finde, udbryder Henrik Bang og Eva Sørensen, der som eksempler på 'hverdagsmagere' anfører Hanne. Hun har taget dansker-fremmedproblemet op i sin egen boligkarré og om sin indgang til den 'store' politik siger hun, at den "ikke går ud fra om Socialdemokratiet opfører sig sådan og sådan i forhold til miljø og institutioner."

"Jeg synes mere det ligger til mig at tage fat på tingene på anden måde. Det er også så igen en personlig ting. Men jeg føler, at jeg er mere engageret og mere aktiv, når det sådan er noget mere konkret."

Det samme gælder Henrik, der er gået aktivt ind i en offentlig institutions forældrebestyrelse:

"Jeg synes, at det er vigtigt, at man ligesom holder fast i, hvad der sker i institutionerne. Ikke for at holde styr på det, men for at føle sig involveret, også i ens børns liv. Det er vigtigt for mig. Og en god måde at komme ind på det, det er også at være engageret i forældrearbejdet i institutionen. Det er for endimensionalt at tænke politik højre-venstre. Fordi jeg synes egentlig, at der er da nogle frihedsidealer fra højrefløjen, der er udmærkede; frihed under ansvar, det synes jeg er okay. Men uden solidaritet fra venstrefløjen, så ... i øvrigt heller ikke noget samfund."

Sarkastisk indrømmer Bang og Sørensen, at "det er svært for os at se, hvorfor Hannes og Henriks råb om individualitet og råderum ipso facto skulle bekræfte, at vi her har at gøre med endnu to navlebeskuende og egocentriske individer, der er blevet 'ofre' for 'højrebølgen'."

De to forskere advarer direkte "Venstre om ikke at overvurdere tilgangen af nye liberale stemmer. Er der tale om hverdagsmagere, er de ikke 'liberale' i den forstand og kan meget hurtigt beslutte sig for at holde 'flyttedag', præcist fordi partipolitik ikke er det, der optager dem mest."

HELTEKVADETS skjalde, Bang og Sørensen, har selv opfundet ordet hverdagsmageren som "et produkt af både vores empiri og vores teori. (...) Vi kan godt se, at vores historie om hverdagsmageren nemt får karakter af et 'heltekvad', hvor græsroden fremstår som 'skurken'. Men når vi forstørrer hverdagsmageriet op i forhold til de andre identiteter og profilerer det op mod græsrodsarbejdet er det først og fremmest fordi vi mener, at der er tale om tendenser til en ny politisk identitetsdannelse... Er den begyndende transformation af de 'gamle' modstands-identiteter på Indre Nørrebro udtryk for en mere generel tendens eller er den begrænset til Indre Nørrebro? Hvis ikke, er der så bare tale om et cyklisk fænomen eller 'tidsånden'? Eller er hverdagsmageri udtryk for et 'stille' ungdomsoprør? Vi tror selv på, at hverdagsmageri er kommet for at blive og i fremtiden vil få stadig mere udbredelse i det politiske som et ulmende opgør med eliternes og sub-eliternes forsøg på at monopolisere etikken og den politiske meningsdannelse.

Eksempelvis tyder det nye Labours sejr i England på, at der kan 'scores' mange stemmer ved at plædere for, at lægfolk inddrages meget mere som lægfolk i det politiske system med henblik på at forhindre en reduktion af al almindelig politisk samtale og diskussion omkring løsningen af store og små fælles anliggender til en diskurs imellem eliter og sub-eliter udstyret med en mening om og etik for alt, hvad der rører sig i tiden, fra gensplejsede får til kvalitetssamvær mellem forældre og børn."

MERE BETAGEDE af det nye - stille - hverdagsmageriske ungdomsoprør mod både det bestående samfunds eliter og mod dets mere eller mindre professionelle modstandere er Henrik Bang og Eva Sørensen dog ikke, end at de også har øje for "bagsiden af medaljen: at denne konkretisering af det politiske har en tendens til at kamme over forstået på den måde, at de generelle store spørgsmål let bliver marginaliseret. Det betyder, at relationen til det politiske system i stedet for at blive en konfliktfyldt relation om fortolkningen af hvad det gode samfund vil sige bliver en arbejdsrelation, hvor befolkningen tager sig af de små spørgsmål, mens politikerne tager sig af de store. Således kan hverdagsmagerens accept af politikerne som nogen der gør et arbejde, der skal gøres, let gå hen og blive til ligegyldighed.

Et eksempel på hvad en adskillelse kan føre til er en situation, hver hverdagsmageren handler øko-politisk ved at dyrke økologiske radiser i sin baghave op til motorvejen, mens han eller hun ikke gider tage stilling til, om der skal øget skat på benzin eller katalysator på alle gamle biler."

Alligevel fastholder heltekvæderne deres tro på en forjættende politisk dagsorden, sat af hverdagsmagerne, om en ny form for demokrati fra neden.

Bang og Sørensen synes tydeligvis først og fremmest optaget af at stille krav om et samfund, der slår bro mellem lægfolket og eliterne - på lægfolkets betingelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her