Læsetid: 6 min.

Af ludere og andet godtfolk...

Debat
18. september 1997

Genova. Det lyder som et pigenavn. En maskinskade har forlænget anløbet til et ophold. Agenten kom om bord og tilbød at arrangere en sightseeing, men vi sagde pænt nej tak

I HAVN
Jeg har været på et par strejf-tog i byen. Det sker engang imellem, når man er heldig, at man umærkeligt bevæger sig ind i en næsten drømmeagtig virkelighed. Man går ned ad en gyde, en port står åben ind til en gård. Man går derind, der er ingen mennesker, men alt bærer præg af menneskelig virksomhed og tilstedeværelse. Det er som i eventyret, et svævende øjeblik, et fortryllet øjeblik. Næste gang, i en anden gård, er husene forfaldne kulisser, scenen tom, man er gået forkert og er uvedkommende.
Aspiranten synes ikke om Genova. Han vil hellere til Napoli, siger han, med dens kanaler og gondoler. Hovmesteren og styrmanden kender allerede flere af havnekvarterets beværtninger og diskuterer deres fortrin og ulemper. Maskinmesteren har lagt ansvaret fra sig for en tid og bruner sine blege ben på dækket.
En eftermiddag sidder vi alle fem under solsejlet. Maskinmesteren læser mange krimier og følger med i politik, tilsyneladende forskellige udslag af en interesse for tilværelsens mere skumle sider. Radioavisen har bragt en melding om, at de 113 skarpe skud på Nørrebro skal undersøges igen, og han siger: "Det var ikke bare stenkasterne, der blev skudt på, det var hele befolkningen."

Jungletrommerne går
Styrmanden tager cigaretten ud af munden: "Hvad er det for noget vrøvl?"
"Vrøvl? En uges tid før afstemningen kom regeringen frem med noget om skattereform og skattelettelse. Jeg hørte i radioen en af de velsignede eksperter forklare, at det måske ikke var så smart at bringe det på bane netop da, men at det nok ikke fik nogen indflydelse på resultatet. Og Nyrup og Jelved blev citeret for, at man burde holde tingene adskilt, men at de naturligvis måtte overveje tingene, hvis det gik hen og blev et nej den 18. maj. Hvis ikke det er spredehagl, må I kalde mig Mads." (Et irriterende tilbud, som han jævnlig kommer med - han hedder Mads).
Aspiranten, på alder med flertallet af stenkasterne: "Det kan godt være det var forkert at skyde med skarpt, men folk kan da bare lade være med at kaste med brosten."
Maskinmesteren forfølger sin egen tankegang:
"Historien er fuld af den slags små uopklarede episoder. Jeg har lige læst Viggo Kampmanns erindringer, og de fik mig til at huske noget, den gamle fortalte engang. Han havde en kammerat, Peter Carlsen, der sejlede på østkysten, USA og Sydamerika, i 30rne og et år ind i krigen. I 1940, i dagene lige før den 9. april, fortalte nogle ludere i en af havnebyerne, at der var ved at ske noget i Danmark og Norge og at tyskerne vist var på vej. Den troede Carlsen ikke på, men et par dage efter måtte han indrømme, at de damer ikke var så dumme endda."
"Jamen, hvad har det med Kampmann at gøre?" vil styrmanden vide.
"Nå, jo, Kampmann var embedsmand dengang, og en dag i begyndelsen af april sad han i Folketinget i den tilhørerloge, der var reserveret embedsmænd. Og så kom udenrigsminister Munch ned til dem for hviskende at fortælle, at nu var faren drevet over. Jeg synes det er pudsigt, at en luder på den anden side af kloden vidste bedre besked end den danske udenrigsminister om, at Hitler stod på dørtærsklen."
"Du kender udtrykket, at jungletrommerne går," siger hovmesteren. "De trommer går på en bestemt bølgelængde, og nogen kan høre dem, og andre kan ikke."
"Gå væk, skygge!" Styrmanden har fået ild på en ny smøg.
"De der glædespiger skal jeg ikke udtale mig om. De har vel kendt nogle tyske sømænd. Men når udenrigsministeren gerne vil have vidner på, at han mener, der er fred og ingen fare, så er det fordi han ikke har noget imod, at det bliver kendt."
Hovmesteren: "Jeg er træt af al den snak om besættelsen. Herregud, det er et halvt århundrede siden."
Det er blevet min tur: "Jeg indrømmer, jeg har det lidt lige sådan. Om hundrede år ligger det hele vel klart."
"Om hundrede år!" fnyser maskinmesteren. "Du er en tålmodig mand. Det er jo det de regner med, kumpanerne til alle tider. De går ind for at sandheden kommer frem, bare det venter til de alle sammen er døde og borte. Så gør det ikke ondt længere."

Intet er som at
opleve det selv
En tidlig aften kom hovmesteren tilbage fra byen med styrmanden i kølvandet, begge med en mellemstor bjørn for enden af kættingen. Maskinmesteren og jeg sad på dækket og nød den svale og korte skumring. Synet af de to glade mænd fik maskinmesteren til at mumle:
"Den første rus, som jeg fik i mit liv, blev lægt af min mor med en iskold kniv."
Hovmesteren ville vide hvad det var, men styrmanden, som havde opfattet det, ivrede:
"Er du tosset, mand, min mor anede ikke noget om vores små forsøg. Vi stillede da ikke op derhjemme med en bøhmand på."
Efter at have udvekslet mindeværdige erfaringer kom vi ind på barndomsminder i det hele taget. Det er jo sådan: lige meget hvordan ens barndom har artet sig, er den uendelig betydningsfuld for den, der har haft den. Der findes ikke den ting, som er for lille til at blive husket med glæde, når man selv har oplevet den.
Noget i den retning fik jeg sagt, inden styrmanden fulgte det op:
"Det er sgu rigtigt. For nu at tage noget jeg somme tider undrer mig over, at jeg overhovedet husker. Jeg stod på en sten! Det var en stor sten, og jeg var stolt, da jeg stod på toppen af den. Jeg har senere set den sten, ja grin bare, den var ikke større end en fodbold. Men jeg husker det noget så livagtigt, og jeg husker glæden ved at komme op og stå på den."
Maskinmesteren blev måske lidt misundelig, for han sagde:
"Du må have været ret lille dengang. Så langt kan jeg ikke huske tilbage. Jeg var i hvert fald begyndt i skolen, for det var i en skoleferie hos min tante og onkel på Langeland. De havde en stor kattekilling, og den gav jeg mig til at plage en eftermiddag jeg var alene hjemme. Der var en kældertrappe, og jeg smed killingen ned ad den trappe og lukkede døren for den, hver gang den ville væk. Når vi siden kom på besøg, kunne de voksne ikke forstå at katten hvæsede, når den så mig."
Hovmesteren satte forsigtig sin reparationsbajer ved siden af stolen:
"Det er da også noget at jamre over. Næh du, det jeg husker, som plager mig endnu, det er de gange hele skolegården var efter en af ungerne. Jeg kan se mig selv midt i den hujende flok. Det er uhyggeligt som sådan en stemning kan opstå i løbet af nul komma fem og rive alle med, selv om de ikke aner hvad det drejer sig om."
Aspiranten rømmede sig for at give sit besyv med. Og som han så ud, ventede vi at nu kom der noget i stil med at hive en pige i fletningerne. Det viste sig også at være en variant.
"Jeg var engang til børnefødselsdag, og der var en bestemt pige, jeg helst ville sidde ved siden af. Da vi så skulle gå til bords, flyttede jeg hendes stol væk, og hun satte sig på enden og var lige ved at græde. Jeg kan ikke forstå, at jeg kunne finde på..."
Hovmesteren kiggede ømt på ham:
"Nu skal jeg sige dig noget. Hvis en mand ikke plager livet af sin elskede, er han ikke nogen mand."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her