Læsetid: 10 min.

Ja til Europa - En konkret europæisk vision

6. september 1997

Det er en sejr, hver gang vi kan afgive suverænitet til fordel for sikre globale miljøfremskridt. Svar til Ejvind Larsen

FRIE SVAR
I et par friord har Ejvind Larsen udfordret SF's Ja-hold med en række - velvalgte - provokationer. Det er selvfølgelig et afgørende spørgsmål, om SF skal engagere sig positivt i et projekt (EU), hvis det kun opleves som "eliternes projekt". Og det er helt sandt, at skal et EU-projekt kunne blive til en folkelig vision, så kræver det mere end "protokolfastsættelsen af de fire forbehold plus 0,7 pct."
Med Amsterdam-traktaten er der ingen områder, hvor der sker klare forringelser, men derimod en række mindre fremskridt. Men en stillingtagen til Amsterdam-traktaten handler selvfølgelig også om en analyse af den politiske situation i Europa. Og det handler om, hvor vi vil hen. Om der findes en grøn og rød europæisk strategi i en stadig mere globaliseret verden.
Fejlen i dansk EU-politik er, at den fra 1972 og tyve år frem alene har handlet om flæskepriser og spørgsmål om økonomisk fordel - for os.
Det Nationale Kompromis ændrede rent faktisk det billede og lagde ganske gode byggeklodser til en ny dansk EU-politik baseret på en gryende europæisk vision.
Det Nationale Kompromis havde (og har) fire hovedpunkter: Danmark skulle frigøres fra unionsmålsætningen (på fælles mønt, forsvar og overnationalt retligt samarbejde), men Danmark ville samtidig deltage i hele det øvrige samarbejde. Herudover skulle der ske en demokratisering af EU-samarbejdet, EU skulle gøres mere åbent og fleksibelt og stile mod en udvidelse mod nord og øst. Endelig skulle der ske en styrkelse af samarbejdet på miljø- og arbejdstagerspørgsmål.
Først og fremmest på grund af SF's ihærdighed og vores nøgleposition i dansk Europapolitik har de nye elementer i en europæisk vision præget Amsterdam-traktaten og EU-samarbejdets dagsorden. Det er kravene om mere forpligtende miljøløsninger på tværs af grænserne. Det er angreb på det demokratiske underskud i EU bl.a. ved inddragelse af de nationale parlamenter, og det er at sætte beskæftigelse på dagsordenen og tage de 18 millioner arbejdsløse alvorligt. For første gang siden 1972 har den danske deltagelse i forhandlingerne drejet sig om noget helt andet end flæskepriser og danske sommerhuse.
Mange danskere er instinktivt imod EU. "Vi kender godt den globale afhængighed, men behøver vi at tage konsekvenserne af den - kan det ikke vente lidt," tænker mange tilsyneladende.
Men det kan ikke vente. Problemet er, at hvis det ikke allerede er for sent, så er det i det mindste på høje tid. Det hjælper jo ikke folkene i Bangladesh at fastholde fuld national suverænitet. Vi rige lande i nord påtvinger dem konsekvenserne af vores overforbrug. Deres nation synker i havet lang tid inden udgangen af det næste århundrede på grund af vore handlinger. Men Bangladesh har ikke engang stemmeret, når det gælder beslutninger om at nedbringe vores voldsomme ressourceforbrug!
Derfor er det en sejr, hver gang vi kan afgive suverænitet til fordel for sikre globale miljøfremskridt.

EU's styrke
Det gælder også i Europa og i EU. For alle samarbejdsorganer skal selvfølgelig bruges, hvis vi skal have en chance for at vende udviklingen. EU skal bruges, fordi det nu en gang eksisterer, og fordi det kan vise effektivitet, hvis medlemslandene vil det.
På globalt niveau eksisterer der ikke nogen effektiv beslutnings-procedure af blot nogenlunde samme styrke som EU's. Den skal vi først til at opbygge i bl.a. FN-systemet i de kommende år.
I WTO skal vi kæmpe for globale miljøbestemmelser og sociale klausuler, samt krav om globale afgifter på transport.
På FN's opfølgningskonference efter Rio i New York i juni måned spillede EU klart rollen som den mest miljøprogressive kraft i det globale miljøslagsmål. Det er afgørende at fastholde, fordi det faktisk påvirker resten af verden, og fordi den skal bruges hjemme til at presse forbedringer igennem.

Nødvendig dynamik
Det store nødvendige økologiske omstillingsprojekt kan umuligt gennemføres alene i et land. Samtidig er det indlysende vanskeligt at nå tilfredsstillende resultater internationalt. Derfor er det helt afgørende, at EU ikke blokerer for lande, der vil gå videre. Der er faktisk brug for, at mere miljøprogressive lande går sammen om at gå videre for at skabe den nødvendige dynamik.
En grøn skattereform i Danmark vil være betydelig lettere at gennemføre, hvis en række lande omkring os gør det samme. En CO2-afgift kan ikke indføres konsekvent i et land af Danmarks størrelse, med mindre man vil lukke grænserne totalt for konkurrerende import!
Derfor skal Amsterdam-traktatens nye bestemmelser om fleksibilitet udnyttes til at samle en gruppe af lande, der gennemfører en fælles CO2-afgift.
Alle de store globale problemer, vi står overfor - økologisk sammenbrud, større ulighed, sult, flere krige og flygtninge - kræver mere end nogensinde globalt lederskab. Moralsk og helt kontant. Her skal EU bruges. Det handler bl.a. om en aktiv rolle i verden som fortaler for økologisk og økonomisk sikkerhedspolitik.
Bedre kontrol med monopoler, aftaler om ophævelse af skattely og minimumsbeskatning for virksomheder kan kun gennemføres internationalt i EU. Beskæftigelsespolitikken bør styres ind i grøn retning og tjene omstillingen. En europæisk vision indeholder også fælles mindsteregler for medarbejderindflydelse og inddragelse af borgerne direkte i de afgørende beslutninger om produktion, transport m.m.
De nødvendige internationale løsninger må have demokratisk legitimitet. Ellers får de nemlig aldrig effekt. Derfor er det demokratiske underskud EU's mest omfattende folkelige problem. Herudover er større gennemskuelighed og mulighed for at præge beslutningerne også en forudsætning, hvis man skal have folk til at engagere sig konstruktivt og kreativt i løsningen af de udfordringer, som vi står overfor.

Kamp for åbenhed
Strategien er klar, når vi ser på indretningen af EU: Stædig kamp for åbenhed og fuld offentlighed. Europaparlamentet bør kontrollere Kommissionen mere omfattende og systematisk. Men selv om vi foretager os alle disse ting, vil afgørelser taget 'nede i Bruxelles' stadig blive oplevet som fjernere end de beslutninger, der træffes i Folketinget. Netop derfor er det vældig vigtigt, at Folketinget bruger meget længere tid på EU-lovgivning og EU-sager. For de mange vigtige politiske 'EU-kampe' foregår jo ikke kun 'dernede'. Tværtimod foregår de herhjemme. Når fetaen stadig må farves, skyldes det jo, at MD-FOOD og den danske regering ikke blev mødt med modstand fra et flertal i Danmark mod ønsket om fortsat at farve, selv om EU faktisk havde foreslået at forbyde farvestoffet!
Her stod kampen mellem et lille mindretal med SF i spidsen, som ville have farvestoffet væk og så et stort flertal, der ønskede at varetage MD-FOOD's interesser frem for forbrugernes.
Konsekvensen af det demokratiske underskud må også tages herhjemme. Folketinget
arbejder jo selv med lukkede døre. Ingen ved eksempelvis, hvad Venstre gjorde, da direktivet om skiltene blev behandlet i Danmark, og de færreste kender den fulde historie om fetaen.
Den helt basale demokratiske grundforudsætning skal genoplives. Det betyder, at fiskeren på havnen i Thorsminde skal kunne drage sit folketingsmedlem til ansvar for, hvorfor de regler, han arbejder under, ser ud, som de gør. Det er en udfordring til os folkevalgte, men det er især et krav om at sparke de mange lukkede døre i hele EU-systemet op.

Markedets kraft
Men bliver dette projekt ikke til en voldsom centralisering, og kan det kombineres med en bevidst decentralisering?
Først skal man gøre sig klart, at markedet i disse år er den største centraliseringskraft. Dernæst er det så paradoksalt, at det mest effektive skridt til at fremme decentralisering i en stadig mere global økonomi er en overnationalt fastlagt afgift på transport. For at den kan virke decentraliserende, må den nemlig vedtages i en række lande i fællesskab. Altså i et internationalt forpligtende samarbejde 'langt fra hjemmet' som for eksempel EU. Der er tale om ren dialektik: Det er nødvendigt med meget 'store aftaler' for at sikre meget lokale markeder.
Den samme dialektiske tankegang ligger bag ideen om, at det er nødvendigt at satse på øget samarbejde i EU for at kitte landene sammen og for at processen henimod regionalisering og decentralisering kan forløbe fredeligt. Tendenserne er i fuld gang. Belgien er i realiteten delt i to 'lande'. Vi kender skilsmissen mellem Tjekkiet og Slovakiet. Den nye Labour-regering i England giver nu Skotland selvstyre og mere selvstændighed til Wales.
Hvis vi ser frem i tiden, vil provinserne i Spanien givetvis få større indflydelse end i dag. Det samme gælder i Italien. I det tidligere Østeuropa truer nogle af de samme processer med at udvikle sig farligt. Kun det faktum, at alle landene ønsker at blive medlemmer af EU, sikrer, at smitten fra Sarajevo endnu ikke har spredt sig. Det er faktisk helt nødvendigt, at EU-samarbejdet bliver stærkt i den forstand, jeg har beskrevet her, og ikke falder fra hinanden. Hvis altså denne stærke decentraliseringsproces skal kunne gennemføres fredeligt.

To farer i Eu
Der er to farer i EU: Den ene er den centralistiske Union - den anden er opløsningstendenser og faren for, at de store lande i EU overtager scenen og kører deres eget løb, uden inddragelse af de små lande. Den centralistiske fare har med Amsterdam-traktaten vist sig at være uhyre begrænset. Der er ikke meget kød på det ben for tiden. Den aktuelle fare er opløsningstendenserne.
Visionen er altså både et nej til den centralistiske union og et ja til tættere samarbejde på en lang række afgørende områder for at kitte Europa sammen.
Den proces er specielt vigtig i forhold til Central- og Østeuropa. Helingen af Europas deling siden anden verdenskrig er den allerstørste opgave siden Murens fald. Det er et virkeligt venstrefløjsprojekt, der handler om, at der skal være mere økonomisk og social lighed i Europa, at vi skal løse de fælles problemer i et stadig mere forpligtende samarbejde samt, at vi i den rige del skal hjælpe Central-og Østeuropa igennem vanskelighederne, bl.a. ved at vi åbner vores markeder for deres varer.
Den danske EF-debat var fraværende i mange år. Måske derfor blev det en voldsom overraskelse for bl.a. SF's vælgere, at det pludselig skal være os - der havde været modstandere af EU-medlemsskabet og Romtraktaten - der mest aktivt blev optaget af det politiske i EU. Både det vi er imod, men så sandelig også det vi er for. Vi skal kræve mere politisk samarbejde.
Fremover vil det nemlig blive venstrefløjen og de grønne kræfter, der kræver mere politisk samarbejde på en række områder bl.a. for at kunne styre markedet. Alt andet vil i virkelighedens verden være at overlade kamppladsen til en uhæmmet kapitalisme. Og hvis nogen har glemt, hvordan den kan se ud, så skal de bare kigge østover for at se den i nogle af dens mest rå udgaver.
Flæskepriserne og de kortsigtede økonomiske gevinster er ikke vores bord. Det hører til hos en stor gruppe af traditionelle EU-tilhængere.

Skift fra venstre til højre
Der vil helt klart ske et skift fra venstrefløj til højrefløj, når det gælder den traditionelle modstand mod EU og al dens væsen, samt når det gælder kravet om dansk udmeldelse af EU. Et synspunkt der støttes af den stigende sammenkobling af EU-modstand med modstand mod fremmede og ønsket om en ren nationalistisk politik.
Dette holdningsskift understreger, at der er brug for en ny vision på ventrefløjen. I en urolig og omskiftelig verden skal der styrke til at overbevise om nødvendigheden af en mere og mere international politik. Om solidaritetens nødvendighed - også ud over landegrænserne. En grøn, en demokratisk og social vision for Europa er i dag helt afgørende for et venstreorienteret og et grønt parti. Og det er afgørende, at arbejde med en strategi på EU-niveau. Enhver tanke om at gå ud til Norge eller finde på noget helt andet end EU, er det svært at se noget perspektiv i.
Den største udfordring i de kommende år vil være at videreudvikle en sådan venstreorienteret og grøn vision, så det bliver klart, at det er et andet EU-projekt end Uffe Ellemanns liberalistiske. Når det lykkes, får vi for alvor EU-diskussionen derhen, hvor den hører hjemme. Nemlig at den handler om almindelig politik. På samme måde som alle andre politiske diskussioner.
Men der er brug for et oprør. Et oprør fra neden. Al for megen politik er blevet til teknik, og alt for mange vigtige spørgsmål bliver aldrig stillet.
Det danske samfund - og for den sags skyld de andre kriseramte og fede velstandssamfund i Vesteuropa - er jo ramt af en selvtilstrækkelighed og mangel på evne til at gøre omstillingen af samfundet til en spændende engageret proces.
Selvtilstrækkeligheden er i virkeligheden den alvorligste europæiske syge.
Den løses ikke ved at stikke hovedet i busken, men ved at turde gå igang igen på 'bar mark'. Med krav om store reformer. På samme måde som andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen turde starte ved egne kræfter. Det handler om at stille krav om demokratisering af økonomien f.eks. i pensionkasser. Det handler om at udvide demokratiet lokalt. Og det handler om mere direkte indflydelse på arbejdspladserne. Om mere forældremagt på skoler og i institutioner. Om større brugerindflydelse. Om mere demokrati til at dæmme op for bureaukratiseringens og privatiseringens umyndiggørelse.
Et sådant oprør fra neden vil også blive en protest mod det elitære i EU. Imod overklassetendenserne i systemet og imod lukkethed og bureaukrati. Mod det EU som eliterne prøver at tage patent på.
At fortsætte med kun at give mæle til en uartikuleret protest mod EU er derimod helt forkert og helt i modstrid med projektet om at udvide demokratiet. Det folkelige oprør fra neden må nødvendigvis i dag også have en aktiv EU-dimension og en global (WTO)-dimension.
Det er venstrefløjens ansvar at forene miljøet og det sociale, det frigjorte og det ansvarlige, det lokale med det globale.
Det er dagsordenen for det næste årtusinde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu