Læsetid: 5 min.

Over Kongeåen efter vand

12. september 1997

En stor del af EU-modstanden bygger på en tyrkertro på, at ligestilling og velfærd er en dansk, til nød nordisk specialitet. Men faktisk er ligestilling indskrevet i Amsterdam-traktaten

EURO-FEMINISME
Stor tak til Berit Bergfjord, som tog sig tid til at svare på min EU-kommentar 21.8. Meget tankevækkende slutter Berit Bergfjord sit indlæg "Feministisk skud i foden" med at sammenligne mit "feministiske ja til EU" med en morsom fornyelse af den gode gamle talemåde, at gå over åen efter vand. Alle ved vi jo, hvad talemåden betyder. Alligevel er det indimellem afklarende at slå den præcise betydning op. Således også her. "At søge noget langt borte fra som man (bedre) kan få i nærheden", udlægger Ordbog over det danske Sprog talemåden, der i Berit Bergfjords veloplagte version udvides til, "at gå over Kongeåen efter vand".
Og således bekræfter indlægget på allersmukkeste vis min tese om, at en stor del af modstanden mod EU og herunder kvindemodstanden, hvis man kan tale om en sådan, bygger på en vældig stor selvgodhed og en tyrkertro på, at ligestilling og vel-færd er en dansk, til nød nordisk specialitet, et umisteligt gode som EU blandt mange andre onder sikkert vil ødelægge og tage fra os. Hvis de grimme mænd får magt som de har agt.
Og her er vi så ved den andet væsentlige indvending mod min feministiske forhåbning til EU. For hvordan kan man dog som 'erklæret feminist' tro på, skriver Berit Bergfjord, at "ligestilling vil få relle betingelser i en magtstruktur, der ikke blot fremtræder, men også handler som en sort parodi, når det gælder demokratiske principper".
I min naivitet vil jeg som det første pege på, at ligestilling sådan set er skrevet ind i Amsterdam-traktaten. Som en del af det principielle grundlag for traktaten er tilføjet under artikel 2, at 'Fællesskabet' blandt mange andre gode hensigter har til formål at fremme, "ligestilling mellem mænd og kvinder", og for at der ikke skal være nogen tvivl om sagen, slutter artikel 3 af med følgende svada: "I alle de aktiviteter, der er nævnt i denne artikel, tilstræber Fællesskabet at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder." Hvis man stemmer nej til Amsterdam-traktaten, stemmer man således også nej til denne efter min mening helt klare forbedring af Mastrichttraktaten.

Drastisk udvikling
Hvis traktaten, det være sig den ene eller den anden, læses med den onde hensigt, eller for nu at blive i talemåderne, som når fanden læser bibelen, så vil den ene eller den anden tilføjelse, selvfølgelig ikke gøre det mindste indtryk. Således heller ikke på Berit Bergfjord, der forstår manglende ligestilling, som en konsekvens af magtstrukturer, som mænd "der forsvarer specifikke interesser - traditionelt har været udøvere af."
Men på det punkt er EU jo ikke anderledes end vore egne, gode danske demokratiske magtstrukturer. Også nationale politiske magtstrukturer er formet og udviklet af mænd, lige som det nødvendigvis også var mænd, der til sidst i 1915 stemte for kvinders valgret. Netop fordi vi lever i et demokrati, kan ligestilling kun lykkes i det omfang, kvinder er i stand til at overbevise mænd om synspunktets retfærdighed og nødvendighed.
I forhold til Amsterdam-traktaten har europæiske, herunder danske kvindeorganisationer gjort deres indflydelse gældende på den mandsdominerede regeringskonference, som har arbejdet med ændringsforslaget. That's life. Eller sådan er det, og det er en af de måder, kvinder forandrer verden på.
At kvinderepræsentationen fortsat er utilfredsstillende på stort set alle niveauer i EU, er da heller ikke nogen grund til at holde sig udenfor. Modstand har historisk aldrig skræmt feminister. Tværtimod. Men igen. For proportionernes skyld er det vigtigt at forstå, at det langsomme tempo som f.eks. den politiske kvinderepræsentation i Danmark har udviklet sig siden 1915, jo ikke gentager sig i EU. Her udvikler kvinders repræsentation sig hele tiden drastisk. Hvis det fort-sætter, vil EU hurtigt komme op på vores niveau.

Internationalt forum
Nu er jeg fuldstændig klar over og enig i det synspunkt, at ligestilling ikke er er gjort med optælling af, hvor mange kvinder og hvor mange mænd, der beslutter hvor og hvornår. Selv om en sådan formel læsning af kønsfordelingen er et meget godt signal om, hvordan det står til, en slags genvej til en ligestillings-tilstandsrapport, er det afgørende selvfølgelig, hvordan befolkningen lever og har det. Og her tillod jeg mig i min kommentar at forstå EU som et internationalt forum for udvikling af en feminisme, integreret i et moderne demokratiprojekt.
Det er jo en ganske lang diskussion, som ikke bare kan affejes med en henvisning til "den politiske manipulation" ved de-fire-forbeholds-afstemningen i 1993. Personligt er jeg dødtræt af folkeafstemninger om traktatændringer, som uanset oplæg alligevel bliver til et for og imod EU. Og en genopførelse af afstemningsforløbet i 1992 og 1993 er der vist ingen, der ønsker sig. Uanset hvordan man i øvrigt tænker om EU.
Men ærlig talt. Den rigtig lange snak om, hvilket indhold en EU-feminisme har og kan få, virker det ikke, som om Berit Bergfjord er interesseret i. Lige som Drude Dahlerup f.eks. op til afstemningen i 1992 hånede den største kvinde-NGO i EU, Den europæiske kvindelobby. At kvinderne var nødt til at have sin egen lobby i EU viste bare Drude, hvor kvindefjendsk EU er. Hvad feministen Drude Dahlerup glemte i forbifarten er jo, at synspunktet svarer til en påstand om, at danske kvindeorganisationer alene er et bevis på et kvindefjendsk samfund. Det synspunkt er der vist ikke så mange, der uden videre er parat til at tilslutte sig. Og sådan er der så meget.

Engagerede feminister
Jeg kan fortsat kun opfordre enhver til med åbent sind at interessere sig for de kvindepolitiske initiativer, der finder sted også syd for Kongeåen. Ikke for absolut at søge noget langt borte fra, som man (bedre) kan få i nærheden. Men for at komme til indsigt og klarhed over at danske kvinders interesser også varetages af nogle meget engagerede europæiske feminister, der betragter EU som en politisk platform for fremskridt og solidaritet. Mellem kvinder og mænd og mellem europæiske folk. Senest også solidaritet med Østeuropa, efter min personlige mening den måske allervigtigste begrundelse for at stemme så stort et ja til Amsterdam-traktaten som overhovedet muligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu