Læsetid: 6 min.

Lærerne lærer også af de studerende

4. september 1997

De konkrete studerende er med al deres indbyggede ulidelige sejhed og tilfældighed lige så uundværlige som modspilleren i badminton

UNDER-
VISITETET
Undervisningsbaseret forskning... Jamen, det er da omvendt og hedder forskningsbaseret undervisning, som universitetets højt besungne målsætning?
Sommeren over har der kørt en debat om universi-
tetspædagogik i Information. Den har handlet om, hvorvidt det er muligt at forbedre undervisningen gennem en målrettet indsats mod lærerne, oplæring i pædagogisk metode. Jeg følte, at debatten var en kamp med vindmøller, illusoriske modstandere. Det skyldes, at jeg gennem årene har oplevet en anden og stærkere negativ kraft i mit universitetsmiljø end mangel på pædagogisk indsigt og teknik. Den består i modvilje mod at undervise.
Det er kun fastansatte universitetslærere, der har reel mulighed for at udfolde denne aversion; og dens eksistensgrundlag er ikke dovenskab. Den lever på konkurrencen med en anden interesse, lysten til at forske - uanset om dén så drives af erkendelsestørst eller ærgerrighed. Halvdelen af en fastansat universitetslærers arbejdstid er afsat til forskning, den anden halvdel til undervisning.
Det ligger her snublende nær at betragte undervisningsarbejdet som en blokering for forskningen. Forskningens resultat er jo mit, undervisningens resultat er de studerendes, altså noget jeg giver væk. Har man det sådan - og det er min påstand, at mange har - da kan det lade sig gøre at forskyde forholdet melem de to sider til fordel for forskningen, på den ene eller den anden måde. Måske kan man score kassen og blive helt eller delvis frikøbt - som det hedder - fra undervisningen. Og i alle fald kan man forskyde sin energi i den retning, sit engagement. Da er undervisningen blevet en sur pligt. Overfor denne mekanisme nytter ingen velmenende pædagogisk oplæring.
Ejheller velmenende avis-betragtninger som de følgende nytter vel noget i praksis. Men måske kan de bidrage til at forhindre, at en bestemt sammenhæng mellem forskning og undervisning går i glemmebogen. En anden sammenhæng end den, som disse ord plejer at henvise til.

Virkelighedssvigt
Det bekendte krav om sammenhæng mellem forskning og undervisning er i dagligt universitetsliv identisk med kravet om forskningsbaseret undervisning.
Denne grundpille i universitetets selvforståelse er baseret på forestillingen om en bestemt rækkefølge og et dertil hørende værdisæt. Først er der forskningen, der fornyer fagets viden og tænkemåde; dernæst formidles disse resultater gennem undervisningen. Denne rækkefølge er ikke bare en praktisk foranstaltning; den er også udtryk for en vurdering af, hvor sandhed hører til, nemlig denne: Egentlig og præcis videnskabelig sandhed er forskningens domæne. Hvad undervisningen præsterer er omtrentlig sandhed, tillempet omstændighederne, de pædagogiske forhold, de studerendes fattevne osv.
Denne rækkefølge og dens iboende værdiladning har selvfølgelig sin gyldighed, ikke bare for de faktuelt orienterede videnskaber, og for den faktuelle side af alle videnskaber, men også for fortolkningsvidenskaberne og for den fortolkende side af alle videnskaber. Uden fordybelse i materialet ingen kvalificeret universitetsundervisning, det er en selvfølge.
Men for den sidstnævnte side af videnskaberne, den der producerer og diskuterer betydning, værdi, mening, den humant orienterede side om man vil, for den rummer forestillingerne bag 'først forskning, så undervisning' et indbygget virkelighedssvigt.
Ved synet af julelysene i mine kollegers øjne, når de er blevet frikøbt fra undervisningen, og når muligheden vinker forjættende foran mine egne, må jeg også konstatere en tilbagevendende indre modstand mod dette eftertragtede privilegium. Den siger, at frihed fra undervisning og fra studerende er frihed fra virkelighed. Og det er ikke godt for forskning.
Hvis det er rigtigt, er der brug for en modforestilling til ideen om forskningsbaseret undervisning, til den opfattelse at undervisning kommer i anden række, når ny indsigt skabes. Der er brug for en forestilling om undervisningsbaseret forskning.

Viden eksisterer i forhold
En sådan forestilling kan bygge på det ikke fjerntliggende faktum, at de studerende og undervisningen udgør en virkelighed med sin egen indlysende og uomgængelige autoritet. Denne halvdel af den højt skattede sammenhæng mellem forskning og undervisning har krav på at sætte kriterier for videnskaben. Ja, uden et aktivt forhold til denne side eksisterer videnskaben strengt taget slet ikke, når vi taler om hele den fortolkende side af videnskaben.
Sådan forholder det sig både fra et moralsk og fra et erkendelsesteoretisk synspunkt.
Det moralske går ud på, at den videnskabelighed, der ikke inddrager spørgsmålet om sin egen mening og værdi, til enhver tid løber risikoen for at komme til at svæve i det tomme rum, eller det der er værre. Mening og værdi eksisterer kun i forhold til nogen, og den mest nærliggende prø-vesten på 'nogen' er de studerende.
Det erkendelsesteoretiske aspekt er måske vanskelige at tydeliggøre, men ikke mindre interessant. Man kan illustrere det med fiktionskunsten, f.eks. litteraturen. Dens grundlæggende udtryksmiddel er det fiktive billede. Og dette billede bliver først virkeligt, når det rejses i det indre, i modtagerens bevidsthed. Figurerne og handlingerne findes ganske vist i bøgerne til hver en tid, men dér kun i en tilstand af latens. Virkelige i den tiltænkte aktive betydning bliver fiktionsbillederne først ved mødet med mennesker, med bevidstheder, hvori de bliver virksomme. Derfor må forfattere og andre kunstnere, for at skabe brugelige billeder, medtænke deres modtageres interesser og forestillinger.
På samme måde er den fortolkende videnskabelighed kun latent, ikke egentlig virkelig, så længe den kun findes i bøgerne og tidsskrifterne. Virkelig bliver den først, når den overføres til andre mennesker, under modstand og akcept fra deres medbragte forestillinger, tilbøjeligheder og interesser, altså når den står i dialogisk forhold til levende modtagere. Derfor må videnskab løbende, som en del af sin virksomhed, inddrage sine modtageres interesser og forestillinger.
Dette forhold mellem videnskaben og dens modtagere er mest konkret i undervisningssituationen, og derfor også mest uomgængeligt i denne udgave. Når det er nødvendigt, f.eks. i skrivende stunder, kan det også udspille sig autentisk udenfor det konkrete regi - man kan mime det. Men da mimer man netop. De konkrete studerende, de konkrete undervisningshold, med al deres indbyggede ulidelige sejhed og tilfældighed, repræsenterer den uundværlige modtager-virkelighed, lige så uundværlig som modspilleren i badminton.

Repræsenterer fremtiden
Forudsætningen for denne anskuelse af tingene er temmelig nærliggende. Man behøver blot at anerkende, at de studerende faktisk er en virkelighed af højeste rang, på sin måde vigtigere end universitetslærerens kollegiale verden.
De studerende repræsenterer et større bevidsthedsheds-potentiale. Den uvidenhed og udygtighed, hvorved de er mindre kvalificerede end læreren selv og hans kolleger, er jo ikke nogen fejl - men præcis den egenskab, der konstituerer dem som elever. I undervisningsforholdet er denne uvidenhed og udygtighed positive egenskaber. De udgør et potentiale af helt
uoverskuelig rækkevidde, som det er lærerens rolle at spille med på.
De studerende har mere liv og essentiel dynamik på spil. Læreren og hans kolleger har truffet de fleste af deres afgørende valg. De har deres stillinger, deres kvalifikationer, deres holdninger, relativt om ikke definitivt. De studerende skal ikke blot blive dygtige i faget; de har også behov for at føle, at det de beskæftiger sig med, har mening og værdi. De skal placere sig det eller det andet sted i faget, holdningsmæssigt, karrieremæssigt.
De studerende er i højere grad end lærerens kollegiale verden repræsentanter for fremtiden, simpelthen ved deres ungdom.
På denne måde udgør de en virkelighed af højeste rang, den potentielle. Mest uomgængeligt virkelige er de som konkrete individer, grupper og hold. Men dertil kommer at de, og undervisningen af dem, også er de bedste symboler på den større verden, der skal modtage forskningens resultater.
Undervisning er en basal del af forskningen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu