Læsetid: 3 min.

Læserdebat

12. september 1997

Maigårds egen grundlov
6. sept. - Jens Maigård påstår i en replik til mig
(4. sept.), at det er grundlovsstridigt, hvis Folketinget afholder en vejledende folkeafstemning. Det har han i øvrigt tidligere på-stået i anden sammenhæng, men det bliver det faktisk ikke mere rigtigt af.
Der står intet i Grundloven om vejledende folkeafstemninger, altså heller ikke, at de er ulovlige. Maigård må tilsyneladende mene, at Folketinget kun må foretage sig det, der udtrykkeligt står nævnt i Grundloven. Forhåbentlig forventer Maigård ikke, at nogen tager denne bizarre udlægning seriøst.
Niels I. Meyer
Grønnevang 55,
2970 Hørsholm

Benzinos
6. sept. - Tak til Ea Bohm Jepsen for hendes læserbrev om cyklisterne som storbyens filter (29.8.) med nøjagtige informationer om og dokumentation af, hvordan bilismen forurener den luft, vi andre cyklister og gående skal indånde. Man kan kun tilslutte sig forslagene om, at det skal være dyrere at bruge benzin og køre i byen, og at alt skal gøres for at få folk op på cyklerne eller i de offentlige transportmidler.
Jeg vil gerne komme med yderligere et forslag: kunne cyklistforbundet ikke overveje at lægge sag an mod bilfabrikanterne med krav om erstatning for den skade, de påfører den enkelte cyklist og samfundet? Vi har set, hvordan det i USA endelig er lykkedes at få de store tobaksfirmaer dømt til at betale erstatning både til enkelte rygere og sundhedsvæsenet i hele stater. Sagen mod tobaksfirmaerne har åbnet manges øjne for, hvordan ikke-rygere i årevis har været påtvunget passiv rygning til skade for deres velbefindende og helbred. Men alle vi cyklister og gående er jo i endnu højere grad passive ofre for bilernes udstødning. Vi ved, at bilismen er hovedårsagen til luftforureningen i byerne, men ingen politiker tør gøre noget ved det. Hvor deprimerende man end kan finde amerikanernes evige brug af retsvæsenet for at komme igennem med politiske krav, så viser tobakssagen, at politikerne ikke tør tage beslutninger, der griber ind i folks daglige trummerum, før der kommer økonomiske argumenter på bordet.
Lise Busk-Jensen
Rodosvej 59, 2300 S

Dit medansvar
6. sept. - Størsteparten af verdens befolkning lever af landbrugsprodukter. Derfor undrer jeg mig over den danske debat, og grundlaget for at skælde landbruget ud. Kritik bør få luft, men kritikerne synes nogle gange at skyde sig selv i foden. Enten bør de indse, at det er gensidig afhængighed gennem det økonomiske system, som er hovedansvarlig for at forme dansk landbrug og så starte forandringer der, eller de må forsage burgeren og pengeøkonomien, og bevæbne sig med fiskestang, muslingeskraber og spyd og tilslutte sig verdens jægerfolk. De bruger hele livet til at opretholde selve livet.
Danmarks landmænd er dygtige driftsledere, som tilbyder dig tilstrækkeligt med mad, for en udgift på 10-15% af din arbejdsindsats, og samtidigt søger at bjærge sig en normal pengeindkomst. Landbruget er i konflikt mellem (de etiske) grænser for fornyelig biologisk produktion og en økonomisk dagsorden sat uden for landbruget af dig og råstofforbrugende industriel produktion. Din påvirkning sker ved forbrug af de sidste 85-90% af provenuet for din arbejdsindsats. På kort sigt vil du gerne have mest for dine penge, men støtter derved et økonomisk system, som tvinger landbruget ud i 'trædemøllen', hvor effektiviseringer er det eneste redskab til at holde økonomisk trit med udviklingen i industri- og servicesamfundet. Resultatet er præcis det landbrug, som kritiseres, men hvis eksport giver beskæftigelse og store valutaindtægter til glæde for økonomiministeren.
Når du så har indset, at det tit tager dig længere tid at stå i kø, bestille og konsumere et burgermeal, end det tager dig at tjene pengene dertil, så send Danmarks bønder en venlig tanke for al den frihed de giver dig, og påtag dig dit medansvar for den herskende økonomiske og økologiske (u)orden.
Torsten Reffstrup
Gyndbjerg 23, 6091 Bjert

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu