Læsetid: 3 min.

læserdebat

Debat
8. september 1997

Lad P3 være
i fred!
2. SEPT. - I debatten om den fjerde radiokanal har der været forslag om, at den skal gives til Danmark Radio. Så skulle der sendes klassisk musik på én kanal, snakkeradio på den anden, regionalradio på den tredje og programmer for voksne på den fjerde.
Som formand for Kirkeligt Medieforum for Unge, en forening, der repræsenterer unges interesser, mener jeg, det er en god ide at Danmarks Radio får kanalen. Men under forudsætninger af, at den ikke stiller sig i vejen for de tilbud, vi unge får på P3.
P3 formår nemlig, i en tid hvor færre og færre unge læser aviser, på en smart, men troværdig måde, at give indblik og overblik og underholdning. At vække os med nyheder om morgenen, at underholde os med debat og musik i formiddagstimerne, at give plads til også mere 'smalle' musikgenrer først på eftermiddagen og om aftenen og ind i mellem tage os med til "Hovedkvarteret", hvor der en endnu flere nyheder og endnu mere god musik at hente. Stenstrop og partners, satire og "ud af huset oplevelser" hører også til dagens orden. Alt sammen uden irriterende reklameafbrydelser.
Samtidig må man sige, at der ikke er noget, som er for fint eller svært til P3. Man snakker gerne om både finanslov, de 10 bud og andre spørgsmål som optager både unge og folk, som føler sig sådan.
Det kan godt være, musikken på P3 lyder ens for folk, som har rundet de 40, der gør den ikke for os andre. Unge har ikke ens smag, selvom vi tilhører samme generation, og jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden radio, som også tør spille andet end lige den mest hippe main-
streammusik. Live ovenikøbet. Så spil bare klassisk musik på de andre kanaler eller snak hinanden og lytterne et øre af. Bare vi unge må ha' vores P3 i fred!
Inger Hørup
Formand for KMU,
P. P. Ørumsgade 44, 5.,
8000 Århus C

Kramer taber
3. SEPT. - Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen skriver d. 29.8 om byens trafikforhold. Det er en mærkeligt defensiv og passiv linie han lægger frem: Lad nu blot bilerne svine og støje videre i en årrække mens vi nedsætter nogle udvalg der skal se på om det måske engang i fremtiden kunne være relevant at begrænse biltrafikken i byen. Hvad hjælper det os at biltrafikken er steget mere andre steder?
Meget af det Kramer i artiklen kalder ny kollektiv trafik har ikke meget med sagen at gøre: Øresundsbroen m.v. er en pestilens og gavner ikke københavnerne. Efterhånden som antallet at metrostationer beskæres, bliver det tydeligt at metroen mest skal være en service for lufthavnen. At man kø-ber nye S-tog, når de gamle er slidt ned er da vel en selvfølge? Det er fint hvis S-toget engang kører fra Vanløse til Sjælør, men hvad blev der af HT's lightrail-sporvogne?
Det er tydeligt at Kramer her i valgåret føler sig presset især på trafikpolitikken. Artiklens hovedkonklusion er at bompenge ikke duer og at det er en hovsa-løsning - og at det er blevet stemt ned i Borgerrepræsentationen. Men det er jo ham selv der sidder på de afgørende stemmer i spørgsmålet! - hvor plat kan en borgmester argumentere? Når bompenge dernæst omtales som en panik-løsning; er det jo noget sludder. Forslaget har været fremsat gennem de seneste 25 år, men Socialdemokratiet har modarbejdet det lige så længe. At Stockholm opgiver at gennemføre det skal vel ikke styre København? - man har i øvrigt brugt bompenge andre steder, f. eks. i Bergen gennem en årrække.
Mens Kramer vil bruge tiden på at træde vande i sine udvalg sender den udvidede Helsingørmotorvej flere biler ind i byen. Det er dokumenteret at byens indbyggere dør af forureningen. Kramer tænker mest på Nord-sjællænderne der kører alene ind i deres biler - tænk nu hvis de bliver væk? Men hvor skulle de ellers tage hen? Og hvis de insisterer på at medbringe bilen må de selvfølgelig betale for det - vel at mærke til en ordentlig forbedring af den kollektive trafik! Mens Kramer går i tænkeboxen skal vi andre snart i stemmeboxen - og der taber han valget. For der er andre partier der har en konsekvent politik til forbedring af københavneres trafikmiljø.
Johan Keller
Oldfuxvej 23, 2400 NV.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her