Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

11. september 1997

Tyske tropper
8. sept. - Det meddeles, at tyske tropper har overskredet...
Hvem husker ikke radioens gengivelse af de knitrende lakplader om både starten og afslutningen af 2. Verdenskrig. Min generation, som er født i 40'erne, er blevet opdraget med mindedage og medlyd af støvletramp og Wehrmacht, tyske tropper.
I Information den 21. august havde Ib Christensen, tidligere medlem af EuropaParlamentet for Folkebevægelsen mod EF-Unionen, et indlæg mod Gert Petersens (SF) læsning af Amsterdam-traktaten. Jeg citerer herfra:
"Meningen er, at EU med en 'fredsskabende' krigsmaskine skal kunne gå ind og ordne forholdene i Unionens nærområder, på Balkan, eventuelt i Afrika (hvor allerede nu tyske tropper optræder sammen med franske) samt måske Mellemøsten".
"Tyske tropper"!
Vil Ib Christensen venligst dokumentere, hvor i Afrika tyske tropper opererer?
Sune Finn Sunesen
Europabevægelsen
Smedegade 4,
4000 Roskilde

Eksamensangst
3. sept. - To medicinstuderende reagerede i avisen den 1. september på en artikel om eksamensangst hos nogle af deres studiekammerater. Milena Penkowa og Christian Bjørn Poulsen mener, at de eksamensangste ikke har reflekteret godt nok over, hvad der skal til for at blive en god læge. De eksamensangste bruger ikke intellektuelt knofedt nok "...for dybest set er nervøsiteten baseret på en erkendelse af at have lavet for lidt", skriver de to. Der er sikkert mange, der ikke gør nok ud af deres studier. Min erfaring som underviser på kurser mod eksamensangst siger mig dog, at det meget sjældent er tilfældet, at eksamensangste studerende ikke læser nok. Tværtimod.
Eksamenssituationen kan for mange kalde det allermest ubehagelige frem - angsten for det ukendte og følelsen af ikke at have den fornødne kontrol i sine hænder. Mennesker, der er bange for og dårlige til at gå til eksamen, kan være sublime i alle mulige andre situationer. For eksempel som vagthavende på en skadestue, hvor de som ansvarlige kan have en helt anden oplevelse af at have kontrol over situationen.
Jeg håber, at Milena Penkowa og Christian Bjørn Poulsen, inden deres studietid er færdig, lærer at se mere åbent og mindre fordømmende på livssituationer, som de ikke selv har erfaring med.
Lene Ørnstrøm Veng
Dyrehavevej 10,
4672 Klippinge

Peter Øvigs hæmorider
4. sept. - Peter Øvig Knudsens selvsmagende harcelering den 3. september over Inf's angiveligt "... uangribeligt pæne standardjournalistik og fodformede rutinepessimisme", bringer mig til at erindre dengang, Peter Øvig Knudsen i Information belemrede offentligheden med sine hæmorider.
Hvornår forvandlede Peter Øvig Knudsen sig fra en næsten hvas, Ufer'sk reporter til en indadvendt, tandløs mikrofonholder? ... som i Weekendavisen den 22. august, hvor han rækker den frem til en velaflagt, manisk lægefrue, hvis gøren og laden næppe har større interesse for en bredere offentlighed - end Peter Øvig Knudsens hæmorider.
Jørn Sams Knudsen
Fællesvej 24,
3630 Jægerspris

Mis-Information
4. sept. - Den mindst ringe har virkelig haft problemer med at leve op til sit motto i sin dækning af SF's stillingtagen til Amsterdam-traktaten.
Fredag den 29. august udbasuneres det som topnyheden på forsiden, at "nej-sigerne taber terræn og at 40 procent af SF'erne vil sige ja på det kommende landsmøde". Allerede dagen efter kommer der så et skjult dementi, idet avisen nu med Aktuelt som kilde kan oplyse, at kun 32 procent vil stemme ja.
Hvordan hænger det nu sammen? Jo, "topnyheden" fredag er kommet i stand ved, at Informations journalist blot har videregivet oplysninger fra ja-siden uden at checke dem, for eksempel ved at spørge folk fra nej-siden. Det hører vel ellers til et af de mest elementære journalistiske principper at spørge begge parter.
Men det stopper skam ikke hermed. Allerede dagen efter kan man (igen på forsiden) se en henvisning til en artikel på side 4 med følgende alarmerende overskrift: "EU-oprør på stribe i SF". Her bliver et andet journalistisk princip brudt. Ved læsning af artiklen viser det sig nemlig, at der her ikke er dækning for overskriften. Der er nemlig kun tale om 1 (ét) eksempel på "striben" af oprør, og de to fra henholdsvis ja- og nej-siden, der interviewes (Bravo!), er endda så afdæmpede i deres udtalelser, at der heller ikke er dækning for det bombastiske ord "oprør".
Det må I da virkelig kunne gøre bedre på den mindst ringe.
Niels Teglskov
Firkløvervej 6,
8240 Risskov

For fuldstændighedens skyld: I artiklen stod ikke oprør, men opgør.Red.
God presseskik?

3. SEPT. - Har redaktionerne og læserne, der lige nu jubler over Presserådets næse til B.T., Ekstra Bladet og Se og Hør for dårlig presseskik, mon tænkt over, at samme presseråd, i kraft af sit selvstændige initiativ, nu har defineret, hvad der er god presseskik. Nemlig alt det, rådet ikke påtaler!
Henning Prins
Vingen 7, 3140 Ålsgårde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu