Læsetid: 6 min.

Kulturdebattørerne sidder fast i et forældet kultursyn

Debat
25. september 1997

Kultur i vore dage er både Schönberg og Björk, og i DR skal der være ansat folk, der både ved noget om tv-programmer og er interesseret i hvordan de modtages

KULTUR TV
"Kultur er vaner", elskede
Poul Henningsen at citere Hartvig Frisch for. Ikke mindst da PH i slutningen af 1950'erne svang krabasken over Danmarks Radio. PH krævede, at hver gang, DR udsendte et program, skulle institutionen overveje, om det nu var med til at opøve dårlige eller gode vaner. Og hvad der var godt eller dårligt, det skulle folket ikke spørges om. Det skulle der fagfolk - kunstnere og kulturpersonligheder - til at bestemme.
PHs angreb på DR medførte modangreb, hvori der mere eller mindre højt blev råbt 'formynder' efter ham. Helt urimeligt efter min mening. PH har jo ret: Der skal ikke afholdes seer- og lytterafstemninger som grundlag for, at vi beslutter hvilke programmer, DR skal sende. Det er os, der er ansat i DR, der har det ansvar og som skal tage de smæk, der måtte komme - og så i øvrigt huske at føre den helt livsnødvendige diskussion om vores programpolitik.
Peter Madsen, professor i litteraturvidenskab ved Kø-benhavns Universitet, havde et tankevækkende indlæg i Information den 10. september. Peter Madsen er i tvivl om, hvorvidt jeg (der er ansvarlig for en god del af det danskproducerede kulturstof) ligger under for seerundersøgelserne og for seertallenes tyranni og ikke - som han - mener, at programmerne skal "tilrettelægges ud fra en kulturelt kvalificeret redaktionel vurdering". Endvidere mener Peter Madsen, at en væsentlig del af problemstillingen i debatten om fjernsynets rolle som kulturinstitution er, at vi, der beskæftiger os med mediet, lever i en kulturel horisont, der hidrører fra forrige tider. Det er anklager, der forekommer mig absurde, men jeg kan da godt se, hvorfra misforståelserne stammer.
I DR tilrettelægger vi programmerne ud fra et overordnet hensyn til seeernes og lytterens ønsker og behov. Konkret betyder det, at der i DR skal være ansat folk, der oven i solid viden om programmers indhold og form også skal have lyst til og interesse for at beskæftige sig med, hvordan de udsendte programmer modtages. I 'gamle dage' blev det kaldt at 'lefle' for lytterne eller seerne, og overhovedet dét at interessere sig for lytternes og seernes adfærd var suspekt. Men det er en falsk modsætning at sige, at enten interesserer man sig for indholdet af programmerne eller også er man seertals-fixeret.

Fronterne brudt ned
I dagens programlægning og overordnede programpolitik i DR ved vi, at de gamle fronter mellem finkultur og hverdagskultur er brudt ned, at uddannelsesniveauet i befolkningen er steget osv. I dag er der - i modsætning til i 1950'erne (og såmænd også senere) - for nogle mennesker ingen modsætning mellem det ene øjeblik at lytte til Schönberg og det næste Björk, eller at tilbringe en hel TV-aften med en 'underlødig splatterfilm' for den næste dag at tilbringe timer med en opera. Sådan ser kulturbilledet bl.a. ud i dag.
Men den debat, der har været i sommerens løb om kulturen i TV, afspejler, at en del af debattørerne - omend næppe Peter Madsen - ikke opfatter kulturbilledet sådan. Jeg får det indtryk, at det er dem, sidder fast i et kultursyn, der hidrører fra en tid, da DR var alene i æteren over Danmark. Ifølge den opfattelse indtrådte den kulturelle katastrofe bl.a., da Danmarks Radio droppede TV-Teatret til fordel for 'billigere discount-produktioner' i serievis. Et synspunkt, der efter min opfattelse kan lignes med det berømte billede fra "Strudsen Rasmus", hvor den store fugl stikker hovedet i busken; benægter virkeligheden. En del af kulturdebattørerne gør det samme, vender så at sige ryggen til parabolen og lader som om, den ikke eksisterer.
Men virkeligheden laves ikke om ved den slags hokus pokus. Virkeligheden på den elektroniske mediefront er, at der over vores hoveder er et stigende tilbud af kanaler, som snart bliver til flere hundrede, og som i dag udgør en voksende del af danskernes medie- og kulturvaner. Alle kanalerne med ganske få undtagelser er kommercielt styrede, og de sender fortrinsvis udenlandske - først og fremmest angelsaksiske - programmer. Det er dén virkelighed, vi i DR TV (og TV2) skal drive programpolitik i forhold til. Derfor er f.eks. DR-serien "Taxa" en programpolitisk og kulturpolitisk meget vigtig indsats i kampen om at få danske seere til at vælge at ville se dansk virkelighed frem for en solbeskinnet amerikansk vestkyst.

Kulturkamp
Dansk fiktion er en væsentlig del af kulturkampen men ikke den hele. I DR sikrer vi, at f.eks. danske dramatikere, komponister, instruktører, dokumentarister, kultur- og samfundsjournalister har jobs og dermed mulighed for at bearbejde den danske virkelighed. Dette er nødvendigt for f.eks. at holde den danske kulturdebat levende ved at væsentlige strømninger i tiden bliver afspejlet, diskuteret, kritiseret osv. DR skal medvirke til at sikre at væ-sentlige sider af dansk samfundsliv og kultur bliver vist, så befolkningen har mulighed for at se den. DR skal være med til at sikre en kollektiv hukommelse, så vi sammen kan slå tilbage, når vi om 25 år skal fortælle historien om danskerne i slutningen af det 20. århundrede. Det er opgaven, ikke mindre. Programpolitik er kulturpolitik, det er der for mig ingen tvivl om.
Men kulturpolitik bliver for mig en tom størrelse, hvis vi blot udsender 'kultur' uden at sikre os, at de seere og lyttere, den skal nå, faktisk bruger den. I 'gamle dage', før monopolet blev brudt, kunne man - groft sagt - være tilfreds, hvis antallet af kultur-sendetimer passede, og interesserede sig knapt så meget for, om sjælene blev nået. I dag forsøger vi begge dele.

Myten 'de andre kan'
Når DRs medieforskning derfor her i Information fremlægger tal for danske og franske litteraturprogrammer, så er det ikke for at afvise, at
2-3% af befolkningen har haft en god oplevelse. Men det er for at imødegå de kritikere, der hævder at hvis blot TV lavede nogle forrygende gode litteratur-programmer (og det gør de så ganske åbenbart ikke!), så ville hele den danske befolkning sidde bænket foran TV skærmen. "Frankrig har vist vejen" hævdede debattørerne: Litteraturprogrammer er "formidabelt TV-stof", en ren "seermagnet", og beviset er Pivots programmer. Sigtet i medieforsker Erik Nordahl Svendsens artikel var ganske enkelt at slå en pæl gennem de to myter om, at 'de er meget bedre til det i Frankrig (eller andre steder)', og at 'seerne svigter TV, fordi de ikke får de kulturprogrammer, de ønsker'. Tallene viser ganske enkelt, at der er de samme 2-3% seere til litteratur i Frankrig og Danmark - og det til trods for det stigende uddannelsesniveau, og at så meget som en ud af otte aktive seere vælger litteraturen, når den er der.
Men hverken Nordahl Svendsen eller jeg drager nogen som helst slutninger i retning af, at disse tal er for små til at berettige disse programmer, og vi vil naturligvis aldrig benægte, at over 100.000 seere er store tal i forhold til den del af befolkningen, der læser og interesser sig for litteratur og kultur. Peter Madsen og andre kritikere burde netop selv få proportionssansen i orden.
I stedet for at kæmpe mod vejrmøller og indbilde sig selv, at vi er ved at nedlægge kulturprogrammerne, når vi netop udvider dem - til trods for 'små' seertal - skulle Peter Madsen m.fl. hellere erkende DR TV's faktiske betydning og indsats for at udvikle området.

Serie

Debattørerne

Seneste artikler

  • 'Nogle gange er folk bare lidt for enige'

    11. august 2009
    Det er sjældent Informations artikler, der får Thomas Ole Brask Jørgensen til computeren for at skrive indlæg. Det er selve debatten, der tænder. Særligt rygklapperi kan få ham til tasterne
  • 'Jeg kan godt lide at provokere'

    8. august 2009
    Han er efterhånden vant til at blive overfuset på netdebatten. Men først når folk bliver rigtigt sure, viser de deres sande ansigt, mener Claus W. Oreskov, der er blevet kaldt både naiv og en fanatisk kommunist af andre debattører
  • Hvem har ansvaret for forskningen?

    15. december 2008
    Forskningsfrihed er ikke et tema, der optager ret mange andre end de ramte i den offentlige debat
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her