Kronik

Det modernes ensretning

Debat
2. september 1997

Ved oppustet tillid til sin fornuft har det moderne menneske isoleret sig. Tiden er inde til, at vi finder vore alt andet end tavse omgivelser: du'et, naturen, universet, skønheden

TRO & TVIVL
Det er det modernes allerstørste problem, at det så at sige lever af at skille viden ud fra hverdagserfaring. Erkendelsens ellers positive incitament: nysgerrigheden og forundringen bliver i hævdvunden videnskabelig reduktionisme forsnævret i retning af viden, der faktisk talt hviler i sig selv, men så også som følge heraf savner erfaringsbasis.
Ingen anden enkeltårsag kan tilskrives så stor og næsten uovervindelig betydning for, at vi som moderne mennesker - dybt og uafrysteligt indviklet i det modernes menneske-centriske verdenssyn - kan slippe afsted med at leve uanfægtet og tilsyneladende upåvirket af naturens, universets, ja, af hele kosmos' skønhed og uendelighed, end netop den selvberoende bevidstheds isolationisme.
Det er man så småt begyndt at indse, for hvorledes skal man ellers tolke hele det såkaldte 'post-moderne' problemkompleks? I dét samler sig tilsyneladende et gigantisk opgør med hele det modernes herskende fornuftsprincip: forestillingen om orden og hensigtmæssighed, sindrigt og ikke helt uden evner opbygget og konstrueret af det archimedisk-menneskelige subjekt.
Vi har brug for en anti-renaissance, for så vidt renaissance- og oplysningsfilosofferne (og humanisterne) mente, at "dér opdagede mennesket sig selv" - hvilken en opdagelse! Tiden er nu inde til, at mennesket finder sine alt andet end tavse omgivelser: du'et, naturen, universet, skønheden - uafhængigt af kultur, og så skal mennesket finde Gud. Mennesket skal med andre ord finde - eller rettere: genfinde - sit ophav, sin årsag, sin betingelse, sin nødvendighed. Kun på denne måde kan det foretagsomhedsfikserede moderne menneske blive revet ud af sin selvberoende forestilling om, at udelukkende dét, det selv har kultiveret, har betydning og værdi - overhovedet er virkeligheden.
Det moderne menneske har skabt sin egen virkelighed. I den lever det trygt og godt, hér føler det sig hjemmevant og mener at kunne færdes med fortrolighed og intimitet. Intet, selv de allervoldsomste anslag, kan åbenbart rokke en tøddel ved denne virkelighed. Henrykt, og ikke uden en vis stolthed over at have konstrueret dette massive bolværk mod dén ukontrollerbare uorden, som naturen tillægges, lever det moderne menneske uden anfægtelser. Det moderne menneske er prisgivet tiden og sig selv.
Med denne forestilling og denne virkelighed er der naturligvis forbundet en lang række større og mindre problemer. Uanfægtet og uantastet kan den kun være i det omfang, den med øjensynlig succes kan holde enhver uorden ude og lade hånt om den anden virkelighed, der - trods vore forsøg på at overse den - stadig indvirker på os og betinger os. Lad mig fremdrage ét problem:
Forestillingen har en ube-tvingelig evne til at gøre livet til et spørgsmål om tilegnelse; livet skal tilegnes, før det sådan for alvor kan leves. Hos den 'trendy' Kierkegaard udtrykkes det tilforladeligt på denne måde, at "mennesket ikke fødes som menneske, men kun med mulighed for at blive et menneske". Mennesket skal gøre sig fortrolig med kultur, teknik, moral og dygtighed i henseende til at kunne beherske en bestemt funktion, før det skønnes egnet til at leve livet. Mennesket fødes ret beset to gange, som socialantropologien formulerer det: første gang ved selve den biologiske fødsel og i anden omgang, når det i tilegnelsen af et sprog, en kultur, et sæt adfærdsnormer, et samfund m.m fødes påny.
Problemet med denne forestilling om livet som tilegnelse turde være åbenlyst. Men det er det ikke. Det er simpelthen det borgerlige samfunds igangsættende løgn; den lever af denne forestillings dybest set livsfornægtende forudsætning.
Forudsætningen for denne tankegang er simpelthen, at mennesket bestemmes som et i bund og grund kulturelt væsen. Mennesket er, som antydet, ikke uden videre sig selv, men må blive et selv - et kulturelt selv. Allertydeligst kommer dette til udtryk hos Søren Kierkegaard. Han hæv Johan Wingborg/Billedhusetder (bl.a i Begrebet Angest), at mennesket fra grunden af er bestemt som et uensartet væsen, sammensat af sjæl og legeme, af timelighed og evighed. Denne tvetydighed skal tilegnes i bevidsthed, således at tvetydigheden tillige kan stille mennesket en opgave: opgaven at blive et selv, hvor disse to modsætningspar bringes sammen; det er ikke umærkeligt Ån-den, der skal skabe en helhed af modsætningerne og uensartetheden, og Ånden sidestilles akkurat med: selvet (Kan nogen genkende Hegel?)! Mennesket er ganske og aldeles bevidsthed, først og fremmest bevidsthed om sig selv - omend det er en bevidsthed, der ikke mindst dannes af selvet's forskellighedskaraktér fra andre.
Men det betyder samtidigt, at alt, hvad der på denne facon ikke er indoptaget i menneskets bevidsthed, ikke har nogen betydning for den enkelte. Som unddragende sig menneskets bevidsthed er det ganske enkelt ikke til; det er et intet (Lat: nihil=nihilisme). Alligevel er det noget, men netop et noget, der giver sig tilkende i sin ubestemmelighed. Og hvad der er ubestemmeligt og samtidigt indvirker på os, er just i sin ubestemmelighed det moderne menneskes altoverskyggende mareridt.
Først i det øjeblik den menneskelige fornuft kommer til med sin kategoriseringsevne, bliver dette noget til noget virkeligt, idet det af bevidstheden er blevet indplaceret i et semantisk-sprogligt univers af dialektiske betydningskomponenter, dvs. i den struktur, som bevidstheden så at sige lægger ned over verden, for at kunne be-gribe den.
Perspektiverne for en sådan opfattelse har været og er stadig enorme og kan næsten ikke overvurderes. Det har betydet, at mennesket har stillet sig helt afgørende uden for den verden og den natur, som rent faktisk er dets ophav og ikke kun dets tavse omgivelse. Det har betydet en uhyre oppustning af den menneskelige fornuft, forstået som operativ intelligens, der fungerer uafhængigt af den genstand, den er rettet imod. At mennesket er sat i verden har man med vanlig letsind blot sammenfattet med den kendsgerning, at mennesket er historisk, dvs. underkastet tiden.
Hvad er alternativet? Det kan være svært at afgøre, men vi kan da begynde med at slå fast, at alternativet er påtrængende nødvendigt. Og vanskeligheden med for det første at bestemme alternativet og for det andet at omsætte alternativet til den hele virkelighed bliver ikke mindre af, at vi er så grundigt sovset ind i bevidsthedstyranniet, at vi nærmest instinktivt føler ubehag ved dets anfægtelse.
Der er tale om en massiv ensretning, der går på tværs af politiske, religiøse og ideologiske skel. Det er nemlig overhovedet det modernes ensretning.
Vi kunne jo f.eks. begynde med at rehabilitere sansningen og dens betydning for forståelsen. I næste omgang kunne vi så genetablere den livsafgørende forbindelse mellem viden og hverdagserfaring. Viden skal nyttiggøre sig for hverdagserfaringen, så den tjener til at udvide livshorisonten og udsigten til den hele virkelighed. Der findes ret beset intet mere nyttesløst end at uddanne f.eks. økonomer, hvis fortrinsvise fortjeneste bestod i at vide en hel masse om 'det økonomiske kredsløb', men som ville fremstå underligt hjælpeløse, når nogen skulle finde på at spørge dem om, hvad det betyder for vores måde at leve på som mennesker - ikke mindst i livet med hinanden. En viden, der udelukkende begrænser sig til et temmeligt overskueligt udsnit af virkeligheden, er en amputeret viden; det giver en behagelig fornemmelse af kontrol over situationen.
Tværfaglighed og dannelse er måske hér kodeordene, fordi det er det foreløbigt mest anvendelige værn mod den oppustede videns hensynsløshed og selvtilfredshed.
Sansningen skal som nævnt rehabiliteres, som just dét, der bringer bud fra Ding an sich - Kants cartesianske bestemmelse af erkendelsesobjektet. Forståelsens fænomenologisk set grænseoverskridende iværksættelse af mere end slet og ret den selvberoende fornufts forstandsformer må genvinde sin fulde appel til handling, så grundlaget for den ansvarsopmærksomme handling betinges af mere end empirisk verificerbare kalkyler og empiri.
Forståelsen er langt mere betinget af en helhedfornemmelse, hvor også ubevidste fænomener som tilliden, smerten, åbenheden og det forhold, Heidegger sammenfatter med eksistentialet kastethed, spiller en væsentlig rolle, og som samtidig på anden måde fortæller noget om, at vort selv ikke fylder alt.
Sansningens 'modstand' mod at lade sig objektivere skal ikke få os til at vende den ryggen, men tværtimod lade dens stemthed forme og indvirke på os.
Naturen og universet er vi under ganske voldsomt indtryk af, og det faktum kan vi ikke unddrage os. Disse omgivelser er tillige vores ophav og viser samtidig, at dén verden, der er uafhængig af os, ikke på nogen måde er tavs!

Henrik Bang-Møller er stud. theol.

APROPOS
Mediespejlet
Den moderne menneskes lukken-om-sig-selv, som Henrik Bang-Møller beskriver til venstre for denne spalte, er vel utænkelig uden mediebilledet.
I sig selv er det en imponerede teknisk bedrift, at det er muligt at sidde i sin stue i Middelfart og på en glasskærm se begivenheder afbilledet samtidig med, at de indtræder så langt borte som på den anden side af kloden - eller på Mars.
Men når mennesker kan afbillede begivenheder på denne måde, skaber det let i vort sind en forestilling om, at vi også kontrollerer dem. Vul-
kanudbruddet på den britiske Carribiensø Montserra er et lysende eksempel på, at det er en illusion. Men selv i sådanne situationer skaber mediet alligvel sit eget lukkede rum, hvor mennesker synes at have styr på begivenheden: Studieværten udveksler replikker med den udsendte korrespondent ved det rygende krater, allehånde eksperter indkaldes og udtaler sig sig om mulige udviklingsforløb og konsekvenser: Der kan dårligt ske noget, som vi ikke allerede har sat ord på. Og sker det alligevel, har mediet også en måde at kontrollere det på: Nu bliver historien endnu tydeligere til en historie om mediet selv: Hvordan alle tog fejl, og hvad de så til kameraet vil udtale om, hvad de lærte af det: "Vi er allesammen blevet klogere."
Det er det forunderlige ved de moderne elektroniske medier: De afkobler os fra den virkelighed, de tilsyneladende så livagtigt beskriver. Mediet er et spejl, der til syvende og sidst blot spejler sig selv. Virkeligheden - de fysiske og åndelig vilkår, hvorunder mennesker lever deres liv - er blevet væk. For slet ikke at tale om alt det, der ligger uden for menneskers umiddelbare liv.
Helt grinagtigt ses dette i de såkaldte talk-shows: De er mest veloplagte, når de forskellige show-værter deltager som gæster i hinandens programmer. Så har hulspejlet lukket sig til en glaskugle, fra hvis indre ingen flugt er mulig. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her