Sommerens hede-bølge og Dianas nylige død afdækkede nok en gang vores kulturs skrøbelige fernis
NOT KEEPING COOL
Sommeren og heden viser kroppene frem: De lange bare ben stikker ud forneden, figurens kurver aftegner sig under det tynde stof, og maven buler obskønt eller afvæbnende frem, hvor skjorten glider op. Menneskene omkring én tager sig meget anderledes ud, end når de er dækket til bag det vanlige nordiske klimas mange lag tøj. Det bliver helt bogstaveligt svært at
keep cool.
Det mærker man noget forfjamsket, når man skal hilse formelt og, selv efter en hurtig aftørring på nærmeste tøjflade, rækker en svedig hånd frem, blot for at mødes med en anden lige så klistret. Det er ikke noget, der pumper værdigheden op. Tværtimod kalder det på en punkterende grimasse eller latter, der
anerkender en fælles kropslig eksistens på tværs af de formelle hierarkier.
En bureaukrat med sveden haglende ned over ansigtet og store skjolder under armene på den krøllede, nødtørftige beklædning er heller ikke så frygtindgydende som den velpressede myndighedsperson iført fuldt kontorpanser. Man ser ind til bløddelene indenunder. Det ellers grundigt camouflerede fysiske væsen bag den kølige skrankerutine udsondres med ét på overfladen.
Pludselig er det ligesom om den natur, vi ellers forsøger at holde i ave under kulturens former, slår mærkbart ud. Og som andre sprækker i kulturens skrøbelige hinde fremkalder denne naturkatastrofe i miniformat ikke kun ubehag, men også en art eufori. - Tænk blot på den opstemthed, der griber folk, når et område sner inde, og ingen kan komme hverken frem eller tilbage, eller når elektriciteten svigter, som da hin berømte strømafbrydelse mørk-lagde New York.
En del af opstemtheden skyldes vel den elementære dramatik midt i et monotont og rutiniseret moderne liv, en anden del formodentlig lettelsen ved at aflægge sig ansvaret, kontrollen og travlheden - hele den kulturens byrde, Freud talte om: Over for naturens vælde synker man tilbage i en næsten barnlig afmagt og passivitet; fjollede indfald og øjeblikkelige lyster griber én, når de vanlige mønstre suspenderes for en stund.
Varmebølgens eufori har sikkert forbindelse med den feriestemning, varme forbindes med i de nordiske lande. Midt i sit almindelige hverdagsliv er man pludselig hensat til temperaturer, der genkalder feriens lille utopi om den afslappede, pligtfrie tilværelse og de idealiserede forestillinger om det gode liv, som Middelhavslandene og specielt Italien i århundreder har repræsenteret i nordligere egne.
Det virker irriterende: Man får lyst til at slappe af og holde fri, men er alligevel spær-ret inde på kontoret eller i mødelokalet. Men det virker også opstemmende. Dels er der grundlæggende noget morsomt i at se kollegerne i korte bukser og hawaiiskjorter, ligesom de deller og andre stykker med bart, der stikker frem, kaster et forsonende præg af privathed og udisciplineret kød over forsamlingen, som yderligere forstærkes af den fælles prustende indtagelse af kolde drikke og den fælles stønnen og sved.
Fanget i denne interferenszone mellem arbejdsliv og feriegrader kan den normale nordiske arbejdsmoral og effektivitet ikke helt få fat igen. Lidt feriestemning bliver hængende som emanationer fra de ophedede kroppe: Som højere frekvens af fjollede bemærkninger og private udsagn (der refererer til egen kropstilstand snarere end det saglige emne for samtalen), som generelt forøget opmærksomhed på konteksten. Alt det, man plejer at forbinde med manglende kulturel dannelse: Med det barnlige, det kvindelige og de lavere samfundslag eller ligefrem med det dyriske. Det er i dette lille stykke barbari, euforien sidder, tror jeg.
En anden lejlighed til at iagttage kulturens skrøbelige konstruktion byder sig til i disse dage med reaktionerne på prinsesse Dianas død.
Man ser for sig den rasende fryd, hvormed en Baudrillard kunne skildre det postmoderne forfald i et samfund, hvor den samme gruppe mennesker på den ene side grådigt og nyfigent efterspørger ugebladspressens dækning af kongehusets og andre mediestjerners privatliv - på den anden side med rasende fordømmelse vender sig mod den presse, som leverer dette stof, når dens jagt på de kendte træder frem i al sin nådesløshed - og på den tredje side bryder ud i sceniske optrin af sorg over konsekvenserne af den selvsamme pressejagt, de er markedsgrundlag for.
En situation, som spejler sig komplementært på den anden side af sensationspressens sorte hul, hvor de kendte netop bliver kendte og skaber sig en figur ved at posere for pressen, hvorefter de går i dækning for at beskytte denne medieskabte figur mod at blive fortæret af de samme mediers påtrængende blik, eventuelt for senere at søge trøst for deres plagede tilværelse ved at betro sig til de selvsamme medier.
Og helt forkert er sådan en kynisk-desperat skildring af det oplyste samfunds implosion omkring en simuleret medievirkelighed heller ikke.
Det, som især har slået mig
i den sammenhæng, er imidlertid billederne fra sørgeoptrinnene i England. Et billede viser en nydelig og velklædt herre midt-til-sidst-i-trediverne, der med hænderne for ansigtet læner panden mod gitteret foran (så vidt jeg
kan se) Buckingham Palace i åbenbart dyb personlig sorg, ganske alene i sit hjørne.
Et andet billede viser et udsnit af en lang kø af mennesker, der venter på at lægge blomster til minde om den døde Di. Centralt i billedet står - ikke en ældre dame eller en romantisk ung ugebladslæsende pige, men en ung mand i fuldt punk-udstyr: Med kronraget hoved kun prydet af
en meget høj hanekam midt over issen venter han alvorligt med en blomsterblok i hænderne.
Her er det engelske samfund, med dets dybe klasse- og indkomstskel, dets multikulturelle spændinger, kønsskel og utallige subkulturer, tilsyneladende med ét slag svejset sammen til én kultur - ikke af de oplyste individers gensidige rationelle overenskomst, som idealet om det demokratiske samfund vil vide, men af en stor fælles følelse, tilsyneladende ikke så fjernt fra dén, der lader en lokal fodboldklubs tilhængere føle sig som del af en større krop eller samler publikum til en rockkoncert til ét bølgende legeme.
Også her er der, ser det ud til, tale om et euforisk fællesskab. Tydeligvis er det jo også et dramatiseret øjeblik. Blot skulker man ikke her fra kulturens byrde, men løfter den tværtimod i flok som den skrøbelige konstruktion den er. Ikke de konkrete kroppes grotesk-humoristiske svedende fællesskab, men den opløftende varme ved den store følelses selvforglemmende indlemmelse i en idealiseret samfundskrop.
