Verdensbanken blev skabt på en international konference afholdt i juli 1944. En ny bog fortæller dens historie: Resultaterne af 50 års indsats for at udrydde den globale fattigdom er ikke imponerende
ØKONOMI I OPBRUD
Verdensbankens niende og nuværende præsident er James Wolfen-sohn, der blev ansat i 1995. Wolfensohn var en bankmand fra Australien, der blev amerikansk statsborger i 1980. Han var tæt på at blive Robert McNamaras efterfølger i 1981, men i stedet gik jobbet til 'Tom' Clausen. Fjorten år efter var det atter ledigt, og denne gang fik Wolfensohn det.
Præsidenten er ansat for en periode på fem år med mulighed for forlængelse. Men erfaringen viser, at kun få holder til mere end en periode. Nogle har ikke engang siddet hele perioden ud. Det gælder de to første præsidenter, Eugene Meyer og John J. McCloy. Lewis Preston, der fungerede 1991-95, måtte gå et år før tiden på grund af sygdom.
En af de faktorer, der fik præsident Bill Clinton til at vælge Wolfensohn, var, at han var villig til at fungere i mindst to perioder, skriver Catherine Caufield i sin bog "Illusionens mestre" (Masters of Illusion, The World Bank and the Poverty of Nations).
Da Wolfensohn overtog sit embede, havde Banken i nogen tid været udsat for en skarp kritik både fra græsrodsbevægelser på venstre-fløjen og fra mere etablerede kredse på højrefløjen. I forbindelse med dens 50 års jubilæum i 1994 havde en række politiske, religiøse og økologiske bevægelser dannet en koalition med navnet 50 år er nok! I følge denne koalition havde Banken gjort mere skade end gavn.
Samtidig begyndte etablerede personer på højre-fløjen at tale om, at Banken havde "nået en høj alder," og nu var det "måske på tide at trække sig tilbage til et plejehjem." En anden autoritet sagde: "Verdensbanken var en af de strålende ideer i 1940'rne," men i dag fungerer den ikke mere: "Spørgsmålet er ikke, om den er for stor, men om den overhovedet gi-ver nogen mening".
I de seneste år har Banken efterhånden accepteret stort set alle forslag fra både tilhængere og kritikere og sat dem på sin egen dagsorden. I hvert fald officielt.
På papiret er Verdensbanken nu forpligtet til at hjælpe den private sektor, kvinder og de fattige; at arbejde sammen med frivillige organisationer (NGO'ere) og de folk, der berøres direkte af dens projekter; at øge sine lån til uddannelse, sundhed og mikro-virksomheder; at beskytte miljøet; at begrænse militære udgifter og korruption; at fremme åbenhed i forvaltningen, retfærdig lovgivning og ligelig indkomstfordeling; og at gøre det alt dette på en bæredygtig måde.
Officielt har Banken bøjet sig for kritikken, men i praksis er situationen helt anderledes. Hvis man undersøger, hvordan den prioriterer, opdager man, at en stor del af dens lån ligesom i de foregående årtier går til landbrug, energi og transport. At Banken har rettet sig efter kritikken, er en illusion.
Måske er et af dens problemer, at den er "en organisation, der ønsker at være alting" på én gang, som en af de ansatte formulerer det. Måske er det årsagen til, at den ikke gør noget af det særlig godt.
Da Wolfensohn trådte til, var Bankens rygte temmelig ramponeret. Den nye præsident var klar over, at han var nødt til at gøre noget drastisk. Ikke bare ved formen, men også ved indholdet.
Noget af det første, han gjorde, var, at han helt på egen hånd besluttede, at Banken ikke ville være med til at finansiere den kontroversielle Arun-dæmning i Nepal.
Denne dæmning var planlagt til at producere 200 megawatt elektricitet; otte gange landets nuværende forbrug - en voldsom overkapacitet. Prisen var anslået til 800 mio. dollars; et voldsomt beløb for et lille land som Nepal.
Miljøbevægelser i Nepal og udenfor havde protesteret mod projektet i mange år. I oktober 1994 sendte en koalition af nepalesiske NGO'ere en klage til Bankens nyoprettede ankenævn (inspection panel).
Koalitionen hævdede, at Bankens tilsagn om et lån på 175 mio. dollars var i strid med dens egne retningslinier på flere områder: Offentlighed i forvaltningen; økonomisk analyse; vurdering af de økologiske konsekvenser; tvangsflytninger; og indfødte folk.
Ankenævnet støttede klagen, men bestyrelsen ville ikke godkende en undersøgelse af alle sagens aspekter. Før der skete mere i sagen, kom Wolfensohns beslutning, der betød, at dæmningen var død. Uden Bankens penge og velsignelse ville andre långivere heller ikke være med.
Miljøbevægelser verden over jublede, da beslutningen blev kendt. Men Arun er kun et af mange projekter. Banken er stadig involveret i kontroversielle projekter, og den har ikke taget principiel afstand fra store dæmninger.
Med sin beslutning havde Wolfensohn de-monstreret, at han ønskede at være en stærk leder af en stolt organisation. Han forlanger total loyalitet af sine ansatte. Kritik er tilladt, men kun bag lukkede døre. Hvis man kritiserer Banken offentligt, står man til fyring.
På den første dag i sit embede sendte han et brev til alle de ansatte, hvor dette budskab blev udtrykt med stor tydelighed: "Jeg forventer, at I er loyale mod institutionen og mod hinanden. Kritik skal være intern og konstruktiv... Kritik af Banken uden for huset vil jeg betragte som et tegn på, at man ønsker at finde et andet arbejde." Brevet blev lækket til pressen samme dag og kunne læses i Washington Post næste dag.
Da Wolfensohn trådte til, var det mest presserende problem, at International Deve-lopment Association (IDA), der låner penge til de fattigste lande på lempelige vilkår, var i krise.
I årenes løb havde de rige landes regeringer med jævne mellemrum lovet at bidrage til IDA. Men parlamenterne var ikke altid parat til at opfylde regeringernes ønske. Problemet var især USA, der som supermagt forventedes at give det største bidrag.
Efter mange og lange forhandlinger endte sagen indtil videre med, at USA betaler sin gæld fra en tidligere runde og lover at give et bidrag til næste runde, for så vidt som Kongressen vil være med til det.
Hvis IDA må indskrænke eller afbryde sin virksomhed, kan det give problemer for de lande i Den Tredie Verden, der er stærkt forgældede. Dvs. lande, hvis gæld er mere end 220 procent af deres eksportindtægter.
Mere end en trediedel af Bankens 140 klienter falder i denne kategori. Nogle af dem ligger langt over grænsen på 220 procent. For Guyana er tallet således 407 procent; for Madagascar 659 procent; for Nicaragua 2.610 procent; og for Somalia 3.000 procent.
Ifølge Bankens økonomiske teori vil dens klienter en dag blive så rige, at de kan betale hele deres gæld tilbage. Men sådan er det ikke gået i praksis.
Hidtil har kun to lande 'be-stået' Bankens eksamen helt: Barbados i 1993 og Sydkorea i 1995. Femogtyve lande har haft så megen økonomisk fremgang, at de er gået fra IDA (der låner på lempelige vilkår) til IBRD (der låner på kommercielle vilkår). Til gengæld har nitten lande fået så mange problemer, at de er gået den anden vej: Fra IBRD til IDA.
Verdensbankens formål er at hjælpe de fattige lande i Den Tredie Verden. Men trods mere end 50 års indsats, milliarder af dollars og mange gode intentioner er man ikke kommet nærmere målet; snarere tværtimod.
I 1972 sagde Banken, at 800 mio. mennesker levede i absolut fattigdom. Siden da er tallet steget med 60 procent til 1,3 mia. ud af en samlet befolkning i hele verden på 5,5 mia.
Ifølge Banken lever 4,5 mia. mennesker eller 80 procent af verdens befolkning i Den Tredie Verden. Af dem mangler en mia. adgang til rent drikkevand; to mia. adgang til gode sanitære forhold; 100 mio. piger holdes væk fra skolen; og otte mio. børn dør hvert år af forurenet luft, forurenet vand og sygdomme, der let kan undgås eller helbredes.
I 1948 anslog FN den gennemsnitlige årlige indkomst pr. indbygger til 100 dollars i u-landene og 1.600 dollars i USA. Dengang var forholdet mellem de fattige og de rige således 1 til 16.
I 1993 var u-landenes gennemsnitlige årlige indkomst pr. indbygger steget til 1.100 dollars. Men i USA var den nået op på 25.000 dollars. Nu var relationen mellem de fattige og de rige 1 til 23. Kløften voksede med andre ord.
Men situationen er endnu værre, end det fremgår af disse tal, for de giver ikke et sandt billede af virkeligheden. Alt er skævt fordelt, ikke kun mellem de rige og de fattige lande, men også inden for de enkelte lande.
"De fattigste 40 procent [af befolkningen i de fattige lande] får kun 10-15 procent af den nationale indkomst," sagde McNamara i 1973. Han ønskede, at Banken skulle arbejde for en mere ligelig ind-
komstfordeling, men dette mål er ikke blevet opfyldt.
I 1992 fik de fattigste 40 procent af befolkningen i Den Tredie Verden stadig kun 15 procent eller endnu mindre af den nationale indkomst.
I Brasilien fik de nederste 40 procent af indbyggerne f.eks. kun syv procent af den nationale indkomst, mens de 20 øverste procent tjente 32 gange så meget som de nederste 20 procent.
Den skæve fordeling gælder ikke kun indkomst, men også andre basale områder: Sundhedstjeneste, uddannelse, fødevarer, rent drikkevand og gode sanitære forhold. På alle disse områder, siger FN, er kvinder værre stillet end mænd og folk på landet værre stillet end folk i byen.
Banken har én løsning for alle lande i verden; én opskrift, der forventes at hjælpe alle lande til økonomisk vækst og udvikling. Men måske har forskellige lande brug for forskellige løsninger?
Måske er Bankens definition på økonomisk vækst og udvikling ikke den eneste tænkelige og ønskelige.
Måske er det en del af forklaringen på, at den har svært ved at opfylde sine mål?
Når Banken låner penge til de fattige lande, får den en betydelig magt over dem. Jo større gæld, jo mindre suverænitet.
Mange lande i Den Tredie Verden kan ikke træffe centrale beslutninger om deres egen skæbne. De træffes af deres kreditorer, hvilket ofte vil sige Verdensbanken og Valutafonden (IMF).
De fattige folk i de fattige lande har betalt dyrt for de relativt små fremskridt, de har fået, og deres arvinger kommer til at betale mindst lige så dyrt, skriver Catherine Caufield. Til gengæld er der mange andre, der har profiteret på Bankens projekter:
nBankens eget bureaukrati og bureaukrater i mange af verdens lande.
nDe konsulenter og konstruktører, der har arbejdet på Bankens projekter.
nEndelig har multinationale koncerner og banker tjent på det økonomiske klima, Banken har skabt for dem.
Masters of Illusion er en fremragende bog om en af de mest magtfulde institutioner i verden. Bogens styrke er, at den ikke kun beskriver Banken udefra, men også indefra.
Caufield fortæller ikke kun om Bankens projekter, men også om dens indre organisation og struktur. Resultatet er et meget uhyggeligt billede.
Caufields bog er ikke hævet over kritik, f.eks. kommer Caufield kun med kritik af, hvad Banken har gjort i fortiden. Hun anfører ikke forslag til, hvad man skal stille op med den i fremtiden. Kan den reformeres, eller skal den nedlægges?
Hvis den skal nedlægges, hvad skal man da sætte i stedet?
Caufield skriver, at Bankens definition af begrebet udvikling er uheldig, men hun fortæller ikke, hvordan man så bør definere det. Hendes bog ser kun tilbage. Efter min mening burde den også forsøge at se lidt fremad.
Min kritik gælder således ikke så meget, hvad der er i bogen, men mere hvad der ikke er i den. Og det må ikke forlede nogen til at tro, at dette er en dårlig bog.
Den bør også studeres nøje af de folk, der er ansat af Verdensbanken. Hvem ved? Må-ske vil de få et helt nyt syn på den institution, de arbejder for?
Catherine Caufield, Masters of Illusion: The World Bank and the Poverty of Nations, Mac-millan: London, 1997, 432 sider; pris: 20 britiske pund (indbundet).
Torben Retbøll er cand.mag. i historie og latin; lektor ved Aarhus Katedralskole; har skrevet og redigeret en række bøger om massemedier og internationale forhold.
APROPOS
Er kritikken troværdig?
Catherine Caufield retter i sin bog, der er omtalt til venstre for denne spalte, en alvorlig anklage mod Verdensbanken. Hvilke kilder bygger hun på? Er kritikken troværdig? Skal den tages alvorligt?
Hendes kilder kan inddeles i fem grupper: For det første bruger hun nogle af de græsrodsbevægelser, der holder et kritisk øje med Bankens aktiviteter.
En af dem er International Rivers Network, hvis nyhedsbreve Bank Check og World Rivers Review hun ofte henviser til. I sit nummer for april 1997 kvitterer World Rivers Review ved at bringe et uddrag af Caufields bog.
For det andet har hun rejst i nogle af de lande, hvor Banken arbejder, og her har hun talt med folk, der er berørt af dens projekter.
For det tredie har hun talt med nuværende eller tidligere ansatte i Banken. Nogle af dem udtaler sig kun anonymt af frygt for at blive fyret.
For det fjerde bruger hun mange af Bankens egne rapporter, både interne, der er hemmelige, og eksterne, der er beregnet for offentligheden.
For det femte bruger hun massemedierne, først og fremmest de amerikanske aviser Wall Street Journal og Washington Post og det britiske ugemagasin The Economist.
Kilderne i gruppe 1 og 2 er for det meste negative over for Banken. Når de kritiserer den, har de en lav troværdighed, fordi det kun er, hvad man kan forvente fra dem.
Kilderne i gruppe 3 og 4 er for det meste positive over for Banken. Når de kritiserer den, har de en høj troværdighed, fordi det ikke er, hvad man kan forvente fra dem.
Kilderne i gruppe 5 er straks mere vanskelig at placere. Mange medier har stor sympati for Banken, men bringer ofte negative informationer om den.
Hvis man skal sammenfatte, må man sige, at Caufield bygger på et meget alsidigt materiale. Derfor er svaret ja, når man spørger, om hendes kritik er troværdig.
Torben Rettbøll
