Læsetid: 3 min.

Læserdebat

10. september 1997

Universitetssnak
2. SEPT. - Milena Penkowa og Christian Bjørn Poulsen skriver i deres indlæg (Information, 1. september),
at de nye studerende ikke forstår at tage deres studier alvorligt, og at eksamens- og præstationsangst er det umiskendelige resultat af denne mangel på ansvarsfølelse.
Jeg er enig med Penkowa og Poulsen i, at '9 til 4-holdningen' blandt de studerende ikke er rentabel for samfundet i det lange løb, og at det nok er en af de medvirkende faktorer til, at så mange studerende opgiver, før de har gjort sig færdige.
Overgangen fra eliteuniversitet til masseuniversitet giver naturligvis en del komplikationer, da man nu om dage ikke opdrages til at tage ansvar, og det er temmelig umoderne at have
et 'kald', som Penkowa og
Poulsen skriver. Man skal kun gøre, hvad man nu har lyst til, og det er svært umiddelbart at have lyst til terperi, læsning i månelys, ensomhed og isolation fra det pulserende liv. Det er svært at have lyst til 5-6-7 års voksende (bog)støvallergi.
For at komme videre er det dog nødvendigt at handle og ikke bare konstatere og beklage tendensen - for den står vist ikke til at æn-dre.
Jeg selv mener i den henseende, at filosofikum burde genindføres, så noget af den basale viden, der før hørte til i gymnasiet, kan gennemgås, før de studerende lukkes ind på selve uddannelsen. Et sådant helt eller halvt studieforberende år kunne også bruges til at indføre de unge i de nye 'universitære' arbejdsmetoder, måske vække deres selvstændighed - og skille de værste får fra bukkene.
I øvrigt mener jeg nok, at Penkowa og Poulsen tager munden en anelse for fuld, hvis de mener, at dovenskab og uengagerethed er de eneste grunde til eksamensangst og nervøsitet for ikke at slå til, men de skal da være glade, hvis de selv aldrig har lidt af den slags...
Martha Karrebæk
Mimersgade 58, 1.,
2200 Kbh.N

Landminer
2. SEPT. - Forleden døde prinsesse Diana.
Samme dag døde 1.000 børn af sult eller fordi de trådte på en landmine.
Der vil blive brugt enorme ressourcer på Dianas død. Den bedste ære, man kan vise hende, ville være at bruge alle disse ressourcer på bedring af de sociale forhold for fattigdommens børn og på rydning af og forbud mod landminer.
Aase Bak-Nielsen
Skalvej 4,
9240 Nibe

Sygeplejerske uddannelsen
30. AUGUST - En evaluering af sygeplejerskeuddannelsen har vist, at det er nødvendigt at lave om på visse dele af uddannelsen. Derfor har både sygeplejersker, studerende og undervisere på sygeplejeskolerne ventet spændt på et forslag fra Undervisningsministeriet.
Forslaget (Reform af de mellemlange videregående sundhedsuddannelser) blev sendt ud kort før sommerferien. Helt præcist den 24. juli 1997.
I forordet opfordrer undervisningsminister Ole Vig Jensen til, at forslaget bliver grundigt debatteret.
Vi vil meget gerne følge opfordringen og bidrage med vores kommentarer. Det er bare ikke så let, som det lyder, fordi:
1. Sygeplejerskerne i praktikken (sygehuse, hjemmepleje etc.) har ikke modtaget forslaget og kender derfor ikke dets indhold.
2. Vi skal komme med kommentarer og bemærkninger inden 1. september 1997. De fleste studerende har haft sommerferie i juli og august og starter først på uddannelsesstederne den 1. september.
3. Flere steder er forslagene så overordnede og diffuse, at vi ikke kan gennemskue, hvilke konsekvenser ændringerne får.
Derfor stiller vi Ole Vig Jensen dette spørgsmål: Ønsker du at gå i dialog med os omkring vores uddannelse? Hvis JA! - må vi sige: Om igen! Og lad så studerende, underviserne og sygeplejerskerne blive hørt.
På vegne af undertegnede lærere og studerende ved Vendsyssel Sygeplejeskole i Hjørring.
Susanne Winther Sørensen
sygeplejelærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu