Læsetid: 5 min.

læserdebat

Debat
6. september 1997

Kulturfims
3. SEPTEMBER - Ligesom der er nogen der har absolut gehør, er der nogen der absolut mangler gehør. Til sidste kategori hører holdet bag det forskræp for DR2's nye "Kulturfredag" som seerne i denne tid diverteres med samt den nye "kulturstudievært", Adrian Hughes, der som mode-rigtig kafedengse iført poor look og skægstubbe svanser rundt i studiet og præ-senterer os for DR TV's kulturflagskib, der er ved at sætte sejl.
Gehør har at gøre med musikalitet, men også med sprog og stil. Den måde, det nye program lanceres på, minder om de mest lallende og affekterede reklameindslag i TV 2.
Hughes bruger dyre ord som inspiration og inspirerende om kulturfredagene næsten på samme måde som nogen taler om kreativitet i forbindelse med blomsterbinding eller fremstilling af parfume. Seerne loves inspirerende oplevelser som kulturforbrugere! Der tales altså til os som konsumenter af den kulturgodtepose, som cheferne Samsøe Petersen og Jørgen Seidelin drømmer om. Samtidig problematiseres hele foretagendet på forhånd som debatobjekt. Denne mangel på naturlighed og selvfølgelighed lover mildt sagt ikke godt.
Jørgen Gustava Brandt
Maglevænget 6,
2791 Dragør Sydstrand

Kære somaliske medborgere
30. AUG. - De politikere I ser på tv, som er villige til at ty til menneskesmugling for at få Danmark renset for udlændinge, taler kun på egne vegne. Det store flertal af danskere ønsker at behandle andre mennesker ordentligt.
Jeg vil gerne personligt udtrykke mit chok over, at nationalistiske fundamentalister er nået så langt ud i tovene, at de truer med at smide børn og gamle koner ud med faldskærm over deres krigshærgede hjemlande, for at få Danmark renset for udlændinge. Men Danmark ligget omgivet af resten af verden, og at den eneste måde vi løser dette problem på er ved at behandle hinanden, som vi selv ønsker at blive behandlet, hvis vi kommer i nød.
Maria Rytter
Jens Benzonsgade 34,
5000 Odense C

Hvor satser København?
2. SEPT. - Jens Kramer Mikkelsen skriver i 31.8. at København satser på den kollektive trafik. Man kan dog komme i tvivl når man ser på udviklingen gennem de sidste to år, hvor biltrafikken er steget over 8%. Det rimer ikke med kommunens vedtagne trafik- og miljøhandlingsplan om at biltrafikkens vækst skal nulstilles. "Handlingsplanen" opstiller stort set heller ikke nogle midler til hvordan det skal opnåes.
Det er rigtig, at der sker investeringer i den kollektive trafik. Men er f.eks. minimetroen det rigtige bud på en styrkelse af den kollektive trafik for amagerkanerne? Banen kommer jo til at løbe ude på Fælleden og ikke ind under Amagerbrogade, hvor folk bor. Samtidig har borgerrepræsentationen afvist forslag om letbaner, som kunne være et godt alternativ til et kvalitetsløft af den kollektive trafik i København.
Kramer ønsker ikke hovsa-løsninger i København. Han vil derfor vente på transportrådets rapport om kørselsafgifter. Han satser på højteknologiske løsninger som roadpricing, som hovedsagelig går ud på at udnytte trafiknettet mere effektivt, dvs. flere biler i byen. Og han satser på teknologi, som endnu ikke er udviklet. Herved udskyder han løsningerne på problemet.
Biltrafikken skal styres. Og målet må være at få trafikmængden ned. Det skal bl.a. gøres ved bompenge. Det er en allerede gennemprøvet teknologi, som fungerer i Oslo og Singapore. Månedsafgiften skal svare til et netkort, så bilisten får valget mellem bilen og at bruge den kollektive trafik. Indtægterne skal gå til udbygning af den kollektive trafik. Ikke til udbygning af bilvejene, havnetunnel eller P-anlæg i Indre by.
Vi skal tage trafik- og miljøproblemerne alvorligt, men vi skal ikke have halvdårlige panikløsninger.
Erik Brandt
Kronborggade 13, 2200 N

Hans Tavsen parken
1. SEPT. - I de 30 år jeg har boet på Nørrebro, har et af Københavns smukkeste springvand Johannes Bjergs Artemis-springvand plasket livsaligt om sommeren. Det gør det ikke i år, i år er det tørlagt. Den for bare tre år siden fredelige og skovagtige Hans Tavsens park er det endelig lykkedes at forvandle til en grim indhegnet sandkasse for børn og voksne.
Ved parkens hovedindgang som sammen med en lille yndefuld bygning fra samme periode som springvandet dannede et harmonisk hele er der nu anbragt et skrummel af et cirkelrundt tissehus, som 'de' åbenbart mener er mere passende for de herboende end springvand og grønne områder. Der går rygter om at den salamiagtige ødelæggelse af parken skal bane vej for en kommende sportshal.
Det der er sket og sker med Hans Tavsen parken er ren og skær vandalisme.
Eva Knakkergaard
Julius Bloms Gade 11,
2200 Kbh N

Genetisk fornyelse
1. SEPT. - Engang mødte jeg en somalier. Fatuma var indvandrer, talte flydende dansk, var rigtig sød, intelligent og køn. Faktisk var hun smuk som en drøm. Imidlertid blev vores forbindelse brudt, hvilket jeg naturligvis er ked af.
Lige siden har det været mig en gåde, hvorfor 'vi' åbenbart har noget imod somaliske flygtninge, og hvorfor 'foregangslandet' ikke opfører sig an-stændigt. Og jeg er flov over vores ugæstfrie behandling af nødlidende asylansøgere. Det er en skændsel, men det er også dumt, for hvad slemt værre er - er at den danske gen-masse samtidig, saft suse mig trænger til fornyelse. Se bare på Nyrup & Uffe.
Jens Emborg
Jacob Lindbergs Vej 12,
2400 NV

Indien
31. AUG. - Tak for et velredigeret tematillæg om Indien på 50-årsdagen for uafhængigheden i august 1947. Det indeholder meget godt stof om det indiske subkontinent, men når det kommer til artiklen om "Indiens åndelige arv" snævrer perspektivet sig ligesom lidt ind.
Svingningspunktet bliver her Sai Baba, hans lære og nogle "sociale bedrifter af dimensioner", som det hedder. Jeg nærer stor forståelse for at Karen Syberg er blevet rørt dybt i sine bløddele under et ophold i Sai Babas ashram. Men det burde ikke lede til en forbigåelse af de spirituelle skikkelser i Indien, der står som nok så markante videreførere af arven fra tidligere religionsstiftere.
Så er der en kende mere proportionssans at hente fra parlamentet i New Delhi.
Det har nu oprettet særlige sektioner til bøger af to af kontinentets store sønner. Den ene er naturligt nok Mahatma Gandhi, og den anden finder Karen Syberg nok selv frem til. Men allerede nu kan jeg oplyse, at det ikke drejer sig om Sai Baba.
Pierre Evald
Museumsstien 8,
9990 Skagen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her