Læsetid: 6 min.

Naturligvis er der alternativer til EU

19. september 1997

Det er befolkningernes demokratiske ret at ændre historiens gang, også selv om den politiske elite siger, at der intet alternativ er til den vej, som eliten har anlagt.
- Det er på tide vi kommer i arbejdstøjet

EUROPA
Vi skal ikke overlade vores fremtid til tekniske eksperter og massemediernes fokusering på kortsigtede enkeltsager. Denne tendens er karakteristisk for tidsånden i f rserne og halvfemserne. Konsekvensen er stigende politisk ligegyldighed: når man ikke kan se nogen større sammenhæng og ikke føler, at man har nogen indflydelse på udviklingen, så er det logisk at bruge kræfterne på noget andet. For eksempel på sig selv og sine nærmeste. Vi trænger til igen at få en bred politisk debat om ideer og visioner i Danmark.
Modstanden mod Den europæiske Union er voksende. Der er ingen tvivl om, at EUmodstanden er i færd med at udvikle sig til en ny konfliktlinie på tværs af den gamle højrevenstre skillelinie. En ny konfliktdimension, som vil få stor betydning ved de kommende parlamentsvalg i flere lande.
Det, der samler unionsmodstanden, er holdningen til bevarelse af nationalstaternes selvbestemmelse. Det er afgørende, fordi enkeltstaterne er rammen om demokratiet, mens mastodonten EU med 350 mio. borgere eller flere formentlig aldrig vil kunne opfylde kravene om borgernes medbestemmelse. Enigheden mellem folk, der ellers er politiske modstandere, går på retten til at slås for deres forskellige meninger inden for rammen af et demokrati. Sammenhængende hermed er man fælles om modstanden mod opbygning af EU i retning af en ny evigt harmoniserende superstat og supermagt i Europa, og en militarisering af det civile EU-samarbejde. Det er det fælles. Men akkurat som på unionstilhængersiden er der i øvrigt også forskellige holdninger på nej-siden.

Forkert politisk løsning
EU-integrationen bliver således en af de vigtigste skillelinier i europæisk politik i de kommende år. I Danmark går skellet primært mellem dem, der mener, at Maastricht-traktaten og Det Indre Marked ved justeringer kan klare de akutte samfundsproblemer, og dem, der mener, at EU's grundlag og prioriteringer er så forkerte, at samarbejdet i Europa må organiseres på en helt anden made. Vi står for det sidste standpunkt.
Vores overordnede vurdering er, at en europæisk union af denne art grundlæggende er en forkert politisk løsning. Vi kender ikke nogen union i historien, som har skabt lykkelige og gode forhold for sine borgere (med undtagelse af eliten) eller for sine naboer. Det gælder lige fra Kalmar-unionen til Sovjetunionen og USA.
Også i dag er det de store forbundsstater (og forbunds-lignende nationer) som er bagstræveriske, magtbegærlige og usolidariske med resten af verden. Det er primært de sma nationer (f.eks. de nordiske lande), der har erkendt de aktuelle samfundsproblemer og forsøger at gøre noget ved dem.
Den slags vurderinger udløser pr. automatik en beskyldning om nationalisme og selvovervurdering. Men så let klares det ikke, når enhver der gider kan finde masser af dokumentation for varderingen. For at tage nogle eksempler fra gruppen af rige industrilande: Er det de små eller de store lande, der ligger i toppen med u-landsbistand? Er der størst social ulighed, kriminalitet og vold i de små eller i de store lande? Er der mest korruption i de små eller i de store lande? Fungerer demokratiet bedst i de små eller i de store lande? I alle tilfældene er det de store lande, der er 'skurkene'.

Folkenes selvbestemmelse
Det er i mangfoldigheder og forskelligheden, Europas styrke og charme ligger. Stormagtsdrømmen, opbygning af en europæisk forbundsstat vil derimod blokere for løsningen af en række akutte og alvorlige samfundsproblemer.
De enkelte lande i Europa har forskellige kulturelle traditioner, forskellige værdiprioriteringer, forskellige opfattelser af folkestyret og de politiske spilleregler osv. Det ville være en katastrofal fejltagelse at fortsætte forsøget på at ensrette de europæiske lande under det samrne snærende regelsæt med overstatslige tvangsbeslutninger.
Vores vision for det europæisk samarbejde og for det globale samarbejde er, at det som udgangspunkt skal baseret på respekt for folkenes selvbestemmelsesret. Det indebærer, at beslutningerne så vidt overhovedet muligt skal træffes, der hvor folk bor. Følgelig skal samarbejdet primært være et mellemstatsligt samarbejde som i FN, fordi kun det giver mulighed at befolkningen kan ændre politikken via parlamentsvalg og folkeafstemninger.
Det er de nationale parlamenter, der skal fastlægge de enkelte landes samfundsudvikling, deres udenrigs- og sikkerhedspolitik, deres støtte til u-landene osv. Hermed brister drømmen om en ny økonomisk og militær supermagt, men den drøm ville også hurtigt udarte til et mareridt. Verden har ikke brug for flere supermagter, men for små, demokratiske nationer med en fredelig og solidarisk indstilling.
Dette forhindrer på ingen måde, at grupper af europæiske lande kan gå sammen om fælles aktioner - også på globalt plan. Tværtimod bliver det på den måde muligt frit at gennemføre særlige indsatser f.eks. på det sociale område og miljøområdet, inden for en nation eller en gruppe af nationer. Denne udvikling kan igen skabe dynamik i det nordiske samarbejde, som er ved at gå i spåner på grund af EU. I FN spørger man i dag bekymret, hvor den nordiske stemme er blevet af i verdenssamfundet?

Vores vision
I vores vision er sociale hensyn og miljøhensyn prioriteret højere end hensynet til kommercielle interesser - også selvom det giver anledning til handelsbarrierer. Skulle dette give anledning til en vis opbremsning af den materielle vækst i de rige lande, må det endog opfattes som en miljømæssig fordel. I virkeligheden kan enhver historisk forskel mellem landene, f.eks. forskelle i infrastruktur, uddannelsesniveau, løn, skatteforhold eller energi- og miljøpolitik, ja ethvert særpræg, karakteriseres som en 'teknisk handelshindring'. Derfor vil bureaukraterne i Bruxelles altid kunne finde gode argumenter for enhver harmoniseringen, indtil alt er blevet helt ens - hvad gud forbyde.
I vores vision bliver de rige vesteuropæiske lande enige om at skabe en ny form for Marshallhjælp, som i første omgang ensidigt er til Øst- og Centraleuropas fordel. Det indebærer dels direkte økonomisk støtte og teknologioverførsel, og dels en åbning af vores markeder for deres produkter - uden at kræve en tilsvarende åbning fra deres side. Det kan give disse lande et pusterum til at opbygge moderne teknologi og forbedre deres miljøforhold, indtil de engang ad åre kan handle på lige fod med Vesteuropa. Det ville være en reel hjælp til at undgå sociale konflikter.
I stedet har EU lukket sit marked for østlandenes vigtigste eksportprodukter, og EU's beskedne økonomiske støtte kan ikke kompensere for østlandenes underskud på handelsbalancen.

Et dansk Nej
Et dansk Nej til Amsterdam-traktaten er et nej til den konkrete traktat, som er en udbygning af Maastricht-traktaten. Det er samtidig et nej til hele den udviklingsretning, EF/EU har taget.
Danmark og Irland bliver måske de eneste lande, der får en folkeafstemning om Amsterdamtraktaten. Det giver os et særligt ansvar og en særlig mulighed for at få afgørende indflydelse på hele udviklingen i EU. Vi ser ikke noget større perspektiv i en lille specialordning for Danmark, nogenlunde som vi kender det fra Edinburgh-forbeholdene. Det tror vi heller ikke bliver resultatet af et nyt dansk Nej. Dertil er unionsmodstanden blevet for udbredt i en række af de andre EU-lande.
Det vil kræve et langt og
sejt arbejde over en længere årrække at stoppe unionen og få etableret de nye, mellemstatslige samarbejdsformer. Processen bliver sværere jo tættere vi kommer på en europæisk forbundsstat. Derfor skal der siges Nej nu.
Unionstilhængerne har hævdet, at et dansk Nej vil sætte forhandlingerne med østlandene i stå. Det er der intet belæg for i Maastricht-traktaten. Hvis EU vil det, kan man starte forhandlingerne om nye former for samarbejde med østlandene den dag i morgen. Under alle omstændigheder starter forhandlingerne efter planen inden den danske folkeafstemning om Amsterdam-traktaten, så på det punkt er der ingen forsinkelse. Vigtigere er det, at et dansk Nej kan bane vejen for et anstændigt alternativt tilbud til østlandene, som beskrevet ovenfor. Efter at Amsterdam-traktaten er faldet, skal vi bruge de næste 5-10 år til i et ligeværdigt samarbejde med de nye demokratier i Øst- og Centraleuropa, inkl. de baltiske lande og Rusland, at udforme nye europæiske samarbejdsformer, der respekterer folkenes selvbestemmelsesret.
Det er efter vores mening nødvendigt, at befolkningerne i de europæiske lande standser elitens stormagtsprojekt. Et nej til Amsterdam-traktaten er et lille, men vigtigt skridt i den rigtige retning. I historiens lange løb vil EU vise sig at være en historisk fejltagelse. Det er befolkningernes demokratiske ret at ændre historiens gang, også selv om den politiske elite siger, at der intet alternativ er til den vej, som eliten har anlagt. Det er på tide vi kommer i arbejdstøjet.

Ovenstående er et uddrag af debatoplæg til Junibevægelsens landsmøde i weekenden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu